Poesien er helt umulig og mulig midt i en klimakatastrofe

Torben Munkgaards anden stilfuldt designede digtsamling Planet B peger ud og tilbage på flere værker om mennesket og dets forhold til naturen, en slags økokritisk kanon. Først og fremmest på den britiske filosof Timothy Mortons Dark Ecology (2016), og allerede her må jeg rette mig selv og sætte et ’såkaldt’ foran naturen, for ifølge Timothy Morton er menneskets romantiske opfattelse af den såkaldte natur sammen med traditionen for netop at skelne mellem menneske og natur selve grunden til klimakatastrofen.

Et andet værk, Munksgaard lige strejfer, er filosoffen og digteren Henry David Thoreaus Walden – Livet i skovene fra 1854. Bemærk gerne, at filosofien og poesien går hånd i hånd. For mig bliver det nærmest ikke bedre end det. Gentænkningen af begrebet ’natur’ skal ske, og sker allerede, både inden for videnskaben og inden for kunsten. Det er den gentænkning, Torben Munksgaards digtsamling hører hjemme i. En gentænkning, også titlen lægger op til.

Tilbage til Højholt

Og så har Planet B ud over økologisk vid også et blik for komikken, og med den kobling kan jeg ikke nære mig for at nævne både Rasmus Nikolajsen og Per Højholt. Jeg nævner Tilbage til unaturen (2016) hvor havørnens svæv er mere »swag« end »majestætisk« og efterårsdigtet hvad skal vi med al den skønhed? (2018) samt bare generelt Højholts naturdigte, hans tidlige rimede, som var lidt romantiske og hereticanske i det, men allermest hans modernistiske fra 1960’erne og frem, som netop forholder sig til menneskets måde at tale om og opfatte naturen på.

Hans digt om den tydelige solsort, der »om lidt« flyver »tilbage til naturen« og »Gittes monolog om naturen«. Gitte kom jeg til at tænke på, da jeg læste det her i Planet B:

»I søen
flyder en gul badeand

jeg føler mig hjemme
i naturen« og på næste side:

»Radioen spiller
fuglesang«.

Kort sagt: Hos alle tre digtere er mennesket planetens mest komiske væsen, der går rundt og sætter ord på sine omgivelser, kalder det ’natur’ og erklærer, at eksempelvis solopgange og træer er smukke. Maler dem ligefrem, leger små guder. Men økologien er mørk, siger Timothy Morton, og læser man ham, kan et digt komme til at se sådan her ud:

Men også egetræet er infamt
og nederdrægtigt
som det står i ensom patetisk
majestæt
og gør væsen af sig
også vandfaldet er latterligt
så hellere fjerne fabriksfløjter
også i dag er fuglene ulidelige
børnesygdomme
musvitterne mæslinger
så hellere fyrværkeri
dagene er for lange
også troldænderne er overfladiske
løvfaldet billigt
igen i år
også en ung kvindes perfekte krop
er udemokratisk
også pæretræerne er indbildske
sandstranden ser syg ud
bjergene ser syge ud
sindssyge
mine tænder dine hænder
vanvittige
også myretuen er ekstrem vanvittig
også solopgangen
så hellere reservedele

Planet B slutter så paradoksalt nok med en afdeling kaldet »Solopgang«, som med gentænkningen af natur og menneske er et helt umuligt digt at skrive, for solen går jo ikke op, det er bare noget mennesker siger, den gør. Men Torben Munksgaard gør det alligevel muligt. Solopgangsafsnittet og dermed samlingen slutter her:

Nu finder månen sted.
Nu finder højhusene sted.
Nu finder markerne og grøfterne og kulminerne sted.
Nu finder jeg et sted at være.
Alt imens jorden går ned for det ydre rums astronauter
der sidder i deres kapsler og ser det hele ske;
nu gik en tid på denne planet.
Nu finder i morgen sted et andet sted.

Inden »Solopgang« kommer fem afdelinger med hver deres bogstavrimene og sigende titel, »Sammenbrud«, »Sygdomsbilleder«, »Skovhugst«, »Synsbedrag« og »Skabning«. S’er på række, som om der var en orden.

Undergang

Torben Munksgaard bruger gentagelsen på flere måder. Det skaber en vis højtidelig tone til digtenes ellers jordnære interiør. En gentagelsesmåde er remsen eller anaforen, at begynde alle vers med ’ingen’: »Ingen bryder ud i sang« og »ingen hører træerne«, eller ’aldrig’ eller sågar ’selv’, som i grunden er virkelig poetisk højstemt:

»Selv metallerne græder. Selv gruset drømmer. Selv helikopterne længes efter noget, og selv ondskab er på nogens side.«

Undergang som motiv gentages gennem hele Planet B, de små undergange, følelsen af undergang, forestillingen om en nært forestående undergang. Der er virkelig meget at tage med sig fra Torben Munksgaards Planet B, og især vende tilbage til. Hans arbejde med billedsproget i specielt ’Synsbedrag’ er vanvittigt spændende, hvor jeg læser hans billeder, for eksempel »galaksens sandal« som en måde at skrive poesi og fortsat bruge metaforer i en klimakatastrofe på. 

I samme digt står der også – og jeg citerer begejstret og anbefalende: »ud sluses mine drømme i dine hofteskåles vidt opslåede Berlingske Tidende med overskrifter om undergang, vi lytter til de faldende blades bla-bla-bla, vi er fortabte som løvfald«.

Torben Munksgaard: ’Planet B’. Kronstork, 100 sider, 159 kroner.