Bournonvilles ballet Et folkesagn rummer stærke modsætninger: Den idylliske stemning af ung kærlighed og lys sommer, der kulminerer med brudevalsen af Niels W. Gade. Men også en mørk og mareridtsagtig tilstand med underjordiske trolde og sære væsner, som buldrer frem i J.P.E. Hartmanns truende musik inde fra kæmpehøjens indre.
Det var netop denne splittelse, som scenografen Mia Stensgaard ramte så fængende, da hun i 2011 skabte ny scenografi til Nikolaj Hübbe og Sorella Englunds nye opsætning. Hendes bærende visuelle symbol blev en projektion af en papirklipsagtig tegning af en fiktiv ’sværmer’ – altså et natinsekt, som er poetisk smukt, men som også blafrer ildevarslende i mørket.