Anmeldelse
Læsetid: 12 min.

Carsten Thau havde sans for sitrende møder mellem arkitekturens krop og menneskets krop

Arkitektur opleves og bebos, men bygges ikke kun for at indfri praktiske behov. Arkitektur lukker noget inde og noget ude – og spænder hinder rundt om det sociale. Arkitektur rammesætter liv og inviterer til kritiske analyser, tænkning og dristige teorier. Umiddelbart fornemmes det, at der altid er ’et mere’ ved arkitekturen. Dette ’mere’ får mæle i arkitektur- og idéhistoriker Carsten Thaus nye bog – desværre den sidste fra hans hånd
»En vedvarende tilstandsform, der kan vække forudanelse om gravens klaustrofobiske indelukke eller den ubetingede afsondrethed, man vil opleve i kirkegårdes massive mausoleer, hvis døren smækker i,« skriver Carsten Thau om Cisternerne på Frederiksberg. Ill. Ingvar Cronhammar – i samarbejde med Martin Hall, 2015 Cisternerne, Frederiksbergmuseerne.

»En vedvarende tilstandsform, der kan vække forudanelse om gravens klaustrofobiske indelukke eller den ubetingede afsondrethed, man vil opleve i kirkegårdes massive mausoleer, hvis døren smækker i,« skriver Carsten Thau om Cisternerne på Frederiksberg. Ill. Ingvar Cronhammar – i samarbejde med Martin Hall, 2015 Cisternerne, Frederiksbergmuseerne.

Christina Capetillo

Kultur
14. januar 2022

»Desuden imponerede elevatorernes tryllegys under opstigningen over 70 meter.« Sådan stod der at læse i en artikel i Louisiana Revy fra august 2002. Den er forfattet af Carsten Thau & Kjeld Vindum og betitlet Af en helt anden verden – Jacobsen og ideen om gesamtkunstværket. Det citat har jeg altid elsket. Arkitekturteori parres her med en smittende sanselig dimension. Det sublime vertikale løft igennem Arne Jacobsens ikoniske og evigt moderne SAS-Hotel afstedkommer en frydefuld kropslig rystelse. Den elevatormaskinelle magi måtte fastnagles i skrift.

»Den, der flygter til en ægte, men færdigindrettet stil-bolig, lader sig balsamere i levende live,« proklamerer den samfundskritiske sociolog og filosof Theodor W. Adorno i den attende aforisme »Asyl for hjemløse« i værket Minima Moralia – Refleksioner fra det beskadigede liv, skrevet i det amerikanske eksil under Anden Verdenskrig og udgivet i 1951. Man ser det for sig. Den funktionalistiske rugekasse; det regelrette, næsten dødsstivnede, repetitive hverdagsliv; ingen steder at flygte hen eller at gemme sig.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her