Rune Lykkeberg: Houellebecq har genfundet kærligheden i ’Anéantir’ og genopfundet sig selv som håbets forfatter

Michel Houellebecq var ikke den første, som under den ulidelige, selvtilfredse jubel i 1990’erne over, at alle Vestens konkurrenter havde tabt, og at det frie marked skulle have vundet som sandhedens og retfærdighedens sted, så, at noget var helt galt.

Det kunne vi jo selv se og mærke.

Vesten var ikke blevet retfærdig eller solidarisk, bare fordi de kommunistiske regimer i øst var faldet og venstrefløjen forvandlet til en følgagtig undskyldning for, at man engang havde troet på en bedre verden. Det så ud som frihed, men det føltes som død, som Leonard Cohen sang. »Gotta find a way, a better way, a better way,« skreg Kurt Cobain med en desperation, der udstrålede, at det var lige så nødvendigt, som det føltes fuldstændigt umuligt.

Men Michel Houellebecq, der er uddannet ingeniør og var ansat som it-ansvarlig i den franske nationalforsamling, inden han sagde op for at blive forfatter, var den første, som samlede fornemmelserne af ensomhed, elendighed og allestedsnærværende ufrihed i store romaner om det menneskelige sammenbrud i 1990’erne. 

»Det samfund I lever i, har som mål at ødelægge jer. I har også den mulighed i jer. Det våben, det benytter, er ligegyldighed. I kan ikke tillade jer at indtage samme holdning. Gå til angreb!«, som han skrev i en tidlig programtekst:

»Ethvert samfund har sine svage punkter, sine sår. Sæt fingeren i såret, og tryk til.«

Houellebecq satte i sine romaner fingeren så hårdt på de svage punkter, at de samfund, der ellers blev hyldet som de bedste nogensinde, blev blotlagt som sørgelige sår. Han blev kaldt for religionshader, men ateisterne blev udstillet lige så nådesløst, når de onanerede hjælpeløse hjemme foran skærmen med et glas whisky i den anden hånd.

Kvindehader blev han også kaldt, men mændene i hans romaner var de største fjolser. Og alligevel skrev han med en overvældende medfølelse for sine hovedpersoner, der selv om de var fortvivlede og forladte, blev ved med at tro på løfterne om en kærlighed og en lykke, de aldrig ville få. Hans romaner var punk mod samfundet og kærlighed til menneskene på samme tid. De var attentater mod den sejrende kynisme, postmoderne dumhed og senkapitalistiske arrogance. Og de var trøst i en verden, der kunne være uendeligt trist.

De færreste brød sig om Houellebecq, fordi han hadede både hippierne og yuppierne, latterliggjorde den intellektuelle venstrefløj og hånede den nyliberalistiske borgerlighed.

Han var moralsk og politisk skandaløs. Men han var heller ikke moralsk frelser eller politiker; han var en forfatter, hvis romaner var uimodståelige som afdækninger af forbindelserne mellem private skæbner og verdenshistorien. Han forbandt eksistentielle fortællinger, der var fine som triste popsange, med samfundsanalyser, der var originale og overvældende klare, i en litteratur, som der var behov for.

Jeg kan huske, at jeg som ung journalist på bogmessen i Frankfurt i 2001 til min forbløffelse fandt ud af, at tyske intellektuelle henviste til hans romaner som en selvfølgelig reference og brugte vendingen »vi ved fra Houellebecq«. Han blev for en europæisk generation en uomgængelig kilde til indsigt i samtidens lidelser.

Livet må ende ulykkeligt

»Han levede i ulykkelige og forvirrede tider,« skriver Houellebecq om en af sine hovedpersoner i hovedværket og mesterværket Elementarpartikler fra 1998:

»Det land, han var født i, nærmede sig langsomt, men uafvendeligt den økonomiske zone af middelfattige lande, ud over at mændene fra hans generation hyppigt truedes af armod, tilbragte de deres liv i ensomhed og bitterhed. Følelser som kærlighed, omsorg og menneskeligt broderskab var i det store og hele forsvundet, i deres indbyrdes forhold udviste hans samtidige oftest ligegyldighed, for ikke at sige grusomhed.«

Det intellektuelt overlegne ved Houellebecqs romaner er også det eksistentielt håbløse: Han fortæller verdenshistorien gennem sine heltes modstandsløse liderlige, spinkle forhåbninger og sikre fortvivlelser. Hovedpersonerne, altid vestlige mennesker, l’homme occidentale, som er velstående mænd i sikre positioner midt i livet, som aldrig undslipper historien og overvinder det kollektive forfald.

