Didi-Huberman aflæser katastrofen i græsset, i birkebarken og i himlen over resterne af Auschwitz-Birkenau

Filosoffen Theodor W. Adorno blev både berømt og misforstået for sin sætning om, at poesi efter Auschwitz er barbari. I dag kunne man måske driste sig til at sige, at det snarere er tvivlsomme spillefilm og bestsellere om og efter Auschwitz, der tenderer barbari.

At den nødvendige bevarelse af erindringen af KZ-lejren lynhurtigt kan forvandles til forlystelsespark med udryddelsestema er et argument, man finder i den lille pamflet Bark af den franske kunsthistoriker og filosof Georges Didi-Huberman (født 1953). Gennem 19 fotografier med 19 små tilhørende tekster arbejder Didi-Huberman sig gennem den junisøndag i 2011, hvor han med et engangskamera i hånden besøger Auschwitz-Birkenau-komplekset, hvor hans egne bedsteforældre blev myrdede.

At Holocaust kan tivoliseres med overpædagogisering og henrettelsesmure, som er gode for turister, men reelt ikke fandtes, er ikke en fuldstændig banebrydende pointe. Banebrydende i ordets konkrete, flugtrutesøgende forstand er til gengæld Didi-Hubermans metode til at besvare spørgsmålet: Men hvad gør man så?

Bark er en lynkort introduktion til de dilemmaer, som lejrene til stadighed stiller historien og filosofien over for. Samtidig kan det lille essay også fungere som en lem ind i tankegangen hos en af de mest spændende nulevende moderne tænkere i visuel kultur. 

Georges Didi-Huberman læser barkstumper, cementgulve og jernbaneskinners perspektivlinjer lige så nærsynet og materielt, som han i andre værker har læst røde pigmentresters forbindelse til blodet på malerier i florentinske klostre; lige så grundigt, som han har læst forbindelserne mellem fotografiske iscenesættelser af patienter og opfindelsen af diagnosen hysteri på franske sindssygehospitaler. 

Overflader vidner om og skaber verdener. At se det, der trods alt findes, hvis man ser efter, er kernen i Didi-Hubermans projekt. Eller, som han selv så smukt udtrykker det: »Barken er ikke mindre sand end stammen«. Historien kan som træet kun åbenbares gennem det, der er dens ydre her og nu. 

Birkeengen og lejren

Bark åbner med et foto af tre barkstumper, som Didi-Huberman tager på sin dagstur til Auschwitz-Birkenau.

Grebet er lige så oplagt, som det er stilfærdigt og smukt. Birkebark har siden oldtiden været brugt som skriftmateriale i Nordeuropa. Men Didi-Hubermans force er at afstå fra at besjæle. I stedet interesserer han sig for, hvordan birken som materiale i sig selv kommunikerer; hvordan man ved at anlægge et fænomenologisk blik på stumperne, kan forstå katastrofens tilsynekomst i verden af i dag.

Hans essayistiske stil er på en og samme tid målrettet og frit associerende – som et fotografiapparat, der stiller skarpt umådeligt langsomt, så man når at se mønstre i mellemstadierne. Det gør ham også svær at oversætte, men digteren Morten Chemnitz har gengivet tekstens følelse let og klart.

Saftspændte birkestammer vokser på udryddelsesmarkerne, en søs stille vandspejl dækker over asken fra tusindvis. Det vrimler med hvide blomster der, hvor kremeringsgravene lå. Didi-Hubermans fokus på livet, der vokser videre midt i døden, minder mig om den tyske maler Anselm Kiefers malerier af vintermarker med neg, sne og aske. En serie lærreder med markbilleder hedder »Nürnberg« efter Adolf Hitlers store paradeområder ved byen. Paradokset er, hvordan noget levende kan finde næring i den vold, der blev opdyrket her. Hvilket ikke rigtig er et paradoks, i og med at aske er formidabel gødning. 

Kiefer såvel som Didi-Huberman relativerer ikke volden ved at sige, at livet går videre. I stedet insisterer de på at aflæse katastrofen der, hvor andre ville sige, at den ikke længere lader sig se. De birkestammer, der i dag er langt federe, end de var på de få overlevende billeder fra KZ-lejrene, men stadig står, har en bark, hvis enders flosser for Didi-Huberman begynder at ligne »resterne af en brændt bog«. Deres friske underside er rosa »som et stykke kød«. 

At insistere på at kombinere det, man kan se, med det, man ved, er sket, er en metode, der gør op med en af den vestlige filosofis mest fortærskede myter. Nemlig, at sandheden kun findes i det skjulte, og at overfladen lyver. Den myte skaber en metafysik, som for Didi-Huberman har grusomme konsekvenser, når man for eksempel kalder gaskamrene for ukendelige nulpunkter, hvorfra der ikke kan vidnes. Men det svarer til at lukke øjnene. I græsset, i birkebarken og i himlen er lidelsen til at se, hvis man blot kigger efter. 

