Det er en superstjerne, der gennem hele karrieren har svælget i sex som en lidelseshistorie, som netop har udgivet sit spritnye album, Dawn FM.
Over tre mixtapes og fire albummer har canadiske Abel Tesfaye alias The Weeknd formuleret sin lyst som en selvdestruktiv drift væk fra meningsfulde og intime relationer. Men her på selvpinerens femte album er der endelig et daggry efter alt for mange nætter i og sange om sjælens mørke.
Fra sin spæde start i Toronto, Canada i 2009 er Abel Tesfaye blevet en af verdens største popstjerner. To år efter sine første udgivelser på YouTube blev han med hele tre mixtapes i 2011 kendt for sine syntetisk blankpolerede og køligt melankolske, moderne r&b-sange og for sin styrtblødende silkestemme. Og siden er The Weeknds popularitetskurve bare vokset.
Nu synger han på britisk
Abel Tesfaye havde travlt med at blive voksen. Han begyndte angiveligt at ryge marihuana som 11-årig. Siden fulgte kokain, MDMA, ketamin, psylocybin og hård receptmedicin. Han har beskrevet sin ungdom som »Kids uden aids, ingen regler« med reference til Larry Clarks dengang i 1995 kontroversielle film om seksuelt promiskuøse, stofmisbrugende teenagere i New York.
Det er et løsagtigt sex-/narkoliv, han har videredyrket i voksenlivet, hvor The Weeknd vidt og bredt har beskrevet drifter, der har været i sync med tidens app-industrialisering af relationer.
Hans seksuelle gentagelsestvang har så også været hans tekstlige gentagelsestvang. Og det har i et stykke tid været en træt affære – som så bare er vedblevet at være sangbar og dansabel.
Kommercielt toppede The Weeknd – foreløbigt – i 2020 med albummet After Hours. Det rummede »Blinding Lights«, der var årets største hit. Spotifys data viste, at den sammenlagt var blevet aflyttet i alt 10.585 år i 2020.
Det aktuelle album er til gengæld The Weeknds med længder mest interessante. Og også det mest underholdende. Dawn FM er formet som en lille times flowradio komplet med jingler og reklamer og skuespilleren Jim Carrey som vært.
Det er ikke en nutidig FM-radiokanal, vi lytter til, men en spøgelsesfrekvens, nostalgien efter 80’erne oser fra radioshowet. Det kan høres i de billigt syntetiske reklamer, og det kan høres i musikken.
Tag bare »Gasoline«, der med en genialt klaprende og meget moderne rytme sætter fut i fejemøget i denne så luftigt forførende perle af en dancepopsang. Mere overrumplende og egentlig 80’er-liret er Tesfayes vokal i verset.
»The only thing I understand / Is zero sum of tenderness,« synger han i en afmålt tenor og klar britisk udtale. Ja, han lyder som Phil Oakey, forsangeren i Human League, dem med »Don’t You Want me«.
Hør, hov!? Hvem har nu indikeret, at det skulle være cool som amerikaner at synge på britisk?! Det har The Weeknd hermed. Og det er det så.
Det er er vildt frækt æstetisk greb, for det foregår med ærkebritisk stiff upper lip og signalerer dermed følelsesforfrysninger.
Nostalgi med nostalgi på
I omkvædet på »Gasoline« – og på langt de fleste andre sange – vender Tesfaye dog hjem til sin velkendt olivenolierede højregister-Casanova-røst, der minder så meget om Michael Jacksons. Og han nøjes ikke med at lyde som den afdøde superstjerne rent vokalt. Den for sukrede »I Heard You’re Married« har stjålet den plukkede elguitar fra Thriller – og lyder i det hele taget som et outtake fra denne.
Altså mere 80’er-nostalgi. Som fortsætter.
På den ok første single »Take My Breath« leger Weeknd og hans producerteam med den dæmpede elguitar fra rockbandet Survivors Rocky-sang »Eye of The Tiger.«
Og Dawn FM leverer også nostalgi med nostalgi på.
