Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Fire klimaeksperter kritiserer – og begejstres for – den polariserende katastrofefilm ’Don’t Look Up’

Adam McKays klimasatire er tidens mest omdiskuterede film. Filmkritikerne er forbeholdne, hvis ikke fjendtlige, men filmen har hurtigt fået et stort publikum – og The Guardians klimaskribenter er også generelt positive, selv om flere analogier halter
Jennifer Lawrence spiller den ph.d.-studerende astronom, Kate Dibiasky, som opdagede kometen – og bliver fremstillet som en rabiat og hysterisk kvinde. Det har vakt genklang hos mange kvindelige klimaforskere, -aktivister og -journalister, skriver Nina Lakhani, klimajournalist ved The Guardians amerikanske redaktion.

Jennifer Lawrence spiller den ph.d.-studerende astronom, Kate Dibiasky, som opdagede kometen – og bliver fremstillet som en rabiat og hysterisk kvinde. Det har vakt genklang hos mange kvindelige klimaforskere, -aktivister og -journalister, skriver Nina Lakhani, klimajournalist ved The Guardians amerikanske redaktion.

Netflix

Kultur
11. januar 2022

Sjældent har en film formået at skille vandene i en grad som Adam McKays klimasatire Don’t Look Up. Men selv om den er set af millioner – og på ganske kort tid er blevet streamingtjenesten Netflix’ tredjemest sete film nogensinde – har responsen fra kritikerne overvejende været negativ. Mange har set dens historie om forskere, der opdager en komet på direkte kollisionskurs mod Jorden, som en klodset allegori for klimakrisen, andre fandt den bare kedelig.

Heroverfor står, at mange i klimabevægelsen har rost filmen, ligesom publikumsanmeldelser alt overvejende har været positive.

The Guardian har bedt fire af avisens klimaskribenter om vurdere filmen. Spoileralert til dem, der ikke har set filmen og planlægger at gøre det: Vær opmærksom på, at centrale dele af handling og plot vil blive røbet i det følgende.

»Klimakrisens hovedperson er fraværende«

Ketan Joshi, klimajournalist og forfatter.

Det gør indtryk, at Don't Look Up vækker så stor følelsesmæssige genklang hos så mange af os, der i årevis har forsøgt at oplyse offentligheden redeligt om klimakrisen, men som har måttet se vores advarsler fordrejet, ignoreret, benægtet og bagatelliseret af politikere, medier og udspekulerede kapitalinteresser. For os er der noget virkelig lutrende ved den her film. Den er måske ikke fantastisk som film betragtet, men det opvejes efter min mening til dels af, at den er så befriende klar i sin udstilling af, hvordan klimabenægtelse kan gennemsyre mange sammenhænge.

Jeg synes, det må give anledning til eftertanke hos kritikerne, at filmen er blevet et kæmpehit, der ses af massivt mange mennesker over hele verden. Samtidig er det dog også vigtigt at slå ned på de punkter, hvor den rammer ved siden af. For i dens forsøg på at holde et spejl op for menneskehedens reaktion på klimakrisen, er der væsentlige ting, der halter.

Mit primære kritikpunkt angår det sære fravær i filmen af en klar analog til den fossile industri. Rylances techfetichistiske katastrofekapitalist (Mark Rylance som Peter Isherwell, red.) er ganske vist opsat på at udnytte kometens mineralrigdom, men han har ikke opfundet kometer og sender dem ikke mod Jorden for at tjene penge. I lyset af at filmen prætenderer at være »et skånselsløst spejlbillede«, er denne usynliggørelse af klimakrisens hovedkraft en brist. Jeg synes bestemt også, filmskaberne kunne have gjort mere ud af den fossile industris giftige opinionspåvirkning og stærke politiske lobbyisme og udfoldet dét aspekt på en sjovere og mere præcist reflekteret måde. Desuden falder Trump-satiren efter min mening til jorden.

