Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Lysudstilling provokerer sanserne og skaber panik, men næppe nye erkendelser

Det stjernespækkede lysshow ’Light & Space’ på Copenhagen Contemporary er en sjældent omfattende og spektakulær udstilling, der giver et sanseligt kick, som dog er overstået lige så snart, man forlader stedet
Robert Irwins store lysende væg tager imod i første rum. Hans værk ’Light and Space’ består af 115 lysende lysstofrør i forskellige gittermønstre på en stor væg.

Robert Irwins store lysende væg tager imod i første rum. Hans værk ’Light and Space’ består af 115 lysende lysstofrør i forskellige gittermønstre på en stor væg.

David Stjernholm

Kultur
21. januar 2022

Den storstilede udstilling på Copenhagen Contemporary Light & Space åbnede på et perfekt tidspunkt på året: Midt i årets mørkeste måned, hvor lys er det, vi alle længes mest efter. Her kan man helt bogstaveligt lade sig omslutte af det.

Udstillingen kombinerer den amerikanske kunstbevægelse Light & Space med aktuelle kunstnere, der fortsætter i deres spor og undersøger lyset som materiale. Light & Space startede i 1960’ernes Californien med kunstnere, der var interesseret i helt nye moderne og industrielle materialer som plastik, glasfiber og epoxy, og som samtidig brugte rummet og lyset som en del af værkernes sensoriske dimension. Blandt de ikoniske navne på udstillingen er blandt andet Doug Wheeler, der arbejder monumentalt med lysets virkning og James Turrell, der er det helt store navn på udstillingen. Samtidig er der spædet op med kunstnere som Anish Kapoor, Ann Veronica Janssens, samt Olafur Eliasson og Jeppe Hein blandt flere andre nutidige kunstnere. Det er med andre ord et sjældent stjernespækket lysshow, man lige nu kan opleve på CC.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kristian Møller Jørgensen

sjovt at læse artiklen fra 1998. “Tivoliseringen” og “kommercialiseringen” er jo bare taget til siden, men heldigvis har vi fundet andre måder at kritisere det på end at “oliemalerierne faktisk slet ikke kan tåle så mange gæster”, og at formidling og cafémad er pinlige indrømmelser til den pinlige “pøbel” (et ord som hun rent faktisk bruger).

Jeg synes Information er unødvendigt nedladende overfor udstillingen, ikke mindst i overskriften (som er vigtig for søgningen til udstillingen). Der er noget gammelsmølf over artiklens holdning til Instagrammable kunst, men i det hele taget til experient[i]al art som mere eller mindre subtilt kaldes tivolisering. Sanseprovokation og panik er da glimrende input til en refleksionsproces - som altså ikke behøver at starte intellektuelt og gammelonklet. Ikke mindst hvis vi gerne vil har yngre mennesker engagerede i kulturlivet.