Ja tak! Til Camilla Mehlsen og Vincent Hendricks’ programerklæring i deres nye bog Sandhedsministeriet: »Meningers frie bevægelighed må ikke blive afhængige af markeders frie bevægelighed, for så er de netop ikke frie. Det offentlige rum på private hænder er lige så uforeneligt som et liberalt demokrati med et sandhedsministerium. Der vil kun være en taber … os … individuelt, institutionelt og ideologisk. Der er et tredje og levedygtigt scenarium: Vi mobiliserer lige nu!«
I lyset af de seneste års tiltagende analyse og kritik af sociale medier og techplatforme som Google, Facebook og Amazon, er det oplagt, at to af Danmarks førende tænkere inden for digital infrastruktur formulerer et bæredygtigt modsvar til den nuværende samfundsudvikling. Camilla Mehlsen (digital medieekspert i Børns Vilkår og medlem af TechDK Kommissionen) og Vincent F. Hendricks (professor i formel filosofi og leder af Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet og ligeledes medlem af TechDK Kommissionen) har tidligere udgivet bogen Hvordan bliver vi digitalt dannede? (2018) og lanceret udviklingsprogrammet D.U.D.E. – Digital (Ud)dannelse (2019) for folkeskolens udskolingsklasser og gymnasier.
Det faglige grundlag for at præsentere et demokratisk modsvar til techgiganternes foruroligende indflydelse på det offentlige rum for idéudveksling synes altså at være på plads for Mehlsen og Hendricks. Derfor er det også ærgerligt, at citatet ovenfor, som for mig at se umiskendeligt ligner anslaget til et væsentligt programskrift for en anden virkelighed, reelt er de sidste syv linjer i bogen.
Det kan virke hovent at anklage en bog for ikke at leve op til en anmelders forventninger. Såvel introduktionen som bagsideteksten synes dog at pege i retningen af et mere normativt værk, der udpeger nogle mulige flugtlinjer. Sådan læser jeg det i hvert fald, men døm eventuelt selv. Introduktionen afsluttes med denne bemærkning: »Tiden er nu kommet til den strukturelle og systematiske analyse af markedet for informationstidsalderens største aktører med henblik på ideologisk mobilisering og realisering af det myndige menneske og det drøftende demokrati – ikke version 2.0 – men en varig version, der holder hele vejen.« Mens bagsideteksten afsluttes således: »Det er ikke for sent at skabe et mere demokratisk internet. Hendricks og Mehlsen kalder med Sandhedsministeriet på en nytænkning af techgiganternes rolle i den digitale infrastruktur.«
Fokus på opmærksomhedsøkonomien
I stedet for nytænkning og ideologisk mobilisering får man dog en grundig analytisk gennemgang af techvirksomhedernes økonomiske fundament, der baserer sig på den konstante bibeholdelse af brugeropmærksomhed, så data kan høstes og »kurateres, analyseres, pakkes og sælges som finmaskede og præcist segmenterede annoncepakker til interesserede annoncører«, som der gentagende gange står. Denne praksis baserer sig på det, Shoshana Zuboff har døbt overvågningskapitalismen, hvilket Mehlsen og Hendricks da også kort berører.
Altovervejende anvender og forholder de sig dog til den mere nøgterne betegnelse ’opmærksomhedsøkonomi’. Snarere end en bredspektret analyse af kapitalistisk samfundsudvikling, holder de hermed fokus skarpt rettet mod platformenes »indflydelse på tidens fakta, følelser og fortællinger«. Når et afsnit i begyndelsen af bogen bærer overskriften »Selfiesamfundet«, er der derfor også mindre tale om en egentlig omfattende samfundsanalyse og mere tale om et kækt ordspil. Jeg har da også svært ved at se argumentet for, at netop selfien skulle indkapsle »en ny æra«, som de ellers skriver.
