Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Den politiske offensiv og parforholdets intimitet giver os smukke alternativer i dansk hiphop

Der er godt nyt fra dansk hiphops lommefilosoffer og autonome. At finde hjem til sig selv er udfordringen for den festtrætte og fristede rapper Artigeardit, mens Sort Stue har det store makroperspektiv på og rimer sig til en aggressiv demontering af den kapitalistiske model
I tåregassens parfume og hashens tågebanker formulerede Sort Stue aggressivt indignerede tekster på dansk og svensk inden for en referenceramme med Pippi Langstrømpe, politivold, Ungdomshuset og Faderhuset og ikke mindst dansk politik.

I tåregassens parfume og hashens tågebanker formulerede Sort Stue aggressivt indignerede tekster på dansk og svensk inden for en referenceramme med Pippi Langstrømpe, politivold, Ungdomshuset og Faderhuset og ikke mindst dansk politik.

Gorm Valentin

Kultur
4. januar 2022

Hiphoppen har i de senere år i populærkulturen mæsket sig i opsætsige og udfordrende mandlige og kvindelige stjerner med frisurer i alle regnbuens farver, juveler indopereret i panden, karrierer uden for lovens rammer, hang til ulovlige rusmidler, udtalt psykisk sygdom, flygtige bekendtskaber, hurtige biler, excessive fester. Det er outsidermusik, som masserne elsker.

Hiphoppen har excelleret i en dyrkelse af grænseoverskridelser og normbrud, som både har resulteret i død og fængslinger, men også har givet genren en central rolle som ventil for ungdommelig frustration og verbal kampplads for diskussioner om racisme, sexisme, homofobi, alt hvad det menneskelige hjerte måtte rumme af kvaler.

Hiphop er en folklore – og er heldigvis så meget andet end bare de varianter, der falder i populærkulturens aktuelle smag.

Tag bare denne anmeldelses to danske, nulrede, nussede hiphop-albummer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her