»Midt i den vestlige verdens selvmord var det klart, at de ikke havde en chance,« som han skriver om et forelsket par i en af sine romaner. I en anden udsættes helten for så intense markedsfristelser, at han bukker under og svigter sig selv, mens hovedpersonerne i en tredje fortælling udslettes ved et terrorattentat.

Præmissen for Michel Houellebecqs hidtidige syv romaner er, at menneskelivet i dag nødvendigvis må ende ulykkeligt. Målet for menneskelivet er ifølge Houellebecq lykke, og den kan kun realiseres i gensidige kærlighedsforhold. Men kærligheden forudsætter, at man kan ofre sig for hinanden og kan tilsidesætte alle sine begær og behov for et andet menneske. Og det, som ungdomsoprørerne og nyliberalisterne, idealisterne på venstrefløjen og de moderne markedsprofeter på højrefløjen, har til fælles er, at de insisterer på, at hvert menneske er moralsk forpligtet på sit sande selv. Man skal »mærke efter«, hvad der »føles rigtigt«, man skal kende sine behov, og man skal gennem træning, uddannelse og arbejde få mest muligt ud af sit potentiale. Vi har således ifølge Houellebecq skabt en forståelse af os selv, som gør det umuligt at blive lykkelig, fordi man ikke kan ofre sig selv for en anden, hvis ens eget selv er den højeste pligt i tilværelsen.

Denne moralske undergangsfortælling havde i forfatterskabets første årtier en chokerende effekt som modfortælling til det triumferende selvbedrag efter Murens fald. Og han er stadig en vidunderlig fortæller, diabolsk og morsom og præcis, den mest læste og oversatte forfatter i sin generation i Frankrig. En stjerne og en sensation, som bliver ved med at finde sted, og en stemme, som insisterer på, at litteratur er livets bedste ledsager.

Men det er efterhånden blevet en skabelon i forfatterskabet, at alle menneskelige forhold umuliggøres af den politiske og kulturelle tilstand, og det er blevet en forudsigelig manér, at al kærlighed starter med liderlighed og ender med ensomhed. Og jaja, vi ved godt, at til sidst kulminerer katastrofen, når store begivenheder som den islamiske magtovertagelse i Underkastelse eller bondeoprøret i Serotonin bryder ind i hovedpersonernes privatliv og ændrer alting.

Den første kærlighedshistorie

Det er derfor, det er en befrielse at læse Michel Houellebecqs nye roman Anéantir, Tilintetgørelse, som i et første oplag på 300.000 eksemplarer i dag udkommer i Frankrig. Det er ikke den mest spektakulære kulturkritik i forfatterskabet, og den er ikke så provokerende voldsom som Elementarpartikler og Platform.

Men det er med dens 730 sider den længste bog, det er den første radikale fornyelse af hans grundfortælling, og det er måske den mest ambitiøse roman, Michel Houellebecq har skrevet. Han gør noget i Anéantir, som han i glimt forsøgte i sine to seneste romaner, men som han ikke har ført igennem før: Han gendanner en familie, som egentlig var gået i stykker, og genskaber et forhold, som var blevet kærlighedsforladt og lidenskabsløst. Og relationen mellem den store politiske og de eksistentielle fortællinger er forskudt på en mesterlig måde, som forunderligt giver menneskene en lille smule plads i historien:

»Man kan godt foragte, endda hade, sin generation og sin epoke,« som romanens hovedperson tænker til sidst:

»Men man tilhører den, om man vil det eller ej, og man handler i overensstemmelse med dens synspunkter; kun en ekstraordinær moralsk styrke tillader os at hæve sig over den, og han havde aldrig haft den styrke.«

Men det er der en kvinde i romanen, som har. Og netop fordi det er en moralsk styrke, realiserer hun den i forhold til et andet menneske, der er romanens hovedperson. Hvilket bliver til den første smukke kærlighedshistorie i Michel Houellebecqs forfatterskab.

Fire fortællinger

Fire forskellige fortællinger er flettet sammen i Anéantir. Der er for det første en historie om en række uforklarlige terrorattentater mod globale symboler på frihandel. De rammer kinesiske handelsflåder, et flygtningeskib og en sædbank i Aarhus! Og så cirkulerer terroristerne en konstrueret video, hvor Frankrigs finansminister Bruno Juge, der er regeringens ledende frihandelsideolog, får hugget hovedet af.

