Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Flot Brecht-tolkning med nøgenhedskostumer og kynisk humor

’Den kaukasiske kridtcirkel’ af Brecht er blevet til billedstærkt teater om moderskab og kærlighed på Teater Republique. Med snavsede nøgenhedskostumer og halshuggede masker. Men forestillingen er ikke helt så hjertegribende, som den kunne have været
Tina Gylling Mortensen rammer en Brecht-tolkning med både hjerte og bid, når hun slænger sig på cirklen i rollen som magtnydende dommer i ’Den kaukasiske kridtcirkel’.

Tina Gylling Mortensen rammer en Brecht-tolkning med både hjerte og bid, når hun slænger sig på cirklen i rollen som magtnydende dommer i ’Den kaukasiske kridtcirkel’.

Karoline Lieberkind

Kultur
20. januar 2022

Hvem tilhører et barn? Den, der har født det – eller den, der holder af det og passer på det?

Det er det evigaktuelle spørgsmål i Den kaukasiske Kridtcirkel af Bertolt Brecht. På Teater Republique holder den unge skuespiller Fanny Louise Bernth kærligt fast om et barn. Nuvel, det er ikke en rigtig baby, men en trædukke med et stort hoved og dinglende arme. Alligevel tror man på, at hun holder af barnet.

»Han kigger på en, som et menneske gør,« siger hun. Så holder hun sin hånd skærmende om barnets hoved og stryger det beroligende igen og igen. Som en mor. Og så spiller hun ellers rollen som den fattige tjenestepige Grusche, der redder dette barn, der er blevet forladt af sin biologiske og rige mor, da der udbrød krig: Grusche, der går gennem alverdens ydmygelser for at skaffe mad og husly til barnet, som hun kalder sit kærlighedsbarn.

Den tyskfødte instruktør Anja Behrens har tydeligvis nøglen til Brechts episke teater. Hun forstår hans særlige blanding af følelsesteater og tanketeater. Sammen med dramaturgen Karen-Maria Bille har hun bearbejdet Carl Nyholms imponerende friske oversættelse fra 1963, så grundkonflikten om moderkærligheden og omverdenens kynisme står skarpt skåret ud – med Verfremdung-kommentarer fordelt undervejs. Originalens bedagede detaljer om tidens kollektivbrug og traktorer er klogt blevet fjernet. I stedet er Grusches historie blevet stiliseret med folkeeventyrets gentagelser og med symbolikken fra historien om kong Salomon, der var dommer i en sag om at finde et barns rigtige mor.

Viklet ind i nøgenhed

Scenografen Karin Betz har fremhævet stykkets mytiske karakter ved at skabe en symbolsk og billedstærk scenografi, der består af en stor, hængende cirkelring, som alle kan sidde på. Ringen løftes i vejret, mens Grusche vandrer på den med barnet – og efterhånden som ringen går i svingninger, bliver hendes balancevandring mere og mere farlig. Det er en betagende flot ’kridtcirkel’, blot uden kridt.

Samtidig knitrer og buldrer et truende lyddesign af Morten Frank Nebelong – forstærket af en dragende gongong, der hænger som en lysende guldskive midt i rummet. Og projektørerne øverst i kanten af scenens tre vægge giver fornemmelsen af konstant overvågning i Brian Njies militante lysdesign.

Fanny Louise Behrendts tjenestepige Grusche har bundet sit barn godt fast på ryggen, da mændene griber fat i hende i den fysiske iscenesættelse på Teater Republique.

Fanny Louise Behrendts tjenestepige Grusche har bundet sit barn godt fast på ryggen, da mændene griber fat i hende i den fysiske iscenesættelse på Teater Republique.

Karoline Lieberkind
Ellers er det egentlig kostumerne, som betager mest. Eller ikkekostumerne. For Karin Betz har opfundet nogle tætsiddende, hudfarvede ’nylonstrømpekostumer’, der nærmest vikler skuespillerne ind i deres egen nøgenhed. De får godt nok også diverse symbolske hatte og kåber på undervejs. Men det er nøgenkostumernes udtryk af noget sårbart og snavset, der gør figurerne bevægende. De matcher uhyggeligt godt forestillingens makabre masker af afhuggede hoveder; skuespillernes egne hoveder, tilsyneladende. Indpakket i plastikposer som skrald.

Klar og ubange

Skuespillerne optræder som et højenergisk fysisk ensemble med løbende skridt og kravlende underdanighed, når de går ind og ud af roller på stribe. Alligevel er forestillingen ikke så hjertegribende, som den kunne have været. Fanny Louise Bernth spiller ellers både inderligt og selvopofrende. Hendes stemme er klar og ubange, og hun har et godt og direkte blik.

Når forestillingen ikke forløses helt, så skyldes det måske, at vi knap får lov til at møde hendes Grusche, førend plottet styrter afsted. I begyndelsen har hun kun en kort, skøn scene sammen med sin forlovede i form af Anton Hjejles oprigtigt forelskede soldat Simon. Han har kigget på hende, når hun har vasket tøj. Som det sidenhen lyder:

Står hun ved bækken
med tøj, der skal vaskes
ser hun hans træk dukke op

Anton Hjejle spiller troværdigt på det drengede og troskyldige i sit væsen – og tilsvarende indædt på det klamme og overgrebslystne i rollen som beregnende mænd undervejs på Grusches svære vandring. I rollen som barnets biologiske, men ufølsomme mor har Camilla Lau nogle fine overfladiske fagter over tørre tårer. Og Benjamin Kitter spiller rollen som den nådesløse befalingsperson med raffineret musikalsk nydelse i sin brutalitet. Benjamin Kitter er iført et hvidkridtet uniformskostume og maske med fremstrittende tænder og kasket, så hans ansigt nærmest glider i ét med hans uniform. Han taler med magtens selvnydende autoritet, mens hans krop kryber truende hen over gulvet. Det er modbydeligt godt spillet.

En bid af æblet

Dramaturgisk set knækker forestillingen dog hen mod slutningen, da retssagen om moderskabet indledes, måske fordi Brechts politisk harmdirrende tekst også knækker her. Det er simpelthen svært at forstå, hvorfor retsskriveren Azdak pludselig optræder som ny hovedperson.

Men Tina Gylling Mortensen stjæler straks billedet som dommeren. For hun har den bramfrihed og den selvironi, der afvæbner publikum. Når hun selvglad slænger sig på cirklen og råspiser af et æble, hun ikke vil dele med nogen, så genkender vi alverdens selvtilstrækkelige magthavere i hende – og vi forstår korruptionens besnærende logik. Her er en Brecht-fortolkning med både hjerte og bid.

Brecht skrev sit stykke i 1944-45, hvor der var masser af børn, der var blevet forældreløse under Anden Verdenskrig. I dag handler debatten om det sande kærlighedsbarn mest om flygtningebørn og børn af rugemødre. Et kærlighedsbarn kan tydeligvis være så meget.

Samtidig kan sagen virke helt enkel. Som Grusche fortvivlet råber, da de vil tage barnet fra hende:

»Han er min!«

’Den kaukasiske Kridtcirkel’. Tekst: Bertolt Brecht (1945). Oversættelse: Carl Nyholm. Bearbejdelse: Karen-Maria Bille og Anja Behrens. Iscenesættelse: Anja Behrens. Scenografi: Karin Betz. Lysdesign: Brian Njie. Lyddesign: Morten Frank Nebelong. Teater Republique. Til den 28. januar 2022.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her