To modne kunstnere får overgangsalderen til at brøle og skabe sig

Håret gråner. Menstruationen tørrer ud, slimhinderne ligeså. Det er en tid, hvor man kan pludselig »kan gå ind i et rum, uden at mændene bemærker det«, som lektor i antropologi Line Dalsgård beskrev det i en kronik her i avisen for nylig. Overgangsalderen er markeret af fravær.

Og det undrer antropologen. Hvorfor har vi ingen kulturelle riter, der knytter sig til den sene livsfases biologiske larm, spørger hun i kronikken. 

Det er her, at kunstner Sophia Kalkau og digter Ursula Andkjær Olsen træder til. I en tid, hvor vi endelig taler om moderskab i litteraturen, kunsten og på teaterscenen, føles det, de to gør i deres nyeste samarbejde af en udstilling på Rønnebæksholm i Næstved, som de næste emancipatoriske skridt.

Fra en højttaler i et hjørne af den gamle herregårds statelige stuer konstaterer Andkjær Olsens stemme: »Jeg er en mor, som ikke gør nogen til søskende.« Moderen indgår ikke længere i et vækstsystem. Og hvad er hun så?

Livmoder uden barn

På en væg i udstillingsrummene fortæller en håndskrevet tekst om kroppens foranderlige status. Den vågner og er »skidesur«, fedtet, føler utrolig sult.

En forstørret dykkerhjelm i sølv ligger midt på gulvet. Dens bund vender opad, hvilket får hjelmen til at ligne en kedel eller en lerpotte uden indmad. At der burde være noget inde i skulpturen understreges af titlen »Uterus«, der betyder livmoder. På væggene hænger negativfotografier af klassiske frugtbarhedssymboler som konkylier og muslinger.

Fraværet spiller en spøgelsesrolle – men det er også, som om det først er, når der ikke skal laves børn i dykkerhjelmen, at man kan se, hvor geoemetrisk formfuldendte dens rundinger er. En åben, perlemorsskinnende musling ligner på et af fotografierne både lunger og sommerfuglevinger; former, hvis skønhed man først lægger mærke til, når den ikke kan bruges til andet.

Blyforgiftning

Sophia Kalkau (født 1960) arbejder mellem skulptur, fotografi og performance. Digter og forfatterskolerektor Ursula Andkjær Olsen (født 1970) blev i år indstillet til Nordisk Råds litteraturpris for digtsamlingen Mit Smykkeskrin, hvis forside prydes af Kalkaus dykkerhjelmslivmoder.

De har kendt hinanden i mange år og tidligere ladet deres værker gå i dialog på den fænomenale udstilling Cirkelbryder på Den Sorte Diamant i 2019.

Rønnebæksholm-udstillingen hedder Ung som bly, en tilsyneladende falsk sammenstilling. Grundstoffet er tungt, matgråt og giftigt. Men er man ikke frisk – og en trussel mod det bestående, ikke mindst – hvis man er en af verdens byggesten og kan gå lige i knoglerne? Kalkau og Andkjær bygger sammen et univers, hvor ting kan være både-og: ubrugelige, farlige og fantastisk smukke på samme tid. 

Og så giver de menopausen det formsprog, der er nødvendigt for at blive en politisk kampplads; den bliver hos dem et stadie, man kan se, tale om og forsøge at forstå. 

Makeup og våben

Ung som bly forløber over syv rum som en rejse ned i underverdenen og ud i kosmos igen.

I det første rum, der bærer titlen »Hymen/jeg gør mig i stand« er alting gyldent og pudderfarvet. I et langdigt, skrevet direkte på væggen med guldskrift, fortæller et jeg om at skulle sminke sig før en teaterforestilling. Men huden og sminken har fået en underlig konsistens, læberne er begyndt at give problemer: de opfører sig, »som om de ikke sad fast på munden faktisk«.

Rundt om ligger runde former i pudderfarver. Skulpturerne ligner på samme tid måner, sminkedåser, brystvorter – eller jomfruhinder, som i rummets titel. Andre er cylindriske, men med et symbolsk hul i midten, en enkelt er et kryds som et plaster. Formerne, der på den ene side er abstrakte, men også enormt kvindeligt-konkrete, får mig til at tænke på den franske kunster Louise Bourgeois puppeformede, hængte kvindekroppe og på Pedro Almodóvars film Huden jeg bor i, hvor en douce farveholdning også dækker over de grusomste, kropslige realiteter.

