Man kommer ikke langt i dansk litteratur, før man ramler ind i en bog, der foregår i det såkaldt litterære miljø.
Det er heller ikke med Jacob Skyggebjergs syvende roman Inderkredsen, at man kommer med til neurologernes fredagsbar eller kantinen på veterinærmedicin. Tværtimod får myten om et indspist elite omkring kaffebaren på litteraturvidenskab endnu en tur i møllen her.
Inderkredsen, der på bagflappen udråber sig selv som en »moderne Hærværk« efter Tom Kristensens klassiker, har i hovedrollen litteraten Patrick Sørensen Falk. Han har forlæst sig på noget kapitalismekritik og psykoanalyse og forsker nu i den stigende erotisering af litteraturen. Hans tese er, at mennesker ikke gider læse, hvis ikke de bliver lokket med sex.
Samtidig er Patrick ved at blive indlemmet i den absolutte kulturelite, som i bogens univers centrerer sig om den aldrende kritiker Tudse. Han afholder sagnomspundne bøfmiddage i sin herskabslejlighed ved Stærekassen. Her bestemmes det, hvilke danske forfattere der skal gøres til stjerner, og hvem der skal have sparket.
Og så er der selvfølgelig masser af sex: For Patrick bliver mere og mere afhængig først af porno, så af escortpiger, og da det bliver trægt med dem, opsøger han stakler på Istedgade. Hvilket ikke harmonerer vanvittig godt med at være gift med dødkedelige Karen, som han skal pligtbolle, fordi de er i fertilitetsbehandling. Hun er sin egen afart af gak og mener i en moderne version af socialdarwinisme, at det er intelligente menneskers pligt at få børn.
Escortanmeldelser
Inderkredsen er 50 procent veloplagt satire og 50 procent konspirationsteori. Skyggebjergs sprog er tempofyldt, karaktererne i begyndelsen godt karikerede og hændelserne tilpas tiltagende i vanvid. Det er underholdende prosa, der ikke skammer sig over at score billige forargelsespoint på dyresexscener og udtalt misogyni.
Patrick boltrer sig i ret sjove sekvenser på et internetforum ved navn »Pigereview«, hvor han under pseudonymet »Eratoman« excellerer i lyriske prostitutionsanmeldelser. Sammenligningen mellem litteraturkritik og liderbuksernes chatfora er åbenlys.
Tudse er nok en blanding af Erik Skyum-Nielsen, Niels Gunder Hansen, Erik Svendsen med flere – nok mest førstnævnte, hvis han da ikke i bogens fremtidsunivers netop var afgået ved døden.
Kritik af den gode smags vogtere er altid velkomment. Selvfølgelig betyder stjerneregn noget for, hvem der bliver dømt inde eller ude. Og der kan være noget om, at ikke alt, hvad man laver på KUA, er lige vigtigt.
Men så er det, at karakteren Ditte Corfitz træder ind i kredsen.
Katherine Diez-parodi
Ditte Corfitz er en litterær bimbo uden meget andet end sine blå øjne og blowjobsmil mellem ørene.
Tudse og herrerne savler over hendes krop, der snarere end hendes intellekt har landet hende en stilling som litteraturanmelder på Berlingske. Selv aflirer hun pinlig lommefilosofi om, at litteraturen kalder »på mennesket med lives citater«. Tudse vil have hende med i kredsen; han mener, at hendes sexappeal er litteraturens eneste redning.
Mange af Corfitz’ replikker er taget direkte fra litteraturanmelder og influencer Katherine Diez’ instagramprofil – referencen står sort på hvidt på Inderkredsens sidste side. Ingen andre personer citeres så direkte.
Men parodien er for nem. Diez er med sine floskeltekster og kavalergangsselfier let at latterliggøre. Men hvor mandeklubben nok er latterlig, er de anonymiserede og svære at skelne i flok. Tværtimod bliver Diez’ egne ord vendt mod hende selv for at tegne det mest 1950’er-agtige skræmmebillede af en kvinde, jeg kan komme i tanke om: Hun er kun kommet frem i verden, fordi folk enten har været eller gerne vil i bukserne på hende.
Og lige dét føles mere som personhetz end en substantiel kritik af feminisme, litteraturdebat eller dannelsestab.
Måske ligger en del af problemet i, at romanen er fortalt i tredje person. Det gør, at alle dem, der parodieres, kan holdes ud i strakt arm – og den fortællende instans når aldrig selv at få noget på spil. Modsat forbilledet Tom Kristensen, der selv var anmelder og dermed skydeskive for Hærværks kritik af fordrukne anmeldere, er forfatterne i Inderkredsen usynlige. De er ikke andet end stakkels, tavse genier, som anmelderne kun er ude på at misforstå.
Gammelfars kritik
Indimellem kommer Inderkredsen i et mere tvetydigt hopla, og så bliver jeg i tvivl om, hvorvidt Skyggebjerg egentlig parodierer kultureliten eller den makrelmadspopulistiske forestilling om kultureliten, som ser ud til at herske i et vist regeringsparti.