Himlen i et cementgulv

Siden 1980’erne har Didi-Huberman skrevet banebrydende værker, i det der bedst kan betegnes som en fænomenologisk teori om synet. Og det er egentlig underligt, at han ikke er udkommet på dansk før nu.

Fænomenologi er erfaringsfilosofi; det er et forsøg på at studere verdens fremtrædelsesformer i deres udfoldelse, før deres betydning lægges fast. I Bark kalder Didi-Huberman sin »synshandling« for arkæologisk; men den term er egentlig lidt upræcis. For synshandlingen handler ikke så meget om at tidsbestemme eller afdække, men slet og ret at se – og at se, hvordan man ser. Det afsløres i starten af bogen, hvor man efter nænsom betragtning af Birkenaus revnede cementgulve får denne lille passage: 

»Jeg har med tiden lagt mærke til, at noget ved min egen krop – min beskedne højde, de nærsynede øjne trods alle briller, en vis grundlæggende frygtsomhed – har tilskyndet mig til at se de lavere ting først,« skriver Didi-Huberman.

Bøjet over disse knuste gulve, hvis flænger »råber til himlen« og med en krop, der dukker sig for historien, fortættes synet. Prisgivet omstændighederne iagttager Didi-Huberman »det lave; det første, der kan ses, det, der er »lige foran næsen«, det, der ligger på jorden«. Det, der ikke skal graves frem, men er lige her og nu – og alligevel så svært at se. 

Vidnesbyrd fra gaskammeret

Mest kendte er nok Didi-Hubermans bog Images malgré tout (direkte oversat »Billeder på trods af alt«) fra 2004 om de fire Sonderkommando-fotografier. De eneste visuelle vidnesbyrd, der har overlevet gaskamrene. Taget af en af de jødiske fanger, der blev tvunget til at rydde ud i kamrene og begrave eller brænde ligene.

Bark er skrevet i 2011, altså efter Images malgré tout og handler mere om den personlige historie, som forbinder Didi-Huberman til stedet, end fotografierne.

Alligevel antyder Bark Didi-Hubermans evne til at se. Han beskriver, hvordan han lægger mærke til, at billede fire i Sonderkommando-serien ikke er til at finde på Birkenaus mindetavler – det er blevet dømt uvæsentligt, nok fordi det ’bare’ viser trækroner og lidt himmel. Men det er at overse, at det fjerde skud fra hoften er taget i al hast – og at det i virkeligheden vidner om livsfaren ved at dokumentere afbrændingerne. Når man redigerer det billede væk, redigerer man de materielle omstændigheder, som vidnesbyrdet blev til under, og som ethvert af Didi-Hubermans projekter handler om at fremkalde, væk. 

Rust og blod

Tidligere har Didi-Huberman skrevet den helt anderledes, men vidunderlige Dissemblance et figuration om den italienske renæssancemester Fra Angelico. Her beskriver han, hvordan Fra Angelico lader vægmalerier opføre på vægge i klosterceller, hvor man blændes af modlys, så verden i et splitsekund i øjet må genopstå på ny – eller hvordan rustrødt pigment rent materielt er et ekko af nadvervinens blodrøde mirakel.

Litteraten Lilian Munk Rösing har ladet sig inspirere ivrigt af Didi-Huberman i bogen Anna Anchers Rum, hvor hun sammenligner Anna Anchers håndgribelige lysfelter med Fra Angelicos fremmaning af Bebudelsens mirakel. Også den amerikanske forfatter Siri Hustvedt er ivrigt inspireret af kunsthistorikeren; i romanen Det jeg elskede fører karaktererne lange samtaler om Didi-Hubermans bog om fotografier af såkaldt »hysteriske kvinder« fra Salpetrière-hospitalet i 1800-tallets Paris. Fotografierne æstetiserer den syge med den ene hånd, mens de med den anden udvisker enhver identitet; Didi-Hubermans altid synskritiske pointe er, at den fotografiske iscenesættelse af hysteriske kvinder i lige så høj grad skaber den sygdom, som billederne foregiver blot at skildre.

Kort sagt er Georges Didi-Huberman en inspirerende fænomenolog og en stor seer. Hans evne til at gøre verden større ved at starte i det allermindste kan man kun håbe, vi får mere syn for på dansk i fremtiden. 

Georges Didi-Huberman: Bark. Oversat af Morten Chemnitz. Arena. 72 sider, 165 kroner