Skriften i digtet om sminken changerer under lyssætningen som en highlighter lagt det rigtige sted på kindbenene og anslår udstillingens skadeagtige optagethed af alt, der glimter. 

Kalkau maler sine træskulpturer i guld, sølv og perlemorshvid, men formerne er ubestemmelige – de kan være både våben eller kostbare smykker. På en væg i det bagerste rum hænger, hvad der ligner en lang dråbe smeltet sølv. Men i stedet for at løbe lodret ned, er skulpturen hængt vandret og ligner fra denne vinkel et spyd. Våben og tåre i én. Det feminint og maskulint kodede løber fuldstændig sammen her. 

Jordbærnosser

Andkjær og Kalkau deler en forkærlighed for abstraktion, der i kunsthistorien ofte har været synonymt med rationel geometri og koldblodig kubisme. Men her er der ingen modsætning mellem matematik, mytologi og varm kvindekrop. 

I en fotoserie sidder Kalkau med en skulptur af hvide ellipser sat sammen som pølser på snor på ryggen. Hun bærer sine æg som en byrde. Eller: Den kvindelige frugtbarhed er en lænke. Men ellipseformerne behøver ikke være æg, de kan også ligne måner. Da virker hun snarere som en græsk gudinde, der har fået den både fornemme og slidsomme opgave at bære hele universet på sine skuldre.

Det er ikke rigtig symbolik, for Kalkau refererer ikke til ekstra lag; snarere finder hun uopdaget terræn i former, man troede var velkendte som netop æggene. Andkjær Olsens digterjeg kaster samme mystificerende blik på sin egen krop. Den ene dag er musklerne stærke, den næste er de slappe, og pludselig opstår en ustyrlig sult efter jordbær. 

Jordbærsulten udfolder sig i en vægtekst i et rum, hvor to runde, rustrøde skulpturer hænger side om side ned fra loftet. De kunne netop ligne jordbær med deres lille spids i bunden. Men så ser jeg, at skulpturen hedder »Ophængte løg« – og da er det jo ren kastration. Eller er det snarere bryster eller sveddråber, de ligner? Fedtet overskudsvand, der driver af den krop, jeget i vægdigtet taler om.

Skulpturerne ser lette ud, så det overrasker mig, da jeg læser, at de er lavet i beton – og må være utroligt tunge. De driller beskueren ved at undsige sig både tyngdekraft og en helt afkodelig form og synes dermed at antyde, at overgangsalderen er lige så uforudsigelig. Den giver ikke kun hedeture, men også appetit på livet, på sex, på frugt og ukendte safter.

Noget, der gjalder

Den fantasifuldhed ledsages i Ung som bly af et mere nedslående tema om kvindekroppen, der aldrig kan undslippe omverdenens vurderende blik.

I en fotoserie bevæger Kalkau sig nøgen rundt under et klæde på en piedestal. Først ser det ud, som om hun gemmer sig, så ligner det, at hun er viklet ind i stoffet som en spændetrøje – og til sidst står hun på alle fire og ligner med klædet over sig et bord med dug. Til sidst forsøger hun at komme ned. Da er hendes nøgne krop helt blottet. 

Men det kan ikke passe, at kvinden kun er noget værd alt efter, om hendes krop kan nydes eller udfylde en funktion. Den valorisering forsøger Andkjær Olsen i digtet »jeg er ung som bly«, der spiller over en højttaler i udstillingen, at vende om. Digterjeget higer og søger efter »noget der gjalder HELT STILLE«.

For overgangsalderen skal lyttes til og forstås på andre frekvenser end de vanlige. Det mørke, tomme, tavse og umulige skal frem. 

Og frygten for at det, der gennem årene er nedfældet i kroppen, forgifter og får den til at bukke under, følger altid med. I Ung som bly er overgangsalderen ikke en sikker grund. Men udstillingen giver menopausens angst og skønheden et formsprog – og gør dermed livsfasen til et potent politisk og æstetisk felt.

’Ung som bly’. Rønnebæksholm. Til den 27. februar 2022.