Rundt om en klassiker: Haydns oratorium ’Skabelsen’ forener det sublime med det jordnære

Da Franz Joseph Haydn døde i 1809 i Wien, blev han betragtet som tidens største komponist. Mozart var for længst død, Beethoven stod i sin middagshøjde, men hele den dannede europæiske elite hyldede Haydn. Det blev sagt, at hans værker taler sandhedens sprog. De kunne muligvis overbydes, men aldrig overgås.

Oratoriet Skabelsen fra 1797 kunne være en væsentlig årsag til Haydns overvældende ry ved hans død. For med denne bibelske mytefortælling kom den 65-årige komponist til at vise sit uudtømmelige genis fulde omfang, som oratoriets librettist Gottfried van Swieten formulerede det. Haydn ønskede ikke, at Skabelsen skulle være et kirkemusikværk, derimod religiøs andagtsmusik til opførelse hvor som helst. Oratoriet er udtryk for en troende, vidt belæst og også videnskabeligt interesseret oplysningsmands gudsbillede og verdensanskuelse. En skabelsesberetning, der bygger på tre kilder: Første Mosebog, Salmernes bog og John Miltons episke digt Paradise Lost fra 1667.

I centrum står Gud, men efter nedstyrtningen af helvedesånderne med Satan i spidsen griber han ikke mere ind i skabelsen. Den fremstår i sin grundlæggende harmoni som den bedste af alle verdener, så længe mennesket ikke ændrer denne harmoni, hedder det i slutningen af oratoriet – som ikke medtager syndefaldet.

Værket er disponeret i tre dele, de to første om skaberværket og den tredje om Adam og Eva i Edens Have. Tre ærkeengle fortæller historien: Gabriel (sopran), Uriel (tenor) og Rafael (bas). Og Adam (bas) og Eva (sopran) træder frem til sidst, ofte med to ekstra sangere.

Forestillingen om kaos

De syv valgte indspilninger, som kan streames på Spotify, repræsenterer en broget fortolkningstradition. Afsættet er det nyeste album (2021) med den spanske dirigent Jordi Savall og Le Concert des Nations, som spiller på historiske instrumenter.

Det begynder med »Forestillingen om kaos«. Et langsomt orkesterstykke, uden form og orden, ingen temaer, kun lejlighedsvis motiviske gentagelser, ellers blot bevægelser af forskellig art. Det altdominerende er de krydrede harmonier, som danner et stadigt sløret verdensrum. Det begynder i c-mol, men drejer hurtigt væk mod noget mere ubestemt, hjulpet af serier af såkaldt formindskede akkorder. Først til sidst mærker man fast grund under fødderne, når musikken lægger sig til ro i c-mol.

Savalls kaosvision lider desværre under et relativt mådeligt orkesterspil med usikre indsatser og svagt vaklende intonation, ligesom han forfalder til overstyrede effekter eller ligefrem affekter. Med hollandske Bernard Haitink, som allierer sig med ensemblerne fra Den Bayerske Radio (2014), får vi et mere gennemarbejdet bud. Varigheden er den samme, men det omskiftelige forløb er ekspansivt, autoritativt gestaltet og klanglagt med et sparsomt vibrato af det suverænt spillende orkester.

Modsat Savall – med koret La Capella Reial de Catalunya – råder Haitink over en magtfuld komponent i Det Bayerske Radiokor. Det fremgår straks i den første, korte korindsats. Ud af stilheden efter kaosmusikken dukker Rafael op – hos Haitink er det Hanno Müller-Brachmann – og reciterer Bibelens første vers om himmel, jord og mørke. Og fra »Guds ånd svævede over vandene« overtager koret det højtidelige recitativ, stadig i pianissimo. »Gud sagde: Der skal være lys! Og der blev lys.« Og på det sidste ord eksploderer kor og orkester i en fortissimo C-dur-kadence, kaosmørket forvandles til strålende triumf. Denne urscene er intet mindre end enestående i musikhistorien, og den lykkes overmåde godt hos Haitink.

Malerisk lune

Uriel tager nu scenen i besiddelse i den første arie, som også inddrager koret – »Nun schwanden vor dem heiligen Strahle«. Om lysets virkning på de fremskydende kim til orden på den første dag, og i et dramatisk omsving berettes om helvedesånderne, der flygter ned i dybet. Koret tager føringen i en heftig fuga, som dog taber pusten og munder ud i en lovsang om den nye verden, der springer ud på Guds befaling.

