Fire klimaeksperter kritiserer – og begejstres for – den polariserende katastrofefilm ’Don’t Look Up’

Sjældent har en film formået at skille vandene i en grad som Adam McKays klimasatire Don’t Look Up. Men selv om den er set af millioner – og på ganske kort tid er blevet streamingtjenesten Netflix’ tredjemest sete film nogensinde – har responsen fra kritikerne overvejende været negativ. Mange har set dens historie om forskere, der opdager en komet på direkte kollisionskurs mod Jorden, som en klodset allegori for klimakrisen, andre fandt den bare kedelig.

Heroverfor står, at mange i klimabevægelsen har rost filmen, ligesom publikumsanmeldelser alt overvejende har været positive.

The Guardian har bedt fire af avisens klimaskribenter om vurdere filmen. Spoileralert til dem, der ikke har set filmen og planlægger at gøre det: Vær opmærksom på, at centrale dele af handling og plot vil blive røbet i det følgende.

»Klimakrisens hovedperson er fraværende«

Ketan Joshi, klimajournalist og forfatter.

Det gør indtryk, at Don't Look Up vækker så stor følelsesmæssige genklang hos så mange af os, der i årevis har forsøgt at oplyse offentligheden redeligt om klimakrisen, men som har måttet se vores advarsler fordrejet, ignoreret, benægtet og bagatelliseret af politikere, medier og udspekulerede kapitalinteresser. For os er der noget virkelig lutrende ved den her film. Den er måske ikke fantastisk som film betragtet, men det opvejes efter min mening til dels af, at den er så befriende klar i sin udstilling af, hvordan klimabenægtelse kan gennemsyre mange sammenhænge.

Jeg synes, det må give anledning til eftertanke hos kritikerne, at filmen er blevet et kæmpehit, der ses af massivt mange mennesker over hele verden. Samtidig er det dog også vigtigt at slå ned på de punkter, hvor den rammer ved siden af. For i dens forsøg på at holde et spejl op for menneskehedens reaktion på klimakrisen, er der væsentlige ting, der halter.

Mit primære kritikpunkt angår det sære fravær i filmen af en klar analog til den fossile industri. Rylances techfetichistiske katastrofekapitalist (Mark Rylance som Peter Isherwell, red.) er ganske vist opsat på at udnytte kometens mineralrigdom, men han har ikke opfundet kometer og sender dem ikke mod Jorden for at tjene penge. I lyset af at filmen prætenderer at være »et skånselsløst spejlbillede«, er denne usynliggørelse af klimakrisens hovedkraft en brist. Jeg synes bestemt også, filmskaberne kunne have gjort mere ud af den fossile industris giftige opinionspåvirkning og stærke politiske lobbyisme og udfoldet dét aspekt på en sjovere og mere præcist reflekteret måde. Desuden falder Trump-satiren efter min mening til jorden.

Filmens satire over mediernes misvisende dækning er for det meste koncentreret om den satiriske udlevering af det poppede feel good tv-morgenshow, men i virkelighedens verden har journalistikkens mest fatale fejltagelser på klimaområdet vist sig i dens falske kildebalance, der refererer videnskabelige indsigter og deres benægtere som ligeberettigede parter (som vi kun ser glimtvis) eller i dens energiske desinformation (der er for eksempel ingen analogi til Murdochs mediekonglomerat, News Corp).

Filmen bruger for meget tid på at gøre grin med berømthedskultur, algoritmer, memes og databeskyttelse. For klimakrisens virkelige skurke er ikke de almindelige mennesker, der distraheres af Ariana Grande og Twitter. De udgøres i stedet af beslutningstagerne i den fossile industri, deres lobbyister, deres marketingfirmaer og deres stærke politiske støtter. Jeg håber, at Hollywood, hvis der igen byder sig en lejlighed, vil gå efter de mennesker, der styrer asteroiden og gøre sig umage med at ramme rent.

