I sin debut som spillefilminstruktør, Tag min hånd, betræder Lars Kaalund et godt nedtrampet område i dansk film: den sørgmuntre historie om en skilsmisse i den øvre middelklasse.
Hella Joof har været der to gange, først med den ret sjove All Inclusive (2014), hvor Bodil Jørgensen kommer sig over sin skilsmisse, og så med Happy Ending fra 2018, hvor Birthe Neumann gør det samme. Sofie Stougaard var der i 2016 med sin instruktørdebut Kærlighed og andre katastrofer. Mille Dinesen, der spiller hovedrollen i Tag min hånd, har også været der før, idet hun spillede rollen som den nyskilte Eva, der ender på spaophold med sin eksmands nye, yngre kæreste i Tilde Harkamps Jagtsæson fra 2019.
Samme år kom Charlotte Sachs Bostrups Mødregruppen, hvori Danica Curkic spiller jetsetteren Line, hvis skilsmisse giver anledning til at blive genforenet med sin hjemstavn, sin familie og sine ellers aflagte kerneværdier herfra. I 2020 var årets livsbekræftende skilsmissefilm Barbara Topsøe-Rothenborgs Madklubben og havde Kirsten Olesen i rollen som den først fravalgte, så genopblomstrede kvinde. Sidste år bød ikke på nogen deciderede danske skilsmissekomedier, men den af dårlig balance mellem arbejde og privatliv fremkaldte skilsmisse var dog omdrejningspunktet for Christoffer Boes prætentiøse gourmetdrama Smagen af sult.
Heftig og helhjertet romance
I år hedder skilsmissekomedien så Tag min hånd og handler om hjertelægen Maja (Mille Dinesen), der i filmens indledende og kriminelt langtrukne voice over fortæller, at hun og hendes mand, Claes (Ulrich Thomsen), der arbejder med it, faktisk har det meget godt sammen.
Med formuleringer så blodfattige som dem, man støder på i reklamer for boliglån og banker, opsummeres deres fælles liv: De fandt sammen som ganske unge, uddannede sig, købte et flot hus, fik et normaltfungerende barn, der nu er 15, og så gik der hverdag i den. Indtil den skønne dag oprinder, hvor Claes beder Maja holde ind til siden af en århusiansk villavej, så han kan fortælle hende, at han vil skilles.
Skilsmissen bringer Maja helt derud, hvor hun kan finde på at hæve stemmen, drikke sig fuld alene, glemme aftaler med sin søn og må forholde sig til forskellige bejlere. Der er både en meget opsøgende jævnaldrende endokrinolog på arbejdet (Casper Crump) og en ung charmør ved navn Andreas (Troels Kortegaard Ullerup), på hvis kollegieværelse hun ender efter en bartur med sine veninder. Det bliver begyndelsen på en heftig og helhjertet romance, som dog er præget af indre modstand på grund af aldersforskellen og den deraf udløste bekymring for, hvad andre måtte tænke.
Vreden over Claes’ svigt og hans generelt feje måde at håndtere skilsmissen på er der selvfølgelig også, og så er der en doktordisputats, der skal skrives, og en privatøkonomi, der ikke er, hvad den var, da de var to højtlønnede om at bo i den store villa.
Det skal nok gå alt sammen
Bare rolig, det ender godt, signalerer filmplakaten, hvorpå man ser Mille Dinesen gå hen over en bro i solopgangslys iført festlig rød kjole, rank ryg, skælmsk smil og de højhælede sko i hænderne. Af princip vil jeg ikke afsløre, om de signaler holder stik. Men det er, som om den personlige krise, Tag min hånd handler om, er lidt oversolgt.
Majas kontroltab kan for det meste klares med en treo, en undskyldning og en god snak med et af de mange mennesker, der vil hende det godt. Solskinnet er aldrig langt væk. Og Mille Dinesen er så charmerende i rollen, at hendes desperation tangerer det klædelige. Charmerende er de faktisk alle sammen, men det gør ikke én mere engageret i deres historie.
Måske er det ikke så mystisk, at skilsmissen fylder meget i dansk film. Den fylder også en del i dansk virkelighed. At skilsmissefilmene så er så ensartede og pæne, handler måske bare om, at der er et marked for historier om brud, der fører til noget nyt skønt og ikke alt for mærkeligt. Det får ikke mit pis i kog. Men film som Tag min hånd får til gengæld mit blod til at rulle langsommere af ren og skær kedsomhed, og det er vel også galt nok.
’Tag min hånd’ – Instruktion: Lars Kaalund. Manuskript: Morten Dragsted. Fotografi: Maggie Olkuska. Længde: 107 minutter. Biografer over hele landet
Ulrich Thomsen smuttede også fra Trine Dyrholm i "Kollektivet", så det er jo ikke noget nyt.