Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Erik Skyum-Nielsen i intens debat med sig selv om ny samtykkethriller

I romanen ’Oblivion’ tager Anna Elisabeth Jessen udgangspunkt i en virkelig sigtelse for voldtægt fra 2002. Det får anmelderen til at lande i splid med sig selv om forholdet mellem virkelighed og fiktion og spørgsmålet om, hvorvidt fortællekunsten har frihed til alt
Anna Elisabeth Jessen vakte sidste år opmærksomhed med Huset, en semifiktiv historisk kollektivskildring, hvor man over 50 år fulgte udviklingen i en stor dansk medievirksomhed fra kultur til koncern.

Anna Elisabeth Jessen vakte sidste år opmærksomhed med Huset, en semifiktiv historisk kollektivskildring, hvor man over 50 år fulgte udviklingen i en stor dansk medievirksomhed fra kultur til koncern.

Timo Battefeld

Kultur
14. januar 2022

I dag har den Gammeldags og den Nymodens kritiker sat hinanden stævne i Informations kantine for at drøfte en aktuel roman. Det drejer sig om Oblivion (Glemsel) af Anna Elisabeth Jessen, hende, der i 2019 debuterede med slægtskrøniken Om hundrede år, og som i 2021 vakte en vis opmærksomhed med Huset, en semifiktiv historisk kollektivskildring, hvor man over 50 år fulgte udviklingen i en stor dansk medievirksomhed fra kultur til koncern.

I den nye bog tager hun udgangspunkt i en sag fra 2002, historien om en ung spejderleder, som blev anholdt og sigtet for voldtægt, men tog sit liv, før en formel anklage blev rejst. Diskussionens temaer må derfor naturligvis være virkelighed vs. fiktion og spørgsmålet om fortællekunstens frihed.

Den Gammeldags kritiker: »Hej. Godt at se dig. Godt nytår. Og velkommen tilbage i gråzonen mellem spekulation og kunst.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

”Du kan lige så godt først som sidst indstille dig på, at journalistikken i dag har overhalet litteraturen”.

Forudsætningen for gyldigheden af en sådan påstand er, at vi forstår ”journalistik” og ”litteratur” som ret faste størrelser, men kan vi det?

Med nye former for informationsteknologi og nye medier er det blevet meget tydeligt, at en række forhold og handlinger inden for f.eks. videnskab, journalistik, billedkunst og litteratur ikke kun er noget, der skildrer virkelighed, men også er noget, der forandrer eller skaber virkelighed, og så er grænserne mellem faktion og fiktion i nogle sammenhænge heller ikke længere så tydelige.

Det entydige fokus på værk er bl.a. derfor i stigende grad blevet flyttet til fokus på begivenhed, og inden for kunstens verden har det typisk medført en nedbrydning af forskellene mellem de forskellige kunstarter. Var der nogen, der sagde ”20 før 20”?

Det performative element har altid været til stede, og der har været en begrænset form for bevidsthed om dette forhold, men det performative var som hovedregel ikke noget, der bevidst skulle inddrages, for så blev det meget nemt til politik, og det skulle for alt i verden undgås.

Ikke mindst den teknologiske udvikling og den tilhørende medieudvikling har dog også været medvirkende til en række samfundsforandringer og i kombination med det også til en stigende bevidsthed om, at uanset hvad, vil vores skabende aktiviteter, i større eller mindre grad, have konsekvenser af såvel økonomisk, etisk som politisk karakter, og det kan som sådan blive en del af vores strategiske og taktiske overvejelser.

Ikke desto mindre kan og skal en professionel til stadighed stille spørgsmål og foretage aktuelle vurderinger, f.eks. hvad er videnskab, journalistik, billedkunst og litteratur, og hvad er kvalitet i forbindelse med videnskab, journalistik, billedkunst og litteratur?

Grundlæggende må en roman vel kunne leve op til nogle kvalitetskriterier af ikke mindst æstetisk karakter, og som der står i anmeldelsen: ”Den er indholdsmæssigt interessant, lige oppe i tiden, hvor der diskuteres sex ved samtykke, men sprogligt og litterært er det nu ikke det helt store”.