Da første sæson af den for nyligt tilbagevendte DR3-dokumentar Macho kom i foråret, gik første afsnit med at præsentere hovedpersonen Jalal som det, han var: en ung mand med palæstinensisk baggrund, som i sit forhold til kæresten Mie baksede en del med manderollen. Noget af det, hun ønskede af ham – vist især en ligelig fordeling af husarbejdet – kunne Jalal simpelthen ikke forlige med sin egen opfattelse af, hvordan man er en rigtig mand. I hans barndomshjem var husarbejde noget, kvinder og piger tog sig af, og derfor følte han sig umandig, hvis han lavede mad, og mandig, når han drillede sin kæreste med, at hun kunne få en opvaskemaskine, hvis hun opførte sig ordentligt.
Sådan kan kønsroller slå knuder på folk og gøre livet unødigt besværligt. Jalal var en god repræsentant for den problemstilling, helt åbenlyst glad for sin kæreste og reflekteret omkring det forhold, at behovet for rigid rollefordeling udsprang af hans egen usikkerhed. Det var den, der var problemet, og det var der råd for, som det så ofte er tilfældet i de problemløsningsorienterede dokumentarer, som den snart udfasede kanal DR3 har gjort til sit speciale.