Filmens satire over mediernes misvisende dækning er for det meste koncentreret om den satiriske udlevering af det poppede feel good tv-morgenshow, men i virkelighedens verden har journalistikkens mest fatale fejltagelser på klimaområdet vist sig i dens falske kildebalance, der refererer videnskabelige indsigter og deres benægtere som ligeberettigede parter (som vi kun ser glimtvis) eller i dens energiske desinformation (der er for eksempel ingen analogi til Murdochs mediekonglomerat, News Corp).

Filmen bruger for meget tid på at gøre grin med berømthedskultur, algoritmer, memes og databeskyttelse. For klimakrisens virkelige skurke er ikke de almindelige mennesker, der distraheres af Ariana Grande og Twitter. De udgøres i stedet af beslutningstagerne i den fossile industri, deres lobbyister, deres marketingfirmaer og deres stærke politiske støtter. Jeg håber, at Hollywood, hvis der igen byder sig en lejlighed, vil gå efter de mennesker, der styrer asteroiden og gøre sig umage med at ramme rent.

»Mark Rylances gale techguru rammer klokkerent«

Fiona Harvey, miljøkorrespondent ved The Guardian

Det er som regel en utaknemmelig tjans at skrive om den virkelige verdens undergang, så for mig er der en god adspredelse at skrive om den på film. Don’t Look Up lykkes ganske godt som satirisk komedie, men hvilken satire kan overgå forløbet af verdens største klimakonference, Cop 26 i Glasgow, hvor den vigtigste præstation for næsten 200 regeringer og 30.000 delegerede efter to ugers hændervridende samtaler og utvetydige skarpt formulerede videnskabelige advarsler var en beslutning om at vende tilbage næste år og anstrenge sig en smule mere?

Efter at have skrevet i 17 år om klimakrisen var jeg på forhånd skeptisk over for, om filmen kunne byde på noget nyt om frustrationerne ved at formidle viden om en videnskabeligt forudsagt katastrofe. Da filmens forskere først kæmper for at udlægge deres data i nøgterne og saglige formuleringer, men snart efter flipper ud i hysteriske fortvivlede vredesudbrud over, at ingen vil forstå, at verden styrer mod en beviseligt forestående apokalypse, nikkede jeg igen og igen. Ja, præcis sådan føles det. Og nej, ingen lytter – ikke før det er for sent.

Jeg har aldrig kunnet begribe, hvorfor så mange ellers rationelt tænkende mennesker ikke evner at fatte de katastrofale perspektiver i et klimasammenbrud. Som filmen viser, er det til dels, fordi store magt- og pengeinteresser står i vejen for nødvendige modtræk, men det er bestemt lige så meget, fordi vi bare er mennesker. At forestille os en katastrofe, før den rammer, er grundlæggende ikke en naturlig mental indstilling for os.

Den gale techguru, spillet af Mark Rylance, rammer klokkerent som figur. COP26 var måske ikke en total fiasko, selv om det overfladisk set var den mest indlysende konklusion – det var mere nuanceret end som så. Men kort efter at COP26-cirkusset havde forladt Glasgow, blev faren ved at udmale resultatet sort-hvidt tydeliggjort. For det pauvre udbytte fik velmenende eksperter til at konkludere – i fuld alvor – at når internationale forhandlinger ikke virker, må det bedste håb være at alliere sig med techmilliardærer, gå uden om FN og bruge geoengineering på at styre klimaet fra rummet. Svaret på et gigantisk, ukontrolleret eksperiment med atmosfæren, måtte vi forstå, var at favne skøre videnskabsmænd for at gennemføre endnu et stort, ukontrolleret eksperiment med atmosfæren.

Don’t Look Up er ikke just et subtilt værk. Måske er det lige netop derfor, klimaforskere sætter større pris på den end nogle filmkritikere. Men i en verden, hvor præsidenten for verdens mest magtfulde demokrati forsøgte at kuppe sig til at blive ved magten, hvor virksomheder skændes om, hvorvidt det giver økonomisk mening at redde planeten, hvor olieapologeter allierer sig med COVID-19-benægtere, og en svensk teenager udviser større modenhed end 200 regeringschefer tilsammen – er subtiliteten, undskyld mig, forsvundet bag horisonten for længe siden.

