Den danske rapstjerne Gilli er 2020’ernes svar på 1980’ernes Spies-rejsekatalog. Det er med løfter om varme himmelstrøg, om eskapisme, at man lytter til hans musik, der er rig på inspirationer fra afrikansk, caribisk og sydamerikansk musik.
Men det er samtidig også med lyden af en komfortabel socialrealisme, når han formidler sin korte og efter eget udsagn ikke specielt vellykkede omvej i kriminalitet, at han giver nutidens ungdom en snert af gadens autenticitet. Noget, som kan få forældrene til at rynke bekymringsbrynene – hvilket jo bare gør Gilli endnu mere spændende.
Det er særdeles gangbar valuta, vi har med at gøre, også her på Gillis andet, aktuelle og medrivende soloalbum, Carnival.