Der er for det andet den politiske fortælling om det franske præsidentvalg i 2027, hvor en ung kandidat fra det højrenationalistiske Rassemblement National står over for en mediestjerne, en kendt tv-vært, der er blevet de etablerede klassers ansigt på kampen for den bestående økonomiske verdensorden. Der er for det tredje historien om forfald og genfundet kærlighed i hovedpersonens parforhold og for det fjerde gendannelsen af hans forhold til sine søskende og barndomshjem.

De fire fortællinger forbindes af hovedpersonen Paul Raisin. Han er en velstående mand sidst i fyrrerne, som objektivt set er privilegeret, men eksistentielt isoleret. Han er som personlig rådgiver for den franske finansminister, Bruno Juge, involveret i efterforskningen af terrorattentaterne og engageret i valgkampen, fordi Juge er en slags vicepræsidentkandidat for tv-værten.

Paul er gift med Prudence, som er opkaldt efter Beatlessangen »Dear Prudence«, fordi hendes far var John Lennon-fan. Selv kommer Paul i tvivl om, hvorvidt han skulle være opkaldt efter Paul McCartney. Hvilket er en diskret metafor for, at de vokser op i en verden, som kulturelt blev defineret i 1960’erne, og at deres forældre har præget samfundet langt mere, end de selv har været i stand til. Ægteskabet mellem Paul og Prudence er barnløst og deres samliv forvandlet til to adskilte separate tilværelser under samme tag:

»Parforholdets forfald begyndte kort efter, de sammen havde forgældet sig for de næste tyve år, da de købte deres lejlighed i Rue Lheureux, lige ved Parc Bercy – en lækker lejlighed i to etager med to værelser og en vidunderlig stue og en karnap ud mod parken,« som det forklares:

»Sammenfaldet var ikke tilfældigt, forbedringer af livsvilkårene ledsages ofte af et tab af grunde til at leve, særligt at leve sammen.«

Passagen er karakteristisk: Et moderne par med succes og købekraft til at forme deres omstændigheder tror sig i beherskelse af deres tilværelse, når de etablerer et nyt hjem. Men de er underlagt sociologiske lovmæssigheder, som de ikke overskrider. Deres eksistens kan bedst forstås som et statistisk anliggende.

Forklaringen på, hvorfor de to er vokset fra hinanden, viser sammenhængen mellem dannelsen af selvet og arbejdsmarkedets krav og forventninger. Det er en suveræn parodi på det moderne parforholds krise i toppen af middelklassen: De er blevet for ens. De har akkurat samme alder og samme uddannelse fra samme eliteuniversitet, og de er ansat i to forskellige departementer i samme centraladministration. Deres ambitioner, deres dannelse og deres hverdagsliv minder så meget om hinanden, at den forskel, som er begærets anledning og kærlighedens forudsætning, er ophævet.

Houellebecq driver den minimale realistiske fortælling om deres samliv til et absurd ekstrem: De har hvert deres toilet og hvert deres soveværelse i samme lejlighed, og det eneste sted, de til sidst har til fælles, er køleskabet. De har begge for travlt til egentlig at lave mad, til at omdanne råvarer til måltider. Frigjort fra den traditionelle kvinderolle er hun holdt op med det, og fastlåst i den gamle manderolle har han ikke taget noget ansvar for det. De arbejder for meget til at mødes derhjemme, og de støder kun på hinandens liv, når de ser den andens mad i køleskabet. Efter en konflikt, da hun blev vegetar, mens han holdt fast i kødet, har de nemlig også hver deres fødevareindkøb.

Genfortryllelsen

Herfra plejer forholdet at opløses i ligegyldighed hos Houellebecq. Men en begivenhed i Pauls familie forandrer deres forhold. Pauls pensionerede far, der ligesom han selv har arbejdet for den franske stat, men i efterretningstjenesten, bliver ramt af en hjerneblødning og kommer i koma. Paul tager fra Paris til sit barndomshjem på landet syd for Lyon, hvor faren bor med sin nye kæreste, Madeleine. Han møder sine søskende på hospitalet, og siden forsamles de i perioder i deres gamle barndomshjem. Patriarkens fald fører til en overraskende genforening af familien: »Folk elsker mig, siger Paul overrasket til sig selv, eller for at være mere præcis, de sætter pris på mig, lad os nu ikke overdrive.«

Han genopdager sin søster og hendes mand, der lever i en anden social og økonomisk virkelighed og stemmer Le Pen. Hun er egentlig hjemmegående, men må tage arbejde med at lave mad for rige mennesker, der ligesom Paul og Prudence ikke kan finde ud af det selv, da hendes mand bliver arbejdsløs. De knytter nye bånd til hinanden i kampen for deres fars værdighed.

