Pandemiens kombination af angst og kedsomhed, af isolation og ustruktureret tid, af social indignation og civil ulydighed, har sendt kunstnere i anspændte og uventede retninger. På tegneserieområdet kunne man ikke ønske sig en mere fortættet aftapning af tidsånden end tasmanske Simon Hanselmanns Krisezone.
Hanselmann har i en årrække arbejdet med fortrinsvis kortere forløb, der skildrer livet i et bofællesskab befolket af utilpassede, retningsløse og diskret desperate individer, der med ironisk distance og et tungt forbrug af rusmidler forsøger at fastholde ungdommens uforpligtende udsyn, selv om den efterhånden ligger i bakspejlet. De er næsten uden undtagelse queer, et eller andet sted på det ikkebinære spektrum og tegnes enkelt karikeret, med indre konflikter synliggjort udadtil: En er bussemand(m/k), en anden vampyr; en går klædt som troldmand, en
Hanselmann tegner med skidt under neglene og snot på paletten en tydeligvis oplevet virkelighed frem i klart afviklede sekvenser af rammer i ensartet kvadratisk format – klassisk tegneseriehåndværk med en udsøgt humoristisk grundtone. Men latteren stikker i halsen.
Da nedlukningen ramte
På dansk indeholder Livet er en fucking fest fra 2016 seriens første år. De historier er siden blevet fulgt op af flere bøger på originalsproget, som vi stadig har til gode herhjemme – det foreløbige, rystende højdepunkt er Bad Gateway fra 2019. Hanselmann var i gang med dennes med spænding imødesete opfølger, da nedlukningen ramte. Det fik ham til at skifte spor og kaste sig over en mere indebrændt, improviseret, alternativ historie, som han i små bidder delte dagligt på Instagram. Hans