»Jennifer Lawrences figur vil vække genkendelse hos mange kvindelige klimaforskere«

Nina Lakhani, klimajournalist ved The Guardian US

Jeg kan lide mange ting ved Don’t Look Up. Det er en kløgtig satire med suveræne replikker, og efter min mening formår filmen at trække flere vellykkede paralleller fra den forestående undergang i form af en videnskabeligt indiskutabel planetdræbende komet til den forestående klimakatastrofe, hvis optakt vi allerede ser udspille sig i realtid.

I filmen har verden seks måneder og 14 dage til at redde Jorden fra en altødelæggende katastrofe, men undlader at gøre det, fordi kortsigtet politisk vinding, storkapitalistisk grådighed, misinformation og ulidelig udbredt dumhed splitter Amerika. I det virkelige liv tikker uret også, men passiviteten og de politiske falliterklæringer går flere årtier tilbage.

Filmens skildring af dæmoniseringen af Kate Dibiasky, den ph.d.-studerende astronom spillet af Jennifer Lawrence, der opdagede kometen, som rabiat og hysterisk kvinde, vil give genlyd hos mange kvindelige klimaforskere og -aktivister, der selv har oplevet, hvordan deres afgørende indsigter blive tilsidesat. Scenen, hvor hendes forældre erklærer, at de går ind for de job, kometen vil skabe, har vakt genklang hos millioner af mennesker, også mig selv, når jeg forsøger at diskutere med familiemedlemmer, der har ladet sig forføre af politiske løgne.

Det var fint med den unge indiske fyr i filmen, der påpeger, at USA ikke har inviteret nogen andre lande til at deltage i deres rummission for på egen hånd at redde planeten – et klart hint til den mere eller mindre implicitte racisme hos diverse amerikanske ledere. Til gengæld forstod jeg ikke, og jeg syntes også, der var noget ubehageligt over de flygtige billeder af sorte og brune mennesker, der passivt ser katastrofen udspille sig, eller scenen, hvor en indfødt mand spiller på en hellig tromme (i mange indfødte kulturer brugt som instrument til at forbinde sig med den åndelige verden), mens skoven omkring ham brænder.

Min vigtigste anke er filmens budskab om, at ’vi er alle i samme båd’. Som om klimakrisen på én gang rammer hele klodens befolkning lige så hårdt som en dræberkomet. Det vil den ikke. Vi ser allerede nu, hvordan de, som har bidraget mindst til den globale opvarmning, må tåle dens værste følger i form af ​​stigende havvandstande og dødbringende vejrbegivenheder såsom brande, oversvømmelser, ekstrem varme og tørke. Klimaretfærdighed starter med at anerkende disse uligheder.

»Den fremhæver det absurde i at stirre direkte på katastrofen og derpå kigge væk«

Damian Carrington, miljøredaktør ved The Guardian

Jeg elskede Don’t Look Up, både som underholdning og som en lignelse om klimakrisen. Filmen er godt nok blevet jordet af mange kritikere, hvis hovedanklage er, at den er gumpetung, primitiv og overtydelig. Men som jeg ser det, ligger der netop en pointe i det. Forskere har i årevis igen og igen advaret om de åbenlyse farer ved global opvarmning – og er alligevel blevet ignoreret, for kulstofudledningerne stiger stadig. Filmen sætter fingeren på fornægtelsesstrategiens vigtigste former, fra kortsigtet politisk bekvemmelighed og til kortsigtet profitmaksimering.

Især skildrer filmen smukt videnskabsmænds vantro reaktioner på, at deres omhyggeligt og pædagogisk opbyggede dokumentation bramfrit kan afvises af politiske ledere med, »vi ser på det«, fordi de interesserer sig mere for det aktuelle politiske vejrlig, mens medierne går mere op i detaljer om berømtheders private liv.