Paul undrer sig ligesom tidligere fortællere hos Houellebecq over, at de moderne samfund er de første i verdenshistorien, der forguder spædbørn og parkerer deres ældre i nedslidte institutioner. Det er en bemærkelsesværdig livsfornægtelse i civilisationen, at mennesker bliver mindre og mindre værd, jo længere de lever og efter endt livsværk nærmest er værdiløse. Man giver kærlighed og omsorg til dem, der kun er muligheder og fremtid, mens dem, der har bygget en karakter over et helt liv, negligeres. Men anført af sin søster begynder Paul at bryde op fra den ødelagte verden, han er vokset ind i og overskrider de sociale lovmæssigheder. Sammen med sine søskende engagerer han sig i en bevægelse, der befrier ældre fra de professionelle i plejesektoren. De henter den stærkt beskadigede far hjem til familiens omsorg.

Paul bevæger sig rundt i sit barndomshjem og opdager, at hans far var en langt mere mangfoldig person, end han selv anede. Han finder nye bøger i hans bibliotek og en vinsamling, han ikke kendte noget til, i kælderen. På sit barndomsværelse ser han en filmplakat med Carrie-Ann Moss fra The Matrix, og det går op for ham, at hans egen kone, Prudence, faktisk ligner hans eget gamle idol. Det er således, at hele den triste verden bliver attraktiv igen. 

Prudence begynder at drage omsorg for Paul efter hans fars kollaps. Langsomt nærmer hun sig ham, og deres sporadiske kontakter bliver til ugentlige samtaler mellem dem, indtil de begynder at gå ture sammen og genoptager deres seksuelle forbindelser.

Hun har længe været optaget af noget, Houellebecq tidligere ville have udstillet som et selvoptaget new age-frelserkompleks. Men Paul læser nogle af de bøger, hun har taget med hjem om den nye orientering. Og det går ham på, at hun er i gang med at finde et fundament for mennesket i verden: »Prudence gjorde helt tydeligt et forsøg, hun prøvede med stort mod at genfinde kontakt med tingene, naturen og med sin egen natur,« siger Paul til sig selv og beslutter sig for at invitere hende med til sit barndomshjem:

»Måske kunne de finde et nyt momentum, et nyt afsæt og begynde et nyt liv; han havde under alle omstændigheder behov for håbet.«

Denne fælles, intense bestræbelse på at genskabe forbindelsen og finde den chance midt i det vestlige forfald, som Houellebecqs helte aldrig tidligere har haft, bliver en skrøbelig, insisterende kamp for at genoprette livet overhovedet. Den store terrorfortælling accelererer ikke som tidligere mod et altomfattende destruktivt klimaks, men marginaliseres overraskende, som historien skrider fremad. Paul opdager endda, at hans egen far også havde været optaget af dette terrornetværk inden sin død. Destruktionen er ikke længere et chok, men en velkendt konstans, som man kan finde sprækker i. Og her er Pauls søster og kone de virkelige helte i historien.

Sammenbruddet er på den måde ikke en pointe, men en præmis for menneskelivet i Anéantir – ligesom det et par årtier inde i det 21. århundrede er blevet en almindelig antagelse.

Vi har ikke længere brug for et attentat på en triumferende fortælling om det sejrende Vesten, for den tristesse, som var Houellebecqs modfortælling for 25 år siden, er i dag blevet til den offentlige stemning. Alle erkender, at noget er helt galt, selv om vi er uenige om, hvad det er.

Michel Houellebecqs lange nye roman er indimellem ujævn, og ikke alle fortællinger i den er lige overbevisende. Men Anéantir er også et virkeligt nybrud i forfatterskabet. Den giver os helte, som prøver at sætte livet og menneskene sammen igen i en verden, der er gået i stykker, og den viser et håb for, hvordan vi midt mellem modernitetens ruiner kan genfortrylle de affortryllede forhold, familier og kærlighed. Det er et af de bedste bud på den modfortælling, vi har brug for her et par årtier inde i det 21. århundrede.

Michel Houellebecq: Anéantir. Flammarion 730 sider. 300 kroner i Den Franske Bogcafé