Platforme som Twitter, Facebook og hvad de ellers hedder, excellerer rigtigt nok i at »måle vores popularitet i form af antallet af likes/hjerter, følgere, visninger, kommentarer og anden form for ’engagement’«, men bevæggrundene for, at denne digitale selvhævdelse har fungeret så sømløst siden sin skabelse, synes dog helt oplagt at have andre stamfædre og -mødre end selfiestangen. Når større samfundsudviklinger forbigås til fordel for harmløse, men catchy karakteristikker som ’selfiesamfundet’, så peger det desværre i retningen af en vis berøringsangst over for egentlige livtag med vores samfundsstrukturer. Hvad bogen ellers som nævnt stiller læseren i vente. Men for hvem egentlig?
Hvem er læseren?
Bogens første fem kapitler gennemgår udviklingen fra borger over bruger til produkt på de digitale platforme. Kapitlerne består af grundige analyser af fænomener som fake news-superspredning under coronapandemien, influenceres påvirkningskraft og den generelle ulige fordeling af opmærksomhed i cyberspace. Fortællelysten er upåklagelig, men nyhedsværdien påfaldende forældet. Det synes efterhånden at være stadfæstet i det generelle nyhedsbillede, at de sociale medier driver rovdrift på vores data. Jeg kan derfor også være i tvivl om, hvem bogen egentlig henvender sig til. Genkommende bogstavrim som »salg af bånd, bøger og bildele« og »fra polariserende bots og bullshit til bare bryster og borderline« samt en tydelig brug af hverdagseksempler giver indtryk af, at bogen ønsker at introducere denne problematik til en bred læserskare.
Omvendt kræver en sætning om »værktøjer hentet fra den finanspolitiske redskabskasse« omhandlende »indkomstfordelingsgreb, ressourceallokeringsgreb, effektivitets- og konjunkturstabiliseringsgreb« et helt andet niveau af forforståelse. Det velkendte gøres på den måde endnu mere velkendt, mens ukendte forhold forbliver dunkle. Samtalen mellem kapitlerne er ligeledes fraværende, selv om faste sætninger går igen.
Her savner jeg en redaktør, der har påpeget en mangel på metakommentarer og brobyggende sætninger. Den fingerede nyhed om anvendelsen af malariamedicin indeholdende hydroxyklorokin til bekæmpelse af COVID-19 står for eksempel nævnt i tre forskellige kapitler, uden at det på noget tidspunkt erkendes, at en pointe gentages. Det skaber tvivl hos læseren og giver indtryk af, at bogen ikke er helstøbt, men derimod en samling forskellige dele uden erkendt tilknytning til hinanden. De første fem kapitler kunne således med fordel have været forkortet og fortættet, uden at pointerne havde lidt skade.
Sidste del af bogen udfolder derimod med imponerende grundighed de sociale mediers bagvedliggende adfærdsdesign. Vi stifter bekendtskab med Silicon Valleys genopdagelse af B.F. Skinners adfærdsteori via psykologiprofessor B.J. Foggs genfortolkning, hvis elever har haft en massiv indflydelse på »udviklingen af nye digitale tjenester«. Med design, der mimer kasinoers indretning, bestræber de digitale platforme sig på at fastholde brugerne (produktet) længst muligt foran skærmen. Det er virkelig interessant læsning spækket med referencer og udførlige gennemgange af adfærdsteoretiske grundelementer. Her lykkes bogen netop med at belyse en dunkel afkrog af internettets design og oplyse læseren. Det havde jeg gerne ønsket mig meget mere af.
De senere års politiske opmærksomhed på techvirksomhederne, og senest Frances Haugens læk af Facebooks interne rapporter, viser, at vi er kommet et stykke vej siden det famøse meme af Mark Zuckerberg, der til en senatshøring svarede på den republikanske senator Orrin Hatchs spørgsmål om Facebooks forretningsmodel med den simple grundsætning: »Senator, we run ads« (et meme, der også optræder i bogen). Mehlsen og Hendricks sparker derfor en åben dør ind, men går selv ind over dørtrinet på listefødder. Tiden går ekstremt hurtigt i informationstidsalderen, og Sandhedsministeriet synes desværre at være for sent ude.
Karl Emil Rosenbæk er ph.d.-studerende ved Syddansk Universitets Institut for Kulturvidenskaber
Camilla Mehlsen og Vincent F. Hendricks: ’Sandhedsministeriet: Techplatformenes indflydelse på tidens fakta, følelser og fortællinger’, Informations forlag, 246 sider, 250 kroner
