Josefine Graakjær Nielsens nye poesiudgivelse, der består af citater og fundne sætninger arrangeret i en Del I og en Del II, hedder Jeg savner dit døde hår, og ja, du læste rigtigt, men en eller anden må på et tidspunkt have hørt forkert og forvekslet »Jeg savner dit røde hår« med det, som er blevet bogens titel. Begge versioner indgår i værket.
Der ligger en hel poetik gemt i at vælge det fejlbarlige og på sin vis dumme i stedet for det for eksempel velovervejede og vise. På endnu et niveau arbejder Josefine Graakjær med selve betydningsdannelsen ved at spørge og vise, hvordan den kan finde sted.
Indtil det går op for én, at der må være tale om en fejl, arbejder hjernen jo på højtryk med at skabe betydning i Jeg savner dit døde hår. Er nogen død, og er hår ikke allerede dødt, inden den ’nogen’ måske døde eller bare gik sin vej? Selv når den rigtige sætning langsomt dukker op som et fotografi i fremkaldervæske, forsvinder fejlen ikke. Den var der først og klinger med. Ud af »døde hår« og »røde hår« opstår noget helt tredje i lighed med andre troper.
»Jeg vil gerne komme og kigge på det i næste uge.
Jeg kan bidrage med en løssluppen stemning og noget vildskab i øjenhøjde.
Husk pakken.
Hvis solen havde skinnet, så havde man kunnet skrive svin i støvet.
Kærlighed sælger bleer.«
Godt fundet! er min første tanke, når jeg læser sætninger som disse, og når jeg tænker efter, må grunden være, at de uden for deres oprindelige sammenhæng stadig er godt pakket med betydning, at de rummer en stor variation, både indholdsmæssigt, stilmæssigt og i deres længde. Og så overrumpler de ofte i deres nye montageform. Den første, løftet, er så genkendelig og almindelig, at man knap nok kan se den – før digteren altså udvælger den og lader den med nye betydninger. Kan man ligefrem tale om et eksistentielt udsagn? At et menneskes liv hovedsageligt består af løfter og planer? At vi taler og lever, som om vi aldrig skal dø?
Den næste sætning angående socialitet og vildskab må komme fra en meget specifik person, en sjov og selvbevidst person måske? Det er svært ikke at forestille sig en stemme og et ironisk tonefald – og sådan kan man blive aktivt meddigtende på hver enkelt sætning i Jeg savner dit døde hår. Foruden altså den meddigtning, der foregår på makroniveau, når man betragter værket i længere forløb og i sin helhed.
Der er flere af de meget genkendelige: »Vi vil hurtigst muligt behandle din sag.« Igen et løfte, og: »Man skal kunne tage en joke.« Igen socialitet. Andre temaer, der dukker op, er konflikt, afhængighed, klasse og ulighed, og så mikrodramaer, der får lov at udspille sig i lidt længere forløb, her en sms-udveksling om en kaffeaftale og en del mere:
»08:27
Det er en lidt bleg morgen. Knus
08:29
Jeg kom vist til at sende en besked ved en fejltagelse. Ved slet ikke hvad der stod. Skal vi drikke morgenkaffe?
09:23
Det ved jeg godt. Kom og få en kop kaffe i mit nye hjem på lørdag evt. Lad os skrives ved.
09:36
Jeg ved egentlig ikke om vi kan være venner. Jeg synes du kan virke så fordømmende. Jeg oplever det som ret ufølsomt. Jeg ved heller ikke om jeg kan stole på dig, desværre.
10:02
Nej, selvfølgelig kan vi være venner ... Kom på Harbo Bar kl. tolv, hvis du kan. Det kunne være godt lige at snakke.«
Det er sjovt at opleve Josefine Graakjær som citatsamler, for da anden sæson af Kunstnerkolonien på DR fik premiere i efteråret, var det lige netop hende, der som cameo og Kaspar Bonnéns partner leverede de mest citérbare replikker. For eksempel i første afsnits ankomstscene, hvor Kaspar Bonnén fra chaufførsædet i bilen regner på, hvor mange børn han har og kommer frem til seks, og Josefine Graakjær fra bagsædet med deres tredje og nyfødte tilføjer: »Med tre kvinder ... Den store maler. Det skal bare ikke ende som Picasso, vel, der ikke talte med sine børn.«
Samme coolness, bid og kløgt har Josefine Graakjær, når hun monterer andres ord, læg dertil musikalitet og så selvfølgelig al den sproglige sensibilitet, man kan ønske sig. Aforistisk slagfærdighed: »Den der ikke tøver, skal ikke begynde,« efterfølges af måske en del af et skænderi: »Selvfølgelig vil man have mere, dit fucking røvhul.« Den kollektive tekst, koret af stemmer, retter indlysende nok opmærksomheden mod den fælles erfaring, alt det besværlige og sårbare, der forbinder os som mennesker. Men tekstkollektivet gør også op med myten om den store digter – eller store maler for den sags skyld. Ingen er ophøjede, alle er dumme, og nogle af os elsker »det blomstrede tapet/ og haven«.
Og som en understregning af, at ingen er digter (eller kunstner) alene, indgår Kaspar Bonnéns tegninger samt Morten Scheldes grafik midt mellem bogens to dele. Også poesien og billedkunsten behøver hinanden.
Josefine Graakjær Nielsen: ’Jeg savner dit døde hår’. Illustrationer Kaspar Bonnén og Morten Schelde. Gladiator, 68 sider, 200 kroner