Filmen er en satire, men er den for primitiv til at ramme en dybere sandhed? Måske for de kritikere, der udelukkende vurderer filmen ud fra kunstneriske værdier, men ikke for videnskabelige formidlere som for eksempel Neil deGrasse Tyson, der skrev ud sine 14 millioner Twitter-følgere: »Ud fra alt det, jeg kender til om nyhedsdagsordener, talkshows, sociale medier og politik, vil jeg sige, at filmen fungerede fremragende som dokumentar.«

Offentligheden ser ud til at have taget parti for filmskaberne. I de første 11 dage blev Don’t Look Up Netflix’ tredjemest sete film nogensinde, og 250.000 mennesker på IMDb har givet filmen en høj gennemsnitskarakter på 7,3.

Den globale opvarmning er imidlertid en katastrofe i slowmotion og på den måde slet ikke som en komet, der vil ødelægge Jorden inden for måneder, medmindre den sprænges ud af kurs. Løsningerne på klimakrisen er langt mere komplekse end at afbøje en komets bane, og en anden kritik går på, at filmen ikke præsenterer nogen af disse. Jeg vil påstå, at det behøver den ikke. Det ikke er nødvendigt, fordi de løsninger findes og er velkendte.

Filmens scoop er dens brutale fremhævelse af det absurde i, at vi stirrer direkte på katastrofen og derpå kigger væk i stedet for at handle. Det reaktionsmønster anskueliggør Don’t Look up på fremragende vis. 

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

olivier goulin

At forestille os en katastrofe, før den rammer, er grundlæggende ikke en naturlig mental indstilling for os.

Jo, det er det - og det er denne film - i lighed med et utal af andre katastrofefilm fra Hollywood - et ganske klart bevis på.

Apokalypsen er et arketypisk tema, der ligger og lurer i menneskehedens underbevidsthed. Det har det altid gjort - og i perioder med eksistentielle trusler hængende over hovedet, vækkes den slumrende drage til live.

Det er helt tydeligt, at især amerikanerne er nærmest besat af undergangsmyten, hvadenten det er i form af Hollywods katastrofefortællinger med Bibelske undertoner, Prepper-kulturen eller andre kultureller understrømme.

Det er vrangsiden af 'den amerikanske drøm'. Myten er kun fuldendt, når den attråværdige drøm om rigdom, berømmelse og succes står i kontrast til tabet af samme. Det er tragedien, Nemesis, der gør den amerikanske drøm til et drama - og i sidste ende et mareridt. Og det hele naturligvis godt krydret med gammeltestamentlige islæt som profetier, straf og apokalyptiske ryttere.

Men også udenfor dette apokalyptiske hysteri er der fornuftige og saglige stemmer, der i årevis har vidst og sagt, at den moderne civilisation er tæt på sin afslutning - og at en forestående kataklysme er uafvendelig. Historien er en proces med en udløbstid - af flere grunde, men alle mere eller mindre relateret til overbefolkning. Og den ubekvemme sandhed er jo, at kataklysmen er den eneste mulige løsning på det problem.

Det er et timeglas, der skal vendes

/O

Erik Winberg, Anne-Marie Krogsbøll, Arne Albatros Olsen, Kristian Alex Larsen og Preben Kristensen anbefalede denne kommentar
Kristian Alex Larsen

Det er en fin og anbefalelsesværdig film. Selvfølgelig har den også de overfladiskheder, som alle "Hollywood-film" har, men den demonstrerer, hvordan "informationssamfundet" reelt er et nemt manipulerbart misinformationssamfund. Jeg håber den vil vække tanker hos dem der kigger ned.

Steen K Petersen, Lise Lotte Rahbek, Randi Pedersen, Anne-Marie Krogsbøll, Mogens Holme, Ove Junne og Kim Øverup anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Hvor i alverden skal man vende blikket i disse tider ?

olivier goulin

Look up :-)

/O

Jesper Frimann Ljungberg og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anders Hüttel

Se hvorhen det dem lyster. Pas på de ikke krænker én der er woke, For vi ønsker jo ingen konflikter i laksegade hvor den største bekymring handler om valg af mad kasser og valg af leverandør fra slave kontinentet.

