Ugens anbefalinger: En julekalender af lydeffekter, kvinder tager hævn over Jack the Ripper og et eminent magasinportræt

Der findes så mange spændende kulturoplevelser derude. Hver uge anbefaler Informations kulturskribenter noget af det, som de synes, flere burde kende til.

Hvad var det for en lyd? Peter Albrechtsen ved det!

Twitterjulekalender: Følg Peter Albrechtsen på twitterprofilen @lydrummet og hans lydjulekalender på #lydrummetslydanekdoter og #tidsrejsen

Jeg har længe fulgt lyddesigner Peter Albrechtsen på Twitter, hvor han er en begejstret og energisk formidler af sit fag. Og nu er han også i julestemning! Det er nemlig ham, der står bag lyddesignet i en af DR’s bedste julekalendere nogensinde: Tidsrejsen fra 2014, der i år genudsendes.

Pigen Sofie fra Dragør og drengen Dixie fra fremtiden flettes ind i et sci-fi-eventyr, hvor de forsøger at påvirke tidens gang med hver deres motivation. Tidsrejsen er fyldt med videnskabelige dippedutter og teknologiske dimserier, og scenografien er både steam- og cyberpunket i sit udtryk. På sin twitter-profil åbner Peter Albrechtsen i anledning af genudsendelsen hver dag en låge ind til @lydrummet, som hans profil hedder, og fortæller, hvordan han har skabt seriens forskellige lyde.

For eksempel blev Stine Stengades karakter Agent Sort introduceret i afsnit to. Hun står i spidsen for en tvivlsom organisation, der jagter Dixie på tværs af tid. Inspireret af hendes fugleburslignende hovedbeklædning besluttede Albrechtsen at bruge manipulerede fuglelyde, når hun anvender teknologi, i stedet for velkendte bip bip-lyde.

Da han blev tilknyttet kalenderen, fik han som det første fat på 140 forskellige slags ures tikken, hvoraf bare én er brugt i julekalenderens stemningsanvisende titelmelodi. Hans lydjulekalender er fuld af den slags sjove anekdoter og overraskende insiderfacts og giver som helhed indsigt i, hvordan Tidsrejsens gode historie blev understøttet af en gennemført produktion og dermed blev sit helt eget troværdige, lydboblende og rustentsmukke univers.

Anita Brask Rasmussen

Af banen, Jack the Ripper! Her kommer de slemme kvinder

Podcast: Bad Women: The Ripper Retold. Pushkin Industries. Tilgængelig på alle podcastplatforme

Jeg tror måske, at der selv i min barndoms Anders And-blade blev lavet spas med Jack the Ripper og de uopklarede og afsindigt brutale mord på prostituerede i 1880’ernes London. Men allerede her tager vi fejl. For kvinderne solgte ikke nødvendigvis sig selv. Prostitueret var bare noget, politiet automatisk registrerede en person som, hvis man tilfældigvis var kvinde og død på samme tid.

Det og en hel del mere om politiarbejde, kvindeliv, fattigdom og tvivlsom journalistik i 1800-tallet har jeg lært af den ret formidable podcast Bad Women: The Ripper Retold. I værtsstolen sidder historiker Hallie Rubenhold. Hun anlægger et socialhistorisk blik på kvinderne og undgår at gøre dem til tilfældige slagtegrise, der tilfældigvis krydsede en morders vej. Og er du gal, nogle damer, de var. 

En af de mest fascinerende skæbner er den myrdede Elisabeth Strides. Hun vokser op som bondepige i Sverige, bliver gravid uden for ægteskab – og i et systemovergreb af dimensioner får hun syfilis på den anstalt for gravide, hvor hun blot skulle testes for sygdommen. Så rejser hun til England, skaber sig et nyt liv, og da det ikke holder, ernærer hun sig som professionel forsikringssvindler. Tidsrejse og underholdende tankegods for alle, der ikke kan nære sig for true crime.

Bodil Skovgaard Nielsen

Ind i Janni Pedersens hoved

Radio: ’Ugens Gæst på P1’. Afsnittet 3. december 2021. 55 min. Hør på DR LYD eller som podcast

Meget har vi hørt på siden dokumentarserien MeToo: Sexisme bag skærmen sidste mandag katapulterede ud i den offentlige debat om det sexistiske og krænkende arbejdsmiljø på TV 2 Nyhederne.

Det suverænt mest lytteværdige interview indtil videre er ikke det ellers fine med Michael Dyrby i P1’s Genstart. Her hører vi en mands umulige kamp for – liiidt sent – at placere sig troværdigt på den rigtige side af historien – som ham, der nu med sine ærlige, men ret retoucherede undskyldninger, vil bidrage til den vigtige samtale om magt og #MeToo. Ville han ægte det, skulle han helt uforfængeligt indrømme sine krænkelser og løgne og være bundærlig om, hvad han har tænkt, også af grimme ting, så vi bliver lukket ind i hans hoved og kan lære noget. Det sker ikke og nok aldrig.

Det bedste interview er derimod det med TV 2-vært Janni Pedersen i ’Ugens Gæst på P1’. På én gang journalistisk-etisk knivskarp og følelsesmæssigt oprørt lukker hun os ind i et hoved, der har skullet genforstå den sexchikane, hun selv blev udsat for på TV 2, og den slut-shaming og neglicering, hun også udsatte andre kvinder for. Man forstår gennem hende, hvor meget det koster at stille sig frem, og hvor meget hun skylder den offentlige samtale at gøre det alligevel.

Til sidst synger hende og vært Gitte Hansen med på sangen »FREEDOM«, og det er vildt akavet og uforfængeligt og derfor rørende. Mere af den slags ville gøre os alle, også følelsesmæssigt, klogere.

Katrine Hornstrup Yde

Straight magasinportræt af en meget lidt straight mand

Magasinportræt. Michael Schulman: Jeremy Strong Doesn’t Get the Joke (The New Yorker)

Portrætinterview er den bedste journalistiske genre, og de bedste portrætter er næsten altid en kombinationen af tre ting: 1. En journalist, der forstår at stille spørgsmål – og tie stille. 2. En original interviewperson, som spiller med på den konstruktion, et interview er. 3. En eller anden form for kemi mellem de to. Hvor mange geniale indsigter den interviewede har at byde på, og hvor formfuldendte sætninger skribenten kan frembringe, er faktisk mindre vigtigt. Nej, de bedste portrætter er tit skrevet helt straight – men det hjælper selvfølgelig, hvis interviewpersonen er en original.

Et skoleeksempel er et aktuelt portræt i magasinet The New Yorker af skuespilleren Jeremy Strong, der spiller en af hovedrollerne i den satiriske tv-serie Succession, Kendall Roy. Kendall er en svigtet, ulidelig og selvhøjtidelig mand, og undervejs i portrættet lærer vi, at det er Strong også. Han er så også en excentriker, der benytter sig af method acting og ikke virker til at forstå humor. På et tidspunkt fortæller Strong, at han slet ikke opfatter Succession som satire, og skribenten, Michael Schulman, skriver: »When I told Strong that I, too, thought of the show as a dark comedy, he looked at me with incomprehension and asked, ’In the sense that, like, Chekhov is comedy?’«

Mens man labber teksten i sig, er man hele tiden usikker på, om man læser om en kæmpenar eller en stor kunstner, og på den måde er portrættet lykkedes.

Rasmus Elmelund