»Mark Rylances gale techguru rammer klokkerent«

Fiona Harvey, miljøkorrespondent ved The Guardian

Det er som regel en utaknemmelig tjans at skrive om den virkelige verdens undergang, så for mig er der en god adspredelse at skrive om den på film. Don’t Look Up lykkes ganske godt som satirisk komedie, men hvilken satire kan overgå forløbet af verdens største klimakonference, Cop 26 i Glasgow, hvor den vigtigste præstation for næsten 200 regeringer og 30.000 delegerede efter to ugers hændervridende samtaler og utvetydige skarpt formulerede videnskabelige advarsler var en beslutning om at vende tilbage næste år og anstrenge sig en smule mere?

Efter at have skrevet i 17 år om klimakrisen var jeg på forhånd skeptisk over for, om filmen kunne byde på noget nyt om frustrationerne ved at formidle viden om en videnskabeligt forudsagt katastrofe. Da filmens forskere først kæmper for at udlægge deres data i nøgterne og saglige formuleringer, men snart efter flipper ud i hysteriske fortvivlede vredesudbrud over, at ingen vil forstå, at verden styrer mod en beviseligt forestående apokalypse, nikkede jeg igen og igen. Ja, præcis sådan føles det. Og nej, ingen lytter – ikke før det er for sent.

Jeg har aldrig kunnet begribe, hvorfor så mange ellers rationelt tænkende mennesker ikke evner at fatte de katastrofale perspektiver i et klimasammenbrud. Som filmen viser, er det til dels, fordi store magt- og pengeinteresser står i vejen for nødvendige modtræk, men det er bestemt lige så meget, fordi vi bare er mennesker. At forestille os en katastrofe, før den rammer, er grundlæggende ikke en naturlig mental indstilling for os.

Den gale techguru, spillet af Mark Rylance, rammer klokkerent som figur. COP26 var måske ikke en total fiasko, selv om det overfladisk set var den mest indlysende konklusion – det var mere nuanceret end som så. Men kort efter at COP26-cirkusset havde forladt Glasgow, blev faren ved at udmale resultatet sort-hvidt tydeliggjort. For det pauvre udbytte fik velmenende eksperter til at konkludere – i fuld alvor – at når internationale forhandlinger ikke virker, må det bedste håb være at alliere sig med techmilliardærer, gå uden om FN og bruge geoengineering på at styre klimaet fra rummet. Svaret på et gigantisk, ukontrolleret eksperiment med atmosfæren, måtte vi forstå, var at favne skøre videnskabsmænd for at gennemføre endnu et stort, ukontrolleret eksperiment med atmosfæren.

Don’t Look Up er ikke just et subtilt værk. Måske er det lige netop derfor, klimaforskere sætter større pris på den end nogle filmkritikere. Men i en verden, hvor præsidenten for verdens mest magtfulde demokrati forsøgte at kuppe sig til at blive ved magten, hvor virksomheder skændes om, hvorvidt det giver økonomisk mening at redde planeten, hvor olieapologeter allierer sig med COVID-19-benægtere, og en svensk teenager udviser større modenhed end 200 regeringschefer tilsammen – er subtiliteten, undskyld mig, forsvundet bag horisonten for længe siden.

»Jennifer Lawrences figur vil vække genkendelse hos mange kvindelige klimaforskere«

Nina Lakhani, klimajournalist ved The Guardian US

Jeg kan lide mange ting ved Don’t Look Up. Det er en kløgtig satire med suveræne replikker, og efter min mening formår filmen at trække flere vellykkede paralleller fra den forestående undergang i form af en videnskabeligt indiskutabel planetdræbende komet til den forestående klimakatastrofe, hvis optakt vi allerede ser udspille sig i realtid.

I filmen har verden seks måneder og 14 dage til at redde Jorden fra en altødelæggende katastrofe, men undlader at gøre det, fordi kortsigtet politisk vinding, storkapitalistisk grådighed, misinformation og ulidelig udbredt dumhed splitter Amerika. I det virkelige liv tikker uret også, men passiviteten og de politiske falliterklæringer går flere årtier tilbage.

