Forældre, der har mistet børn eller fostre og står barnløse tilbage, er ramt af en – ofte tyst – fortvivlelse, der kan antage mange former. Det er et chok, der kan sætte sig som posttraumatisk stresssyndrom. En retningsløs vrede mod en omverden, der bare fortsætter ufortrødent. Et sorgforløb uden nogen klar logik i de faser, sagkundskaben engang mente havde en klar rækkefølge. Det har de ikke.
Resultatet kan være en ubehandlet topersoners depression, der sætter sig som hussvamp i usete hjørner af både den individuelle og fælles psyke.
I den fine, islandske, mystisk anlagte folk horrorfilm Lamb udarter sorgen sig i en mildt skør pragmatisme.
Mennesker er midlertidigt småkravl
Vi er langt ude på landet i Island. Parret María (Noomi Rapace) og Ingvar (Hilmir Snær Guðnason) bor i, hvad en ejendomsmægler ville kalde naturskønne omgivelser. Den beskrivelse er et skønmaleri, for man kunne også beskrive de stejle savtakkede fjeldformationer i deres baghave som noget, der overmander. Noget, der rejser sig med en nådesløs vælde og ser ned på menneskene som midlertidigt småkravl. Et sted, man kan føle sig lykkeligt afskåret fra almindelig civilisation – eller bare ensom og magtesløs. Ikke ulig dét at være barnløs.
Det er ikke en gavmild natur, græs er noget af det eneste, der vokser, der er koldt og tåget. Og her har María og Ingvar så deres fårehold. Livet går sin gang, og nye (dyre)børn kommer til verden. De våger over fårene og er klar, når de føder deres lam. Og vi erfarer, at de to strålende hovedrolleindehavere tydeligvis har lært at gennemføre dette på egen hånd. Stærkt.
Lamb er som nævnt en horrorfilm, men den er ikke voldsomt uhyggelig eller blodig, bare rolig. Ja, det blodigste er faktisk lammefødslerne, hvor det i hvert fald på denne signatur gør ondt, når lammene klemmes ud af de utroligt udspilede åbninger. Ligesom denne signatur røres, når mødrene slikker deres børn rene – og disse stabler sig op på deres fire ben for at hengive sig til patternes modermælk.
Uhyggen gemmer sig ikke i parrets relation, der aldrig mister sin varme. End ikke da Ingvars bror, Pétur (Björn Hlynur Haraldsson), dukker op efter – igen – at være kommet i gæld til nogle skidte folk – og i øvrigt finder det betimeligt at forsøge at genoptage sin tidligere affære med María. Nej, uhyggen gemmer sig i parrets pragmatisme, deres beherskede skørhed, da de falder for et nyfødt lam og tager det til sig, som var det deres eget nyfødte barn. Det viser sig at være en velsignelse for dem.
Må undertrykke et ’nååå’
Altså roder de sig ud i en nødantropomorfisme, idet Ada – som lammet døbes – tilskrives en menneskelighed, det aldrig kan opnå. Men samtidig undersøges skellet mellem menneske og dyr. Hvori består begrænsningerne i menneske-dyr-relationen? Well, i barnets ordløse periode er det uklart.
Eli Arensons fotografering arbejder med gysergenrens snigende fremadskridende shots og med snævre, vinkelrette indstillinger på gårdlivet, der gør, at man hele tiden føler, at noget vigtigt udelades. Og den uhyggeligt dronende musik bidrager til den ildevarslende stemning.
Det er den islandske forfatter Sjón (han vandt Nordisk Råds Litteraturpris 2005), der sammen med instruktør Valdimar Jóhannsson har skrevet det ordfattige manuskript til en fortælling, som får mig til at tænke på Æsops 2.500 år gamle fabler, hvor ræven bliver tilskrevet menneskelig snuhed og løven stolthed. Men jeg kommer også uvilkårligt, måske upassende til at tænke på fåret i Woody Allens gakkede Min yndlingsperversion (1972), hvor en bonde møder op hos en læge med sit får i forsøget på at deale med, at han er forelsket i det. I stedet forelsker også lægen sig i fåret.
I Lamb kan man som tilskuer godt leve sig ind i parrets vanvid. Det forstærkes, da Ada snart får menneskelig barnekrop, dog med den ene lammehov intakt og stadig med fårehoved. Hertil kommer, at lammet begynder at lave børnelyde og gå oprejst. Jeg skal blankt indrømme, at jeg anerkender surrogatbarnet som en hjælpsom erstatning. Se blot parrets pludselig milde, overgivne ansigt, mærk bare harmonien der sænker sig over forholdet.
Jeg undertrykker et »nååå …«, når Ada falder i søvn i fosterforældrenes arme.
Ude af fødekæden
PTSD-ramte, som parret er, virker det fuldt forståeligt og psykologisk velunderbygget, at de overgiver sig til det næstbedste, de kan få. Om det barn, som María og Ingvar mistede, rent faktisk nåede at blive født og siden døde eller var en ulykkelig abort, får vi ikke at vide, men det hed i hvert fald også Ada.
Tilsyneladende er de ude af stand til at undfange igen, og hvad gør man så, når sorgen tårner sig højere end de nådesløse fjelde? Man trodser naturen og gør, hvad man kan, for mentalt at overleve. Man kan vel også argumentere, at det er det, barnløse par gør i dagens Danmark, når de får reagensglasbørn eller skaffer sig en rugemor.
Men i denne subtile horrorfilms regi er der en ydre instans, der truer. Vi oplever undervejs menneskeverdenen gennem denne skabnings blik, hører den knurrende vejrtrækning. Vi ser islænderhestene trække sig fra væsenet, vi ser fårenes øjne udspile sig nervøst. Og der er storspil fra en buk, der trækker vejret så nervøst, at pelsen skilles i to på dens hals. Bukken ved tydeligvis dét, som mennesker har det med at glemme. At naturen har sin lov, og at den ikke tilgiver.
Mennesket har så som bekendt meldt sig ud af fødekæden og formår også at skabe overlevelse og mening, hvor der ikke før var det. Det er i dette spændingsfelt, at Lamb fungerer så strålende.
’Lamb’ – Instruktion: Valdimar Jóhannsson. Manuskript: Sjón og Valdimar Jóhannsson. Fotografi: Eli Arenson. Længde: 106 minutter. Biografer landet over.