På »Take My Breath« modificeres den slangende synthbasgang og robotstemmernes arpeggio fra Daft Punks »Around the World«. Mens den groft skårne funkbas på den fremragende »Sacrifice« (hvor Tesfaye i omkvædet pletvist leger brite) minder om noget fra den franske duos mesterværk Discovery. Det var Daft Punk, der i 90’erne nyfortolkede housemusikken, der har sit udspring i – ja, du gættede rigtigt – 80’erne.
Og når jeg lytter til »Every Angel is Terrifying« og dens fedtede basarpeggioer, tænker jeg på Stranger Things-tv-temaet. Hermed står det klart, at 80’er-retrobølgen har varet i så lang tid, at man nu hører referencer til noget i selv samme bølge, der i sig selv var referencer.
70’erne spøger også i skikkelse af disco – både vokalt, rytmisk, instrumentalt og både af den traditionelle og den mere højteknologiske Hi-NRG-variant – på flere sange. Mens nutiden lever med besøg af rapperne Tyler, The Creator og Lil Wayne.
Tidens tand er annulleret
Skaren af medskabere og fødselshjælpere på albummet er anselig, men der er en genkommende kerne af fire mænd (kvinder er der kun i teksterne på Dawn FM).
Max Martin – superstjerne i sin egen ret – og hans sidekick Oscar Holter samt The Weeknd selv, men også amerikanske Daniel Lopatin, der har fået langt mere plads end på After Hours, hvor de alle fire huserede, men Lopatin kun på to sange. På Dawn FM er han medsangskriver og/eller medproducer på 13 af albummets 16 sange og mellemspil. Ja, alene sammen med Abel Tesfaye har Lopatin komponeret højdepunktet »Gasoline«.
Det er interessant, fordi Lopatin ellers har været producer for mere eksperimenterende musikere, og som kunstner i egen ret er et ekstremt interessant og krævende elektronisk bekendtskab under aliasset Oneohtrix Point Never. Ret langt fra mainstream. Her dyrker han blandt andet forfaldet, forvitringen, så hans sange kan lyde helt smadrede, som var de fundet på analoge spolebånd i en mose. Hør for eksempel synthpop-sangen »I Don’t Love Me Anymore« fra hans 2020-album Magic Oneohtrix Point Never. Den er nærmest det modsatte af Weeknds perfektion.
Lopatin har så på Dawn FM transformeret sit virke i en ekstatisk popmusikers tjeneste. De svundne årtiers musik er ikke som hos Lopatin genfærd i Weeknds sange, men lyslevende aktører, neonstrålende og vitale. Tidens tand er annulleret, vi genlever 80’erne på hans imaginære radiokanal.
I solen brænder vampyrer
Abel Tesfaye er søn af etiopiske immigranter, og faren så han ikke meget til, efter at han skred, da Abel var lille. Efter eget udsagn så han ham udsagn med års mellemrum. Selv droppede Abel Tesfaye 17 år gammel ud af high school og flyttede samtidig hjemmefra med sin madras en weekend – deraf hans kunstnernavn.
»There’s so much trauma in my life,« synger han på »Out of Time«. Og det er jo en vigtig erkendelse, som baner vejen for psykisk bedring. Og den er der flere indikationer på på Dawn FM.
Som skal forstås som et album, der ligger i direkte forlængelse af After Hours. Også coverne til de to plader antyder også selverkendelse og udvikling. Fra After Hours-coveret smiler Abel Tesfaye dæmonisk ud på tilskueren med et blodstænket ansigt, der kunne antyde, at han er vampyr – der som bekendt har svært ved parforhold med mennesker. På coveret til Dawn FM er han afbildet som en gammel rynket mand med gråt hår og skæg. Det signalerer både visdom og udmattelse.
Og det er lovende, at The Weeknds nye album hedder Dawn FM. For ved daggry kommer solen, som vampyrer brænder op i.