Filmens skildring af dæmoniseringen af Kate Dibiasky, den ph.d.-studerende astronom spillet af Jennifer Lawrence, der opdagede kometen, som rabiat og hysterisk kvinde, vil give genlyd hos mange kvindelige klimaforskere og -aktivister, der selv har oplevet, hvordan deres afgørende indsigter blive tilsidesat. Scenen, hvor hendes forældre erklærer, at de går ind for de job, kometen vil skabe, har vakt genklang hos millioner af mennesker, også mig selv, når jeg forsøger at diskutere med familiemedlemmer, der har ladet sig forføre af politiske løgne.

Det var fint med den unge indiske fyr i filmen, der påpeger, at USA ikke har inviteret nogen andre lande til at deltage i deres rummission for på egen hånd at redde planeten – et klart hint til den mere eller mindre implicitte racisme hos diverse amerikanske ledere. Til gengæld forstod jeg ikke, og jeg syntes også, der var noget ubehageligt over de flygtige billeder af sorte og brune mennesker, der passivt ser katastrofen udspille sig, eller scenen, hvor en indfødt mand spiller på en hellig tromme (i mange indfødte kulturer brugt som instrument til at forbinde sig med den åndelige verden), mens skoven omkring ham brænder.

Min vigtigste anke er filmens budskab om, at ’vi er alle i samme båd’. Som om klimakrisen på én gang rammer hele klodens befolkning lige så hårdt som en dræberkomet. Det vil den ikke. Vi ser allerede nu, hvordan de, som har bidraget mindst til den globale opvarmning, må tåle dens værste følger i form af ​​stigende havvandstande og dødbringende vejrbegivenheder såsom brande, oversvømmelser, ekstrem varme og tørke. Klimaretfærdighed starter med at anerkende disse uligheder.

»Den fremhæver det absurde i at stirre direkte på katastrofen og derpå kigge væk«

Damian Carrington, miljøredaktør ved The Guardian

Jeg elskede Don’t Look Up, både som underholdning og som en lignelse om klimakrisen. Filmen er godt nok blevet jordet af mange kritikere, hvis hovedanklage er, at den er gumpetung, primitiv og overtydelig. Men som jeg ser det, ligger der netop en pointe i det. Forskere har i årevis igen og igen advaret om de åbenlyse farer ved global opvarmning – og er alligevel blevet ignoreret, for kulstofudledningerne stiger stadig. Filmen sætter fingeren på fornægtelsesstrategiens vigtigste former, fra kortsigtet politisk bekvemmelighed og til kortsigtet profitmaksimering.

Især skildrer filmen smukt videnskabsmænds vantro reaktioner på, at deres omhyggeligt og pædagogisk opbyggede dokumentation bramfrit kan afvises af politiske ledere med, »vi ser på det«, fordi de interesserer sig mere for det aktuelle politiske vejrlig, mens medierne går mere op i detaljer om berømtheders private liv.

Filmen er en satire, men er den for primitiv til at ramme en dybere sandhed? Måske for de kritikere, der udelukkende vurderer filmen ud fra kunstneriske værdier, men ikke for videnskabelige formidlere som for eksempel Neil deGrasse Tyson, der skrev ud sine 14 millioner Twitter-følgere: »Ud fra alt det, jeg kender til om nyhedsdagsordener, talkshows, sociale medier og politik, vil jeg sige, at filmen fungerede fremragende som dokumentar.«

Offentligheden ser ud til at have taget parti for filmskaberne. I de første 11 dage blev Don’t Look Up Netflix’ tredjemest sete film nogensinde, og 250.000 mennesker på IMDb har givet filmen en høj gennemsnitskarakter på 7,3.

Den globale opvarmning er imidlertid en katastrofe i slowmotion og på den måde slet ikke som en komet, der vil ødelægge Jorden inden for måneder, medmindre den sprænges ud af kurs. Løsningerne på klimakrisen er langt mere komplekse end at afbøje en komets bane, og en anden kritik går på, at filmen ikke præsenterer nogen af disse. Jeg vil påstå, at det behøver den ikke. Det ikke er nødvendigt, fordi de løsninger findes og er velkendte.

Filmens scoop er dens brutale fremhævelse af det absurde i, at vi stirrer direkte på katastrofen og derpå kigger væk i stedet for at handle. Det reaktionsmønster anskueliggør Don’t Look up på fremragende vis. 

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen