Kunstsæsonen skydes i gang med tre intime paralleluniverser

Det er ikke løgn, når jeg skriver, at der lige nu findes tre portaler til paralleluniverser rundt omkring i kældre og på gæsteværelser i København. Det er faktisk sådan, at man lige nu kan træde ind i et drengeværelse på en mugnet version af Mars, en hjerteknust teenagers lønkammer, såvel som en kvindes besjælede walkincloset.

Tre udstillinger, der i intime formater skaber hele verdener. De kan opleves på de to kunstnerdrevne udstillingssteder Bizarro og Gæsteværelset og det nye, kommercielle Gas9 Gallery.

Små kunstnerdrevne udstillingsrum, som lever på fondstilskud og ildsjæleri, har i mange år udgjort et interessant vækstlag for dansk samtidskunst. Det kan virke elitært og inderkredssmart at skulle ringe på en kælderdør i et industrikvarter for at se kunst – men egentlig tilbyder projektrummene en alt andet end fisefornem måde at opleve kunst på.

Først og fremmest fordi de giver anledning til dette spørgsmål: Hvornår har du sidst talt med et fremmed menneske på en udstilling?

En del af museets vidunder er muligheden for at falde i staver, tage sin tid. Men der er også noget fattigt over, at alle holder deres ekstase helt for dem selv.

Anderledes opbyggeligt er det egentlig at møde en fremmed, ofte endda kunstneren selv, der gerne fortæller og fremviser den kunst, du pludselig kan komme utrolig tæt på. Uden at betale entré eller skulle købe noget med hjem.

Er man ikke i nærheden af København, er det om at tjekke nærområdet ud – efter sigende er Ebeltoft Kunsthal, Galleri NU i Næstved, POLY- i Vordingborg, Mezzanine i Aarhus og M100 i Odense der, hvor det lokalt sker. 

Planetkrig i kælderen

På Gammel Mønt i København kan man boltre sig blandt drengeværelsets måske knap så uskyldige stjernekrigere. Løse ledninger filtrer på gulvet og et enormt elpanel blotter sine kontrolknapper i udstillingsstedet Bizzarros kælder, hvor Louis Scherfig (f. 1989) udstiller.

Fra loftet hænger planetlignende sfærer i børnestørrelse – de lyser gult, rødt og blåt indefra. På gulvet står forskellige væsner lavet af plastikskaller og med små klistermærker med jordklodemotiv som øjne. De har ringbrynjer på hovedet.

Væsenerne ser ud til at smile skælmsk, som om de lige straks vil springe op og angribe de lysende kupler – og man får sådan lyst til at sætte sig på hug og tale dem fra planen. Globernes flamingooverflade er behandlet, så de ser mugne og ujævne ud – som citroner glemt bagest i forrådskamre. Kigger man nærmere, opdager man, at bier er stivnet til døde hist og her.

Kunstneren Louis Scherfig (f. 1989) sætter science fiction-genrens erobringstrang til diskussion. Scherfig illustrerer, hvordan opdagelsesrejsen, om den er til rummet eller til et andet kontinent, har en tusindårig bagage at slæbe på. Brynjen minder én om den vold, som »nye verdener« gennem århundrederne er blevet underlagt med.

Og nybyggerdrømmen understreges af de billige materialer; gaffatape ad hoc og husholdningsfilm holder elinstallationer og sfærer sammen.

I dag er koloniseringen af månen ikke længere en fjern fantasi, det er faktisk der, vores techmilliardærer flyver hen i deres fritid. Mens Amazon-arbejdere knap har tid til tissepauser. Drengedrømmen lever i værste velgående.

Stans og hjertesmerte

Teknologien ikke som erobringsvåben, men som mulighed for fællesskab, er emnet for Anna Ørbergs (f. 1988) udstilling på Gæsteværelset, der vitterligt er et gæsteværelse i en villa i Valby. Konceptet er stramt: en enmandsseng, et skab, og et spejl bliver stående i rummet, og de kunstnere, der inviteres til at installere her en måned ad gangen, må arbejde med inventaret.

Anna Ørberg har som Scherfig grebet direkte til stedets ånd og iscenesat et ungdomskammer i værelset. Over sengegærdet hænger et sort hjerte i en slags modellervoks, der er brækket over på midten og syet sammen med orange korssting.

Udstillingen hedder Stan – et egennavn, der betegner en form for ekstrem fandyrkelse. Begrebet stammer fra titlen på et kæmpe hit fra 2000 af den amerikanske rapper Eminem.

Stan er en brevroman af en rapsang. Eminen raplæser de fanbreve, vi skal forestille os, at en ung mand ved navn Stan har skrevet til, ja, Eminem selv – hans største idol. Stan bliver mere og mere vred over ikke at få svar fra stjernen, og det ender med, at han kører ud over en skrænt med sin gravide kæreste bagbundet i bilen.

Musikvideoen er hel armod- og actionnovelle i ét – jeg så den, da jeg var seks-syv år gammel, og der gik rygter om, at det var en sand historie. Det er det vist ikke, men sangen tager alligevel den intimitet, som popstjerner kultiverer med deres fan til en ikke fuldstændig urealistisk yderlighed. 

Ørberg blander stills fra musikvideoen med symboler fra en endnu mere internetkulturel musikstil, nemlig den senere cloud- og emorap. Et fænomen på gratistjenester som SoundCloud fra slutningen af 00’erne, hvor triste tekster blev tilsat hårdtpumpet flow.

I Stan er der pigtrådshegn i modellervoks, store klatter fra limpistoler, filtede snabel-a’er og computerslukknapper – filtningen er en syssel, det er umuligt ikke at forbinde med håndarbejde i folkeskolen. En uro lavet af gamle iPhone-opladere hænger i et hjørne og har wi-fi-signaler og iCloud-skyer i modellervoks dinglende fra sig.

Man foranlediges til at kalde emorappens æstetik for meget grim. Pigtråd, grædende tegneserieøjne og farveskalaen grå til orange er ikke topmålet af skønhed. Men den smagsdom overser æstetikkens funktion.

For Anna Ørberg materialiserer først og fremmest den mærkelige intimitet, der kan opstå i internetfora ved at bruge Panduro Hobby-agtige materialer. Det digitale fællesskab bliver håndgribeligt. Og man forstår, at der måske ikke er den store forskel på pigtråd for cloud rap-fans og Jesu’ tornekrans for kulturkristne. Alle har brug for symboler at spejle smerten i.

Shoppingposeteori om kunst

Hannah Heilmann (f. 1978) er en langt mere etableret kunstner end Louis Scherfig og Anna Ørberg – men hendes udstilling Seller’s Remorse på det nyåbnede Vesterbro-galleri Gas9 føles ikke desto mindre beslægtet. Her træder man ind i, hvad der ligner et magisk klædeskab. En forkvaklet genbrugs- og samlemani får dog hurtigt fortryllelsen til at slå over i grotesk.

På gulvet ved indgangen møder man en frugtkasse, hvorfra en række løse mannequinarme- og hænder stikker op. Vil de helbredes, eller rækker de ud for at kradse dig? På væggene hænger små farverige fedttegninger, hvor urovækkende pindefigurer synes at blive forfulgt af ansamlinger af tøj. Hele mannequiner iført tylstumper og rødhættelignende hørkapper står rundt omkring i galleriet og spøger.

Hovednummeret er en bunke slik. Eller rettere, en bunke indpakningspapir af den gyldne slags, der normalt omgiver chokolademønter. Som en omvendt version af Félix Gonzáles-Torres berømte slikbunke, man frit kunne spise af, og som vejede så meget som en aidssyg ven, har Heilmann ladet fristelsen få sin vilje – og ædt det hele. 

Strenge espalierer af stål hænger hist og her, de holder nu ikke meget tilbage; en ranke af tørrede grene og blomster vokser vildt på en væg. 

Heilmann har humor. Hun gør kærligt grin med modefænomener som cottagecore, en trend, hvor kvinder går i tøj, der emmer af romantisk hytteliv, bare uden tilsvarende prisklasser. Snarere med naturvin, cashmerestrik og selvhøjtidelighed.

Med en titel som »Shoppingbag theory of fiction« på en tegning af en slags solsikketilbedelse, stikker Heilmann også tiltrængt til den efterhånden fortærskede Bæreposeteori om fiktion. Et manifest af forfatteren Ursula Le Guin, der efterspørger fortællinger om samarbejde fremfor enkeltstående heltemod. Dejlig idé, men også nem at smække på litteraturlisten – og Instagram-profilen, ikke mindst. 

Og så er der alligevel længslen, som er så central i Heilmanns praksis, lige så vel som den er det i Louis Scherfigs og Anna Ørbergs.

Længslen efter at være en del af noget større. Kunne besidde det hele, som i Heilmanns tvetydige kærlighedserklæring til det stopfyldte klædeskab. Kunne flyve ud i rummet og beherske det, som blandt Louis Scherfigs månekupler. Og få sine følelser spejlet ikke bare af én stjerne, men af tusind andre på det uendelige internet, som hos Anna Ørberg. 

Louis Scherfig: ’Endlessly until you puke’. Bizarro, Gl. Mønt 12. Til den 30. januar 2022. 

Anna Ørberg: ’Stan’. Gæsteværelset, Æblehaven 15B. Til den 30. januar 2022. 

Hannah Heilmann: ’Seller’s Remorse’. Gas9 Gallery, Gasvæksvej 9. Til den 26. februar 2022.