Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Psykedeliske musikere finder indre fred, men hallucinerer også om den dybe stat

Orker du heller ikke verdensrodet længere? Eller savner du at kunne forsone dig med, at vi alle i bund og grund er alene? Fortvivl ej, der er soundtracks til begge tilstande på to fremragende, psykedelisk betonede albummer
Den australske kvartet Tropical Fuck Storm bygger sin egen hallucinogene støjrock, og man må finde sig i, at den ætser sig ind i marv og ben for dernæst at vende vrangen ud på ens sanser.

Den australske kvartet Tropical Fuck Storm bygger sin egen hallucinogene støjrock, og man må finde sig i, at den ætser sig ind i marv og ben for dernæst at vende vrangen ud på ens sanser.

Jamie Wdziekonski

Kultur
26. januar 2022

I en verden, der er svær at finde hoved og hale i, synes den psykedeliske erfaring at være en farbar vej for flere af tidens mere interessante musikere. Det kan være som en vej til indre erkendelser, men det kan også være som en hjælpsom og kreativ optik at se livet igennem. Og musikken kan både være formidler af eller lydliggørelse af eller som hjælper til de psykedeliske oplevelser. Eller naturligvis som et mix af de tre.

Sidstnævnte så vi for nylig et eksempel på med den engelske elektroniker Jon Hopkins’ album Music For Psychedelic Therapy, der varer lidt over 63 minutter og er designet til at ledsage et terapeutisk ketamintrip.

Denne anmeldelse handler om de to andre ovennævnte psykedeliske musikvarianter.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her