Hør denne vidunderlige blandingssats med Herbert von Karajan og Berliner Filharmonikerne (1969) alene for tenorsolistens skyld, Fritz Wunderlich. Det er en legendarisk stemme. Glansfuld, skønhedsmættet, fyldig i dybden, som det kræves her, og fri i højden. Karajan og Berliner Filharmonikerne lyder af det forventelige ideal fra en svunden tid: klanglig bredde og udjævnet artikulation, og det velvoksne Wiener Singverein bliver tøjlet af Karajans ganske tunge korkoncept.

Haydn ruller sig ud i sit maleriske lune, når Rafael beskriver vandets både stormfulde og blide forekomster i bjerge og dale. Faretruende malstrøm og huggende skær afløst af en rolig bækidyl. »Rollend in schäumenden Wellen« er en mageløs basarie, og få har gjort det så mindeværdigt som finske Kim Borg i det klassiske sæt med Igor Markevitj og Berliner Filharmonikerne (1955). Autoriteten er tårnhøj, stemmen rig på nuancer. Og når man holder den op mod norske Johannes Weisser hos René Jacobs og Freiburger Barockorchester (2009) i et noget raskere tempo, stiger beundringen uværgerligt for Borg.

Omvendt er nyere korkultur generelt at foretrække frem for ældre tiders. Det dokumenterer Monteverdi Koret hos John Eliot Gardiner (1996), eksempelvis i »Stimmt an die Saiten«, en af flere lovsange til Gud i forløbet, mærkbart inspireret af korsatser i Händels oratorier. Gardiner er klart den mest drevne kordirigent i feltet, satsen forløses som en overvældende jubelmusik, virtuost fraseret, skarpt artikuleret, dynamisk moduleret i de mindste facetter.

Version på engelsk

Skabelsen blev udgivet i 1800 på tysk med underliggende engelsk tekst. Haydn havde fået foræret et forlæg på engelsk i London, i Wien oversatte Gottfried van Swieten til tysk og digtede videre, hvorefter han noget ubehjælpsomt oversatte tilbage til engelsk med det britiske marked for øje. Oratoriet er derfor oftest blevet sunget på tysk, men dirigenten Paul McCreesh satte sig for at akkommodere den engelske tekst til indspilningen med sit eget Gabrieli Consort & Players (2008). McCreesh råder over flere fine solister, og de skal anbefales i nogle farverige numre fra anden del, som omhandler dyreriget.

Gabriels fuglearie synges af franske Sandrine Piau: »On mighty pens uplifted soars the eagle aloft«. Om ørnens vingesus, lærken, duerne og nattergalens henrivende sang, og det er især i Haydns inspiration og gengivelser af sangfuglenes strofer, Piau excellerer med ubesværet teknik og forførende klangbehandling. Det er oratoriets længste arie, og den føles ikke en takt for lang i selskab med denne sanger.

Også bassen Neal Davies stråler i Rafaels farverige recitativ om jordens store og små dyr – »Straight opening her fertile womb«. Her levendegør Haydn en ganske animeret zoologi med den brølende løve, den smidige tiger, den modigt springende hest, kvæg og får i pastoral flok, sluttende med en hær af insekter og den krybende orm. Alt iscenesat med humor og dramatisk tæft, og Davies får hver frase til at leve med sin eminente retoriske beherskelse.

Det sublime og det jordnære

Uriels arie »Mit Würd und Hoheit angetan« handler om manden og kvindens rolle i verden. Han er værdig og ophøjet, sågar kongen over naturen, hun er ham hengiven og opfyldt af kærlighed. Sådan kunne det også være gået i al evighed for de to, hvis det ikke havde været for slangens indblanding. Det er en såre smuk arie, som har et mandligt og et kvindeligt forløb med et frapperende harmonisk mellemspil. Den fremføres med afspændte fraseringer, frejdige ornamenteringer og sval tenorklang hos Maximilian Schmitt på René Jacobs’ album. Schmitt er i øvrigt også at finde hos Haitink.

Tredje del indeholder to duetter med Adam og Eva i den mytologiske Edens Have, og sammen med korets afsluttende lovsang »Singt dem Herren alle Stimmen!« udtrykker disse satser det mest sublime i Haydns musikæstetik. Men med den tilføjelse, at han knytter det sublime sammen med det jordnære, det alvorlige med det sorgløse, som det også sker i hans messer og syngespil. John Eliot Gardiners album skal fremhæves for, at det lykkes særlig godt med at forene disse modsætninger. Med sopranen Donna Brown og bassen Rodney Gilfry, Monteverdi Koret og De Engelske Baroksolister. For skribenten er det som helhed den mest tilfredsstillende version blandt de syv, og den anbefales stærkt til lytning i de kommende mørke vinteraftener.