Carrey kalder Gucci-tøffelhelten
Albummet og The Weeknds psykologiske konstitution har et vendepunkt med det sjette track, monologen »A Tale by Quincy.«
»Looking back is a bitch, isn’t it?, siger Quincy Jones – legenden, der producerede Michael Jacksons Thriller – efter at have fortalt om sin traumatiske opvækst. Om moren, der blev kørt væk i spændetrøje, da han var syv, om den onde stedmor, han fik.
Som Tesfaye savnede Jones også en af sine forældre gennem sin opvækst. Og man kan forstå hvorfor Jones’ ord giver mening for Tesfaye: »Det blødte ind i relationer til familie og til dem, som jeg var blevet romantisk involveret med. Hver gang jeg kom for tæt på en kvinde, afbrød jeg forbindelsen. En del af det var hævngerrigt, og en del af det var baseret på frygt. Men det var fuldstændig ubevidst.«
Efter den fortælling har vores hovedperson travlt.
»The last few months, I’ve been workin’ on me, baby,« synger han på den efterfølgende »Out of Time«, hvor radiovært Jim Carrey også taler hen over musikken. Ikke så meget til lytteren som til vores Gucci-tøffelhelt. »Soon you’ll be healed, forgiven, and refreshed / Free from all trauma, pain, guilt, and shame.«
En healende popopera
Dawn FM bliver herfra til et portræt af et mere følsomt væsen, der har svært ved at vise tillid og frygter for at blive såret, men også vil troskaben, nærheden, udviklingen. »I don’t want to bе a prisoner to who I used to be.«
Således former Dawn FM som helhed sig som en popopera, healende terapiradio, en synth-odyssé gennem sjælens kvaler, som man paradoksalt nok animerer til danse. Og som blænder i de bedste øjeblikke, fordi disse producere og sangskrivere er så forbasket gode til at superdesigne deres genretyverier og stilparafraser.
Men det slutter alligevel i mørket på pladens sidste sang, den forræderisk højstemte »Less Than Zero«: »I’ll always be less than zero / You tried your best with me, I know.«
Til det kan man indvende, at hovedpersonen vel først er gået i gang, at der er håb. Og at han måske ikke – som det sker på albummets sidste halvdel – skulle fokusere så meget på at få sig en god kæreste. Måske skulle han prøve at lære at være alene.
Det bliver han så måske også ultimativt. I hvert fald antyder radioværtens utrolig smukke outro »Phantom Regret by Jim«, som Jim Carrey selv har været med til at skrive, at vores antihelt er død.
»How many grudges did you take to your grave? / When you weren’t liked or followed, how did you behave? / Was it often a dissonant chord you were strumming? / Were you ever in tune with the song life was humming?«
Wauw.
Endelig opbyggelighedens sprog
Således står Dawn FM som en i hvert fald betinget befrielse fra en selvskadende liderlighed. Godt for dig, hr. Tesfaye. Eller måske rettere señor Weeknd. For der vil jo altid være en fiktion på spil i enhver kunstnerisk ytring.
I hvert fald er Dawn FM et forfriskende legesygt og udviklingspsykologisk album, der endda går imod streamingtjenesternes animering til zapning mellem enkeltnumre med sine mange sammenmixede sange i en strøm af lækkerhed.
Musikalsk set ville jeg have skåret et par sjælere væk. For eksempel er »Out of Time« alt for meget en Michael Jackson-ballade-pastiche (men tekstligt er vigtig i fortællingen), og »Less Than Zero« er en for højglanspoleret hymne. Men det ændrer ikke ved, at albummet står som The Weeknds magnum opus, også musikalsk, hvor den er en tour de force i retromanisk saliggørelse.
The Weeknd lever stadig for den lette, syntetiske stimulans, som pop – også – er. Men der er kommet en dybere klangbund. Og der er grund til at glæde sig over, at en så selvdestruktiv superstjerne nu formår at tale et opbyggelighedens sprog. Det kan umuligt skade.
The Weeknd: ’Dawn FM’ (Republic Records/Universal)