Så nærmer romanen sig med al sin sex, porno og endda en sekvens, hvor herrerne diskuterer Skyggebjerg selv, næsten det tydelige forbillede Michel Houellebecq.
Men modsat Houellebecq – og modsat den oprindelige Hærværk – så holder Inderkredsen ikke rigtig nedturskadencen.
For det er ærgerligt at udråbe sig selv til moderne klassiker og så tumle så småforudsigeligt mod afgrunden, som romanen efterhånden gør. Det frækkeste, det kan blive til, er købesex med en sort prostitueret i en vesterbrosk baggård.
Måske føles sexscenerne tamme, fordi de ikke for alvor ledsages af det gran af sandhed, som Houellebecqs grænsesøgen altid indeholder. Inderkredsens kulturkritik er i virkeligheden ret bedaget.
Vil man for alvor spidde den magt, som kritikerne besidder, må man være præcis. Og ideen om, at der sidder en gammelmandsklub og hersker, føles – heldigvis – som et gulnet postkort fra 2003.
At det allerfarligste ved den nye tid samtidig skulle være kvinder, der tager selfier med bøger, er dårlig research med dårlig parodi til følge.
Men nuancer kan Skyggebjerg næsten ikke se for sit tunnelsyn mod forrige årtusinds mænd og sin hadefulde Katherine Diez-retorik.
Inderkredsen er en let læst og let forstået, men dybt paranoid roman.
Jacob Skyggebjerg: ’Inderkredsen’. Gladiator. 378 sider. 300 kroner
En kommentar til:
” Inderkredsen er 50 procent veloplagt satire og 50 procent konspirationsteori”.
I den sammenhæng må det så være relevant at spørge, hvem anmelderen er, og i hvor høj grad hun, fra sin position i miljøet, er i stand til, forholdsvis klart, at vurdere, hvornår satiren er veloplagt, og hvornår der er tale om konspirationsteori?
Til sammenligning kan fremhæves reaktionerne i toneangivende litterære miljøer på Mette Høegs kritik af netop, toneangivende litterære miljøer, fra sin position i USA i 2015. I bagklogskabens klare lys må man vel konstatere, at der var en hel del rigtigt i hendes kritik, også selv om den på visse punkter blev for stereotyp og ondskabsfuld, og det blev så det, der stjal al opmærksomheden.
I toneangivende litterære kredse var man helt ude af stand til at se, at der kunne være noget som helst rigtigt og rimeligt i den kritik, hun leverede af miljøet.
Nu er Skyggebjerg forfatter, og som sådan vil han typisk mangle et troværdigt perspektiv på, i hvor høj grad også bestemte forfatterkredse selv har indflydelse på, hvem der får gode og dårlige anmeldelser. Kritikermiljøer og forfattermiljøer er jo netop ikke kun miljøer, der lukker sig om sig selv.
Nøgleromaner og satire med karikaturer af bestemte kredse og miljøer har som regel også et element af sandhed i sig, selv om de karikerede har svært ved at se det. Tilsvarende er mange miljøer, hvor der har fundet overgreb og seksuelle krænkelser sted, typisk kendetegnet ved, at dem, der har begået overgrebene, selv har været ude af stand til at se, at der var tale om overgreb.
Krænkerne har oplevet det som helt ”naturligt”, at de, i kraft af de personer, som de var, og de positioner, som de havde opnået, opførte sig som de gjorde.
Det er vel heller ikke helt ved siden af at drage paralleller mellem begivenheder i litterære miljøer og så det, som sker i pornobranchen?
Jeg faldt over følgende udtalelse fra forfatterens side i en interview i Politiken, omkring de sociale mediers voksende betydning, også i sammenhæng med litterære miljøer, og den deraf følgende vægt på image og erotisering:
”»Ditte Corfitz er i romanen et eksempel på en anmelder, der kommer fra Instagram og har potentiale til at opnå en magt, som er fuldstændig utænkelig for sådan en som Tudse. Og hun bruger sit udseende, fordi det gør man på de sociale medier. Det er jo grundlæggende det, romanen handler om. Vores virkelighed bliver mere og mere formet af de sociale medier, og den bliver mere og mere forhippet på noget, vi kunne kalde image. Der finder en erotisering af samfundet sted, som jeg i romanen kæder sammen med, at Playboy kommer til i 1953. For 30 år siden ville man jo ikke tro, at sådan en som Ditte Corfitz var litteraturanmelder. Man ville tro, at hun var pornomodel«”.
Og selvfølgelig bestemmer en ”Ditte Corfitz” selv, hvilket image hun vil skabe af sin person, og det gør hende hverken til en bedre eller dårligere litteraturanmelder, ligesom det vel må betragtes som en selvfølge, at forlag beskæftiger sig med marketing og forsøger at høje deres salgstal.