Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Josefine Graakjærs poesi siger: Nej tak til den store digter. Ja tak til fællesskabet

Josefine Graakjær Nielsen har samlet citater til en digtsamling og peger på selve betydningsdannelsen og på al vores fælles besvær (og glæde ved haver og blomstret tapet)

Josefine Graakjær finder og indsamler ord og sætninger fra en flok af mennesker i stedet for som ensom digter at finde på og skrive ned i måneskin.

Laerke Posselt

Kultur
7. januar 2022

Josefine Graakjær Nielsens nye poesiudgivelse, der består af citater og fundne sætninger arrangeret i en Del I og en Del II, hedder Jeg savner dit døde hår, og ja, du læste rigtigt, men en eller anden må på et tidspunkt have hørt forkert og forvekslet »Jeg savner dit røde hår« med det, som er blevet bogens titel. Begge versioner indgår i værket.

Der ligger en hel poetik gemt i at vælge det fejlbarlige og på sin vis dumme i stedet for det for eksempel velovervejede og vise. På endnu et niveau arbejder Josefine Graakjær med selve betydningsdannelsen ved at spørge og vise, hvordan den kan finde sted.

Indtil det går op for én, at der må være tale om en fejl, arbejder hjernen jo på højtryk med at skabe betydning i Jeg savner dit døde hår. Er nogen død, og er hår ikke allerede dødt, inden den ’nogen’ måske døde eller bare gik sin vej? Selv når den rigtige sætning langsomt dukker op som et fotografi i fremkaldervæske, forsvinder fejlen ikke. Den var der først og klinger med. Ud af »døde hår« og »røde hår« opstår noget helt tredje i lighed med andre troper. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her