Hiphoppen har i de senere år i populærkulturen mæsket sig i opsætsige og udfordrende mandlige og kvindelige stjerner med frisurer i alle regnbuens farver, juveler indopereret i panden, karrierer uden for lovens rammer, hang til ulovlige rusmidler, udtalt psykisk sygdom, flygtige bekendtskaber, hurtige biler, excessive fester. Det er outsidermusik, som masserne elsker.
Hiphoppen har excelleret i en dyrkelse af grænseoverskridelser og normbrud, som både har resulteret i død og fængslinger, men også har givet genren en central rolle som ventil for ungdommelig frustration og verbal kampplads for diskussioner om racisme, sexisme, homofobi, alt hvad det menneskelige hjerte måtte rumme af kvaler.
Hiphop er en folklore – og er heldigvis så meget andet end bare de varianter, der falder i populærkulturens aktuelle smag.
Tag bare denne anmeldelses to danske, nulrede, nussede hiphop-albummer.
