Nigeriansk stjerneforfatter rækker en hånd til dem, der har mistet

Bøger vil ikke altid fortælle; nogle gange vil de gøre noget. Sådan en handlende bog er det nyudgivne erindringsessay Noter om sorg af den nigerianske stjerneforfatter Chimamanda Ngozi Adichie, født 1977. Adichie skriver om sin elskede fars dødsfald i sommeren 2020, men først og fremmest rækker hun en hånd til den læser, der måtte være i samme situation. 

Det er en bog, der vil gøre sorgen til en fælles oplevelse. At den mission så også kan være en litterær svaghed, vender vi tilbage til.

Faren var økonomiprofessor ved universitetet i Nsukka i Nigeria, hvor Adichie vokser op. Som 19-årig flytter hun til USA for at studere, og nu deler hun sin tid mellem de to lande. Men så kommer pandemien – og da faren dør, er Adichie fanget bag indrejseregler og må sørge over Zoom. Hun beskriver syrligt forsøget på at lægge begravelsesplaner »som at spille yoyo med en kat, bortset fra at det, der er i spil, er mennesker i limbo, fordi de ikke kan lægge deres elskede til hvile«. Noter om sorg er på den måde et vidnesbyrd om, hvad virussen gør ikke bare ved immunsystemet, men ved følelseslivet. 

Generelt er Adichie bedst, når hun ikke tolker og abstraherer, men registrerer sorgen konkret og kropsligt. Hun skriver om at være »så øm i siden«; folk omkring hende siger, at det må være af at græde. »Jeg vidste ikke, at vi græder med musklerne,« svarer hun, forundret. Sorgen gør, at »luften forvandles til lim«, mens tungen bliver »ulideligt bitter, som om jeg havde spist et væmmeligt måltid«.

På et tidspunkt kommer hun i tanke om et familiestamtræ, faren hjalp hende med at lave i skolen: »men jeg kan ikke finde det, og det at jeg ikke kan finde det, piner mig i dagevis, kasser og mapper er åbne, papirer er smidt til side«. Frustrationen over noget ligegyldigt, der pludselig betyder alt, sætter sig i grammatikken som den korte tillægsform, der signalerer manglende afslutning. 

Hyldest til patriarken 

Chimamanda Ngozi Adichie er kendt for romanerne En halv gul sol og Americanah samt en TED-talk med titlen »We should all be feminists«. Det feministiske slogan er blevet samplet af popsangerinden Beyoncé, og modehuset Dior har trykt det på T-shirts, der kunne købes for 710 dollar. Adichie har med sine fortællinger om race, kulturforskelle og moderne kvindeliv opnået en slags Hollywood-status, der tilkommer de færreste forfattere. Men i Noter om sorg tilføjer hun til personaen, at hun også er en rigtig »fars pige«. 

Man tænker, at Freud tripper i kulissen. Noter om sorg er imidlertid intet faderopgør. Det lyder gammeldags, men efter årtiers familiekritisk autofiktion, er der noget forfriskende ved at læse et hyldestportræt af en patriark: »Ja, min far var i sandhed herlig,« konkluderer den hengivne datter igen og igen. 

I bogens bedste øjeblikke får familien og traditionerne, hvis hierarkier politisk set kan være problematiske, nemlig bare lov til at være i al deres tvetydighed. Enker fra byen besøger Adichies mor for at fortælle, at sædvanen tilskriver, at en enke lader sig kronrage. Datteren, feministen, opponerer. Men moren siger: »Jeg vil gøre alt det, der skal gøres. Jeg gør det for Far« – som en spejling af Adichies eget ærinde med bogen; at give noget til fællesskabet og den afdøde. Det er det, man gør.

Rigdom og sorg

Ærgerligt er det imidlertid, at man aldrig rigtig får indtryk af, hvem faren var. Hans »godhed« gentages, og han var glad for at løse sudoku. Men ellers er de scener, hvor Adichie forsøger at karaktertegne, mest bare beretninger om hans økonomiske formåen med privatchauffør, Ivy League-uddannelser og en vane med at trække på skuldrene af magt – noget, som det vist kun er dem, der nyder godt af magt, har for vane at gøre. 

Joan Didion har i rørende bøger om sin mands og sin datters død til fulde bevist, at også de rige kan føle sorg. Overklasseberetninger er der i og for sig ikke noget galt i.

Men når man ikke for alvor får et karakterstudie, begynder man at lægge mærke til, at indsigterne hos Adichie mangler sul på kroppen: »Lagene af tab får livet til at føles papirstyndt«, står der et sted. Et andet: »Min far lærte mig, at læring ikke har nogen ende«. Det er sætninger, der på den ene side let kan sendes til andre sørgende og vække genklang. På den anden side er det dybt banale udsagn. Og det tror jeg faktisk ikke, at sorg er. 

Indlevelsen skæmmes også af en oversættelse, der virker ufærdig, når ord som »puffy« og »housecoat« ikke er oversat, og når faren overstrømmer datteren med knudret vrøvl som »et litani af affirmationer«. Mange sætninger lyder, som er de oversat ord for ord direkte. Eksempelvis står der, at »desillusioneringen over mit fødeland har været en konstant i mit liv«. Men ordet »desillusionering« findes ikke i nogen dansk ordbog som substantiv. 

Jeg kan ikke vide, om det at få Adichie til at lyde som en dansk influencer, der har set for meget amerikansk reality-tv, er et oversættervalg, der skal stikke til hendes stjernestatus og lejlighedsvise blindhed for egne privilegier. Men så ville jeg næsten hellere have læst et forord.

Chimamanda Ngozi Adichie deler generøst ud af egen sorg for at gøre den lettere for andre at bære. Det ændrer ikke på, at bogen savner erkendelsesmæssig tyngde – og et dansk, der er til at forstå. 

Chimamanda Ngozi Adichie: ’Noter om sorg’. Oversat af Mikas Lang. Politikens Forlag. 90 sider, 125 kroner