Giuseppe Verdis opera Maskeballet fra 1858 hørte til hans mest frustrerende projekter. Han måtte stille sig tilfreds med en uerfaren librettist, Antonio Somma, og indtil flere censurmyndigheder i Napoli og Rom forkastede plottet, som slutter med mordet på den svenske kong Gustav 3. under et maskebal. Det var i de urolige år før Italiens samling i 1861, et kongeligt attentat på de populære operascener ville være undergravende for fyrstehusenes magtbastioner, og Verdi måtte til sidst flytte handlingen fra Stockholm i 1792 til et guvernørsæde i det fjerne Boston i slutningen af 1600-tallet.
Maskeballet gik sin sejrsgang i denne amerikanske version, indtil man mistede interessen for Verdi få år efter hans død i 1901. Nu var Puccini den store åbenbaring. Men i 1920’erne kom så en veritabel Verdi-renæssance, og det interessante for os lokalpatrioter er, at Det Kongelige Teater kom først overhovedet med at opsætte Maskeballet i den originale svenske version. Det var i september 1935 med danske sangere under den elskede, fast tilknyttede italienske maestro Egisto Tango.
