Der er et tidspunkt i Georg Jacobys Jokeren fra 1928, hvor man virkelig ikke lades i tvivl om, at advokaten Borwick (Miles Mander) er filmens skurk, og at han har ondt i sinde. Han har fået besøg af en ung dame, Gill (Elga Brink), der forsøger at redde sin gifte søster fra en skandale af de værre, og det indebærer altså et besøg hos den anløbne Borwick, der er i besiddelse af nogle kompromitterende breve. Da Gill er blevet vist ind til Borwick, lukker hans tjener og medsammensvorne, Jonny (Aage Hertel), døren, mens han smiler et temmelig foruroligende og på én gang sjofelt og grumt smil.
Jokeren er en stumfilm, og ud over de mellemtekster, den er udstyret med, er det billederne og skuespillerne, som skal fortælle alt, der skal fortælles. Og det resulterer i en ekspressiv og udadvendt spillestil, som i dag kan forekomme lige lovlig overdreven og teatralsk, men som faktisk er ganske effektiv og dynamisk, også set med moderne øjne.
Det er selvfølgelig mest mimik, når kameraet er helt tæt på skuespillerne, men er det på afstand, bruges hele kroppen i høj grad til at signalere sorg, glæde, vrede, angst, forventning og så videre. Egentlig er det ikke så forskelligt fra i dag, blot er der skruet op for udtrykket. Tag nu bare helten i Jokeren, titelpersonen, der kalder sig Jokeren, fordi han er heldig både i spil og i kærlighed, og som spilles med charme og stort overskud af Henry Edwards. Jokeren tager det meste med et skævt smil, mens han bøjer hovedet en anelse og ser forførisk op på ikke mindst Gill, som han i den grad er faldet for.
Kulørt melodrama
Jokeren er en dansk-tysk koproduktion, som man nu for første gang i henved 80 år igen kan se, og det endda ganske gratis på stumfilm.dk i en version med ny musik og en flot billedside.
Og det er i sandhed en international produktion: Instruktøren, Georg Jacoby, er tysk, og rollelisten består af både danske, engelske, franske og tyske skuespillere. Det var en dyr film og den sidste, et økonomisk trængt Nordisk Film lavede inden konkursen i 1928 og efterfølgende rekonstruktion.
Filmen er da også lidt af et udstyrsstykke. Den foregår blandt de smukke og de rige på Rivieraen midt under et ugelangt karneval, hvilket giver Jacoby og hans fotografer mulighed for at lave stort anlagte billeder med masser af palmer, imposant arkitektur, karnevalsflåder, menneskeliv og fest og, ja, farver. Det er selvfølgelig ikke en farvefilm i traditionel forstand, men billederne er tintede – i blå, gule og brune nuancer – og meget nidkært restaureret af Det Danske Filminstitut.
Som et vaskeægte melodrama – med glimt af humor og regulær suspense – fortæller Jokeren om en societyfrue, lady Cecilie (Renée Héribel), ser sit ægteskab med den rige Sir Herbert (Gabriel Gabrio) blive truet af en gammel kærlighedsaffære. Ind på scenen træder Jokeren, som under karnevalet lærer lady Cecilie, hendes mand og hendes søster at kende og ender med at hjælpe kvinderne, der bliver afpresset. Det går ikke stille for sig. Borwick er en ryggesløs slyngel med ambitioner om at klatre op ad den sociale rangstige, og han bruger gerne trusler, kidnapning og vold i et forsøg på at nå sit mål.
Kvinders stilling
Jeg skal ikke kunne sige, om det var Georg Jacobys hensigt også at lave en film om kvinders umulige stilling i samfundet for 100 år siden. Og måske er det i virkeligheden mig, et menneske af i dag, der læser det ind i Jokeren. Men jeg synes faktisk, at filmen indimellem direkte forsøger at kritisere det maskulint indrettede samfund, hvor kvinder for det meste må ind- og underordne sig eller blive udstødt.
Det samme gør sig gældende i den anden nye, gamle stumfilm, som nu er tilgængelig på stumfilm.dk, nemlig Carl Th. Dreyers instruktørdebut, Præsidenten (1919), også produceret af Nordisk Film.
Det er – som vi kender det fra Dreyers senere film – en stærk, eksistentiel fortælling om et menneskes kamp med sig selv, sin gud og sin moral og etik. Men ligesom Jokeren er det også en film om kærlighed, og om hvordan forne tiders klassesamfund og traditioner gjorde det svært for et menneske, ikke mindst kvinder, at følge deres hjerte.
Jeg vil gå så langt som til at kalde Præsidenten en fuldtonet tragedie – med enkelte strejf af lys og håb. Den handler om titlens midaldrende, adelige retspræsident, Karl Victor v. Sendlingen (Halvard Hoff), som en dag bliver bedt om at være dommer i en sag, hvor hans voksne datter, Victorine (Olga Raphael-Linden), er anklaget for barnemord. Den på alle måder retskafne Karl Victor har aldrig tidligere mødt datteren, og han splittes mellem sin pligtfølelse og så sin dybe omsorg for den datter, hvis afdøde mor han så skammeligt svigtede. Han gav nemlig som ung et løfte til sin far om ikke at gifte sig med en borgerlig kvinde – heller ikke selv om han elsker hende.
Psykologisk kompleks
Præsidenten er en psykologisk kompleks film, der graver sig ganske dybt ned i sin hovedpersons psyke og motiver. Det var et særsyn på den tid, som stumfilmekspert Casper Tybjerg skriver på Filminstituttets Carl Th. Dreyer-side, carlthdreyer.dk. Den da 30-årige instruktørs mange ambitioner er også tydelige i den fortællestruktur, han har valgt. Filmen springer frem og tilbage i tiden i et forsøg på at skildre den ulykkelige skæbne, der tilsyneladende forfølger familien v. Sendlingen, når det kommer til kærlighed.
Tybjerg forklarer videre, at Dreyer, der hidtil havde ernæret sig som manuskriptforfatter og scenograf på Nordisk Film, »bevidst søger at eftergøre malere som Whistler og Hammershøi; han indrettede selv interiørdekorationerne. Han tog også rundt til svenske og norske teatre for at finde de rigtige skuespillere«.
Anmelderne var i 1919 ikke glade for filmen, der blandt andet blev kaldt et makværk. Personligt synes jeg, at Præsidenten er stærk og bevægende i sin skildring af mennesker, ikke mindst kvinder, der gøres uret. Det peger især frem imod Dreyers vel nok mest berømte film, Jeanne d’Arc, lavet ni år senere, hvori han har rendyrket sin fascination af det spirituelle og eksistentielle og lader ansigtet være en fortælling i sig selv. I sin debut bruger Dreyer også billederne og sine skuespilleres mimik til at fortælle en væsentlig del af historien, og faktisk er det smukt, hvor meget der kan siges uden ord, og hvor virkningsfuldt det er.
’Jokeren’ – Instruktion: Georg Jacoby. Manuskript: Jens Locher og Georg Jacoby – efter skuespil af Noel Scott. Fotografi: Louis Larsen, Poul Eibye og Emil Schüneman. Længde: 102 minutter.
’Præsidenten’ – Instruktion og manuskript: Carl Th. Dreyer – efter roman af Karl Emil Franzos. Fotografi: Hans Waagø. Længde: 71 minutter.
Begge film kan ses på stumfilm.dk
