Da Informations forenede musikskribenter i foråret 2020 satte sig for at kåre den sang, der bedst passede til de skøre coronatider, vi levede i (lidet anende, at vi her i slutningen af ’21 atter ville kigge ind i en tid med nye nedlukninger i Europa), var det den skæve engelske troubadour Richard Dawson, der kunne indtage vinderpodiet med sin sørgelige, sjove og meget menneskelige komedie af en sang: »Jogging«.
Sangen stammede fra det ligeledes mesterlige album 2020, der trods sin titel udkom i 2019. Dawson kunne af gode grunde ikke vide, at 2020 ville blive coronaens år, da han valgte titlen, men på bemærkelsesværdig vis formåede pladen faktisk at ramme året på kornet.
Både i forhold til den mentale isolation og paranoiaen, når man bevæger sig ind i et rum med fremmede mennesker. Men også når det kom til historierne om folk, der kæmper for at holde deres lille virksomhed oven vande, eller folk, der arbejder under umenneskelige forhold i lagerbygninger for at pakke varer, som andre har bestilt over nettet. Det var i sandhed folkemusik til vores tid fra en sangskriver, der på sin forrige plade ellers havde skildret en række skikkelser i middelalderen.
Folkemusik og drager
Dawson tager sjældent den forudsigelige vej, og selv om han generelt rubriceres som alternativ folkemusiker, blev det også for alvor tydeligt på 2020, i hvor stor grad han trækker på et vidtforgrenende katalog af musikalske referencer, fra middelalderkvad og gamle arbejdersange til 70’ernes progressive rock, 80’ernes synthpop og ikke mindst Englands rige tradition for heavy metal med bands som Black Sabbath, Iron Maiden og Venom (sidstnævnte var med til at opfinde black metal-genren i Newcastle upon Tyne, hvor Dawson selv bor).
Dawson har tydeligvis en kærlighed til guitarriffet, som det dyrkes i heavy metal, og han har en fornemmelse for genren som en slags senindustriel folkemusik med det ene ben plantet solidt i tilsodede engelske fabrikslandskaber og det andet i en eskapistisk verden befolket af drager og dæmoner.
Da jeg læste, at Dawson havde brugt coronatiden på at færdiggøre et album med det surrealistiske og spandexklædte finske heavy metal-band Circle, kom det først som en overraskelse. Men snart virkede det som noget af det mest indlysende rigtige. At de sammen havde besluttet sig for at lave et konceptalbum om planter, og at det på ingen måde lød som nogen af de andre hybrider mellem metal og folkemusik på markedet, kom heller ikke som nogen overraskelse.
I det hele taget lyder de syv numre, der udgør Henki, ikke som ret meget andet. Skal man endelig finde sammenligninger, må de findes blandt de mest excentriske progrockbands fra 70’erne – som franske Magma og engelske Henry Cow. Ellers er Henki sin helt egen sjældne plante.
Psykedeliske sømandsviser
Ved første indtryk indtager det syrede finske orkester dog en ret underspillet rolle. Åbningsnummeret »Cooksonia« kunne snildt befinde sig på én af Dawsons øvrige plader med sin vuggende folkemelodi, der næsten antager karakter af en alternativ sømandsvise.
Vi er da også til søs med en videnskabsmand, der fragter nogle svampesporer fra Australien til England, men som synker ned i en form for delirium, idet sporene under rejsen nedbrydes. Altså en slags psykedelisk sømandsfolk med videnskabeligt tilsnit, der undervejs underbygges af et sci-fi-klingende synthtema fra bandet. I det hele taget slår pladen fast, at Dawson er en dybt original lyriker, der formår at forene det fabulerende og det jordnære, og som selv i denne kreds af planteinspirerede skrøner formidler en følelsesmæssig kerne.
Hvor hans to forrige plader havde en klar tidsmæssig forankring i henholdsvis middelalderen og nutiden, finder sangene på Henki ofte sted i et lidt ubestemmeligt tidsunivers. Vi møder videnskabsfolk og missionærer i en ikke så fjern fortid, men sangen »Silene« fortælles omvendt fra perspektivet af en urt indkapslet i den sibiriske permafrost for 32.000 år siden, der i nutiden bringes til et laboratorium af russiske videnskabsfolk. Ikke just standardmateriale fra singer-songwriter-grundbogen!
Stadionegnede omkvæd
Den sære symbiose mellem mennesket og en anden livsform er gennemgående og kan næsten også siges at tjene som en metafor for sangenes symbioser mellem genkendelige melodistrukturer og kosmiske udskejelser. Det over 12 minutter lange nummer »Silphium« er et klokkeklart eksempel med en næsten poppet melodi og et ægte poweromkvæd, der så morfer til en lang instrumental nedsmeltning, som trækker på både progressiv rock, jazz og klassisk minimalisme, for endelig at vende tilbage til den melodiske powerfolk.
De to singler »Methuselah« og »Lily« tjener ligeledes som rene magtdemonstrationer af symbiosen mellem mesterligt melodisk håndværk, fede riffs og næsten stadionegnede omkvæd og på den anden side de kringlede musikalske lag og surrealistiske tekster – som pophits skrevet af en fremmed intelligens.
Det er også på »Lily«, at man for alvor begynder at fornemme den kosmiske metal, som Circle primært kendes for. Dén får lov at slå ud i fuldt flor på afslutningsnummeret, »Pitcher«, om et par uheldige missionærer, der ender deres dage som føde for en kødædende plante i et hypnotisk og næsten H.P. Lovecraft-inspireret heavy metal-nummer, som munder ud i operainspirerede vokaler og det afsluttende mantra »Tower of death«.
Henki er både lyrisk og musikalsk en noget sværere størrelse at gå i lag med end 2020. Teksterne er mere abstrakte, og man skal være indstillet på de mange progressive sangstrukturer og et vildnis af instrumentale afstikkere. Har man en kærlighed til de mere udsyrede hjørner af Dawsons univers eller i det hele taget en kærlighed til den progressive arv fra 70’ernes rock og metal, er Henki imidlertid en overdådig pose planteguf.
Richard Dawson & Circle: ’Henki’ (Domino Records)
