Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Ny bog om livskraftig litteraturkanon fortjener at blive trukket tilbage og genudgivet uden fejl

Robert Zola Christensens velskrevne og øjenåbnende behandlinger af litteratur, som faktisk bruges, bør snarest komme i en fejlrettet andenudgave
Den ellers forfriskende tilgang til fænomenet kanon indeholder desværre graverende fejl, blandt andet i gengivelsen af et af Per Højholts digte.

Den ellers forfriskende tilgang til fænomenet kanon indeholder desværre graverende fejl, blandt andet i gengivelsen af et af Per Højholts digte.

Preben Tolstoy

Kultur
21. januar 2022

Debatten om dansk litteraturs kanon er blevet diskussionen, der aldrig vil dø. Dette er udgangspunkt for en ny veloplagt og fængende bog af Robert Zola Christensen (f. 1964), skønlitterær forfatter, men sideløbende hermed ph.d. fra Københavns Universitet, i en del år docent i dansk litteratur og sprog på Lunds Universitet og nu professor på Hankuk University of Foreign Studies i Sydkorea.

For Robert Zola Christensen er en litteraturkanon det, der står tilbage, når vi i en given situation skal definere, hvem vi er som kulturelt folkefærd. En sådan udvalgt litteratur møder vi naturligvis i bøger, men den optræder også i folkelig sprogbrug, i de sange, vi synger, på frimærker og i gadenavne. Den vil som regel sige os noget om vores fortid og samtid, om hvad vi anser for godt, og hvad der samler (og skiller) os.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"»Det er kun det, der sker i virkeligheden og i eftertiden, som kan fortælle os, hvem der i realiteten løber af med sejren.«

Et banalt udsagn, der vel kan oversættes til, at "det, der sker, sker".

Hvad refererer "hvem" til? Er det de "kanoniserede værker" eller dem, som til enhver tid "kanonisereR" værkerne?

Historien skriver jo ikke sig selv, og derfor må det være sidstnævnte aspekt, der er mest interessant, selv om der selvfølgelig i relation til de kanoniserede værker må være en form for potentiale til stede af æstetisk eller anden karakter (litteraturnørdernes speciale), for at de overhovedet kan få status som kandidater til at indgå i en kanon, men hvad der her, i den pågældende tid, lægges særlig vægt på, har vist sig i høj grad at kunne variere.

Til enhver tid vil der være bestemte personer (eller grupper af interessenter) med særlige interesser, der har magten til at definere, hvordan kanon skal se ud, men der er selvfølgelig ikke længere tale om en diktatorisk magt i dag, som det i højere grad var tilfældet dengang, hvor vi levede i mere hierarkiske og udemokratiske samfund.

Væsentlige spørgsmål i den sammenhæng må være: Hvilke grupper af interessenter ønsker her at få indflydelse på kanon og hvorfor? Hvilke omstændigheder i tiden af økonomisk og mediemæssig karakter må de i den sammenhæng tage højde for, og hvilke interesser i samfundet af kulturel og ideologisk karakter må de tage hensyn til?

Jeg er f.eks. i forskellige sammenhænge træt af at skulle deltage i afsyngning af ældre nationalt prægede sange, hvor jeg som deltager bidrager til dyrkelse af vel især "Gud, konge og fædreland", en bestemt religion og en meget forældet kønsopfattelse.

Bjarne Toft Sørensen

Når der udarbejdes en kanon inden for f.eks. dansk skønlitteratur, vil det ofte være med udgangspunkt i et ønske fra det politiske niveau, der bestemmer det overordnede formål og rammerne for den pågældende kanon.

Ofte udarbejdes der et lovgrundlag, og derefter bliver det Kulturministeriets videre opgave at få udmøntet loven.

Derefter opstår der typisk et "missing link" mellem det politiske og administrative niveau på den ene side og så ekspertniveauet på den anden side.

Som "ud af den blå luft" opstår der en ekspertgruppe inden for f.eks. dansk skønlitteratur, der får ret "frie hænder" ("armslængde - princippet"), til at udarbejde den pågældende kanon. Men hvorfor ekspertgruppen netop er sammensat, som den er, hvorfor de enkelte medlemmer er blevet udvalgt til at sidde i den, står hen i det uvisse.

Hvilke interesser er blevet hørt med henblik på nedsættelsen af ekspertgruppen? Hvem har mere præcist haft indflydelse på, hvilke eksperter der er blevet udvalgt? Har der evt. været nævnt noget generelt herom i et lovgrundlag?

Hvem er de "højere magter", der f.eks. har rådet Brian Mikkelsen til, at Kanonudvalget for litteratur ved udarbejdelsen af Kulturkanon skulle bestå af professor Finn Hauberg Mortensen (formand), forfatter Jens Christian Grøndahl, forfatter Claes Kastholm Hansen, professor Erik A. Nielsen og forfatter Mette Winge?

Et forslag til genlæsning:

"2012 blev året, hvor Uffe Elbæk nedlagde Brian Mikkelsens Kulturkanon"

https://www.information.dk/kultur/2019/11/2012-aaret-uffe-elbaek-nedlagd...

Jørgen Mathiasen

Som provokationsfaktor er kanoner svære at slå!
De kan bl.a. udløse den salve af spørgsmål, som Bjarne Toft Sørensen har affyret, men jeg tror ikke, at han skal regne med at få et svar på netop dem. De peger tilbage på det årti, 1970erne, som også rummede nogle af Felix V. Vodičkas betragtninger om reception. Der er nogen, der bestemmer, hvilke tekster, der skal forstås og hvordan, men gennem demokratiske receptionsprincipper kan horisonten udvides, og den er også blevet det gennem en kontinuerlig strøm af kanoner. Det er et bedre svar end den skepticisme, der hævder, at alt har samme gyldighed.

Som provokationsfaktor er kanoner svære at slå, ikke kun hos dem der føler sig mest forfordelt gennem kanoner.
I en artikelserie i aufklärung.dk (2006) blev kanoner og 1970erne tematiseret igen af Per Øhrgaard, og i hans kanon for tysk litteratur finder vi Goethe, Schiller, Mann og Grass. Altså fuldstændigt upåfaldende, men det er jo også en kanon, argumenterer Øhrgaard.

Man kan også betragte sagen fra en synsvinkel, som Øhrgaard bare antyder, ved at kalde en kanon for et lærred, man kan projicere ny viden op på: Man læser fortidige tekster bl.a for at reproducere netværket af tekster og forstå teksternes relationer (intertekstualitet), og til det formål er kanoner, hvilke magtinteresser de end repræsenterer, rigtigt velegnede.

Kenneth Krabat

= "Når et livgreb, som ingen andre gider, bliver forkert eller udtrykker sløsethed, gives det forkerte og sløsede videre som autoritet. Så, find alle fejl og kom tilbage ind i kampen om at holde kaos fra døren på den redelige måde. For, hvad skal vi ellers være her for?"

Dét er jo kritikerens rolle på sømmet. Aldrig undskylde sløs eller uviden. Vi har kun os selv.

Jørgen Mathiasen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar