To sci-fi-fortalere argumenterer godt for en latterliggjort genres store potentiale

Det er efterhånden fire-fem år siden, at science fiction-litteraturen begyndte at få medvind i det danske litterære miljø. Pludselig var sci-fi ikke længere splattet fremtidsfiktion fra nicheboghandler: man genlæste Ursula K. Le Guin og J.G. Ballard, talte om det politiske potentiale i spekulativ fiktion og faldt i svime over nye skud inden for genren, eksempelvis Olga Ravns De ansatte og Jonas Eikas Efter solen (begge fra 2018).

Derfor er det måske lidt sent – men desto mere akut – at Forlaget Virkelig nu udgiver en bog, der på ambitiøs vis siger noget om, hvad science fiction egentlig er, og hvilket potentiale genren har.

Den nye bronzerøde udgivelse indeholder to kortere tekster, og bogen har ikke nogen bagside, men kan læses i begge ’retninger’, afhængig af om man vil starte med den eksjugoslaviske/ungarske akademiker Darko Suvins stringente analyse Om science fiction-genrens poetik fra 1972 eller den amerikanske sci-fi-forfatter Ursula K. Le Guins essayistiske lille kampskrift Om ikke at læse science fiction fra 1994.

Temperament og syre

Suvins tekst er på bedste akademikervis opbygget af nummererede kapitler og underkapitler, og på imponerende kort plads fremfører han sit argument: at science fiction er »den kognitive fremmedgørelses litteratur«. Med henvisning til den russiske formalismes begreb om ostranenie (fremmedgørelse) og med en afvisning af myters og fantasys opfattelse af »menneskers vilkår som uforanderlige og bestemt af noget overnaturligt« ser Suvin science fiction som en dynamisk genre, der fremmedgør sin læser på samme måder som andre »ikkenaturalistiske tekster«, men som samtidig afslører »det uforanderlige« som en »illusion«:

»SF (science fiction, red.) spørger ikke til Mennesket eller Verden, men spørger: Hvilket menneske? I hvilken verden? Og hvorfor sådan et menneske i sådan en verden?«

Darko Suvin har med andre ord ekstremt høje tanker om science fiction-genren, så høje, at der kan være langt ned til andre, mindre begunstigede genrer, eksempelvis i dette dis til eventyret:

»Eventyret indstifter blot en verden ved siden af din egen, hvor nogle tæpper på magisk vis kan flyve, og hvor nogle fattigfolk på magisk vis bliver prinser – en verden, man krydser tærsklen til alene ved troens og ønskets kraft. Alt er muligt i eventyret, fordi eventyret så åbenlyst ikke er muligt.«

Bemærk den hånlige, næsten krukkede, gentagelse af »på magisk vis«.

Suvin fortsætter, nu med blikket rettet mod rumoperaen, en genre, jeg slet ikke vidste fandtes:

»Når SF forvanskes til eventyr (som når en »rumopera« gentager trekantdramaet helt-prinsesse-uhyre og kun tilføjer rumdragter), begår genren kreativt selvmord.«

Her afslører litteraturforskeren sig som den idiosynkratiske sci-fi-fanboy, han er, og selv om man måske burde være kritisk over for den slags aversionsfyldte udbrud, udgjorde de for mig tekstens højdepunkter. Der kommer temperament og syre ind i teksten, og hvilken akademisk udlægning trænger ikke til det?

Den forurettedes retorik

Ursula K. Le Guins Om ikke at læse science fiction er heller ikke uden aversioner, men hvor Suvin har set sig gal på den forkerte type sci-fi, går Le Guin – måske mere produktivt – i rette med dem, der ikke læser science fiction i det hele taget.

Hun opremser en række grunde til ikke at gøre det – nogle finder genren »menneskefjendsk, elitær og eskapistisk«, andre irrelevant på grund af den manglende realisme, mens andre igen finder sci-fi deprimerende – og afmonterer dem meningsfuldt: Den tidlige science fiction var ganske rigtig fuld af papfigurer, men genren bruges nu til at udforske menneskets egenskaber og relationer; det eskapistiske ved genren handler i virkeligheden om, at den også undersøger andre livsformer end den menneskelige; og når nogen finder science fiction deprimerende siger det mere om »læserens egen frygtsomhed eller tungsind: en mistro til forandring, en mistro til forestillingsevnen«.

Jeg tror, Ursula K. Le Guin har helt ret, når hun skriver, at mange bliver »skræmte og nedtrykte, hvis de skal tænke over noget, som de ikke er fuldkommen hjemmevante med«; men det ændrer ikke på, at jeg fniser lidt ad denne efterfølgende stikpille:

»Hvis det ikke drejer sig om noget, de allerede kender, vil de ikke læse det; hvis det har en anden farve, hader de det; hvis det ikke er McDonald’s, vil de ikke spise der. (...) De kan ikke lide science fiction. Gid de må spise på McDonald’s og være lykkelige i himlen.«

Darko Suvin og Ursula K. Le Guin, født i henholdsvis 1930 og 1929, er formet af 1960’ernes og 70’ernes idealistiske tankesæt. De deler den forurettedes retorik, fordi de også deler kærligheden til en genre, der historisk set er blevet latterliggjort, og hvis forfattere og kritikere har måttet kæmpe for, at den blev taget seriøst.

Deres tekster deler evnen til at se genrens potentiale – uanset om det er formmæssigt, politisk eller økokritisk – som givetvis er grunden til, at så mange flere mainstreamforfattere i dag anvender sig af den.

Darko Suvin: ’Om science fiction-genrens poetik’ og Ursula K. Le Guin ’Om ikke at læse science fiction’. På dansk ved Rasmus Brink Pedersen. Forlaget Virkelig, 25 sider og 11 sider. 89 kroner.