Jeg tror ikke at Thunberg kan blive gravid, men gør det noget når der kun er en fifty fifty chance for succes eller fiasko.

Der er faktuelt slaver i Danmark og mærk mine ord. Der ville være endnu flere hvis en borgerlig førte taktstokken.

Tænk at det var socialsterne som fældede chefen for efterretningtjensten. Men hvem bestemmer så nu?

Jeg har ikke netflix, tv-2 og alt det kommercielle LIR, pga politik men også min socio-sociale nedtur. Jeg har læst at I fikser svampe for at være tilstede og peake over for de rette. Selv om der er højt til loftet selv i slave segmentet ville det aldrig kunne gå.

Jeg ved at morfin er en god afslutning hvis man skulle ende sine dage på et hospital. Det bekymrer dog at alt for mange får udløsning alene.

Er det her samtidig en reklame for Netflix?

Jeg er godt klar over at mange ikke ved at f.eks folk på offentlige ydelser snart ikke kan betale deres udgifter bl.a er strømmen steget med 111% (fra 900kr til 2004kr, som du måske kan se på min "normale" udgift, så kan jeg ikke spare på strømmen nogen steder.) og jeg kan ikke spare nogen steder på det område.
De snakker også om højere udgift til transport af strøm, så de er ikke færdige endnu.
De stigninger betyder ikke så meget når du har en god indtægt, men for folk på offentlige ydelser er det en katastrofe.
Det er kun strøm, så er der varme, vand, madvarer som jo nærmest stiger tilsvarende eller stiger enormt meget.
Jyske Bank vil have 40kr om måneden for at have en lønkonto og et dankort som folk ikke kan eksistere uden. de andre banker kommet til at gøre det samme, så der har de fundet en pengemaskine som folk er tvunget til at betale.
Det er næsten den samme udgift som folk skal betale i strafrente for 100.000kr.

Det værste er næsten, at når prisen stiger, så går det hurtigt, men når prisen skal ned igen, så tager det enormt lang tid.
Det har vi set utallige gange før.
Det er mange tusind borgere de prisstigninger rammer, som de får meget svært ved at betale.
Jeg synes det vil være "smart" at være på forkant med den udvikling, var det ikke noget at tage op for Information?.

Har faktisk skrevet det her til EB 4-5 gange, men ikke et eneste ord kommer fra en avis som gerne vil kalde sig for "den lille mands avis".

Når vi har en meget egocentrisk verden på det plan, hvorfor skulle det så være bedre på klima fronten.
Der bliver fyret 2.500 tons krudt af i Danmark Nytårsaften, prøv at tænk tallet på verdensplan og du kan tage et fly til Thailand dagen efter, men du skal endelig huske at sortere dit affald i 10 skraldespande ellers kan du få en bøde.

Det ender galt eller det er faktisk allerede helt galt med klimaet, videnskaben bliver overrasket over hvor hurtigt det går hver gang..
Politikerne siger bare "der er mange opfindelser i gang, så bare rolig, vi har tjek på det" og fok æder det råt.
Vi har desværre overskredet "deadline" på klima området for mange år siden, men det kan jo være at Thorning kommer med en god løsning i morgen:-)

Hvor var det dog fantastisk at hører D.Jørgensen komme ud og fortælle at der er et problem for de laveste indkomster med de her stigninger og vil nedsætte et udvalg som skal se på de problemer :-(
Så må vi jo se hvornår de bliver færdig med det og håbe på at de fattigste i samfundet ikke er smidt ud af deres lejemål inden da.

Pudsigt nok, så tog det omkring 3 timer at komme med "hjælpe-pakker" til kapitalen for for milliarder for lidt under 2 år siden.

Og det med SOCIALdemokratiet som eneste regeringsparti som sikkert mener at "det udligner sig selv" lige som boligmarkedet og i mens stiger priserne bl.a de 2 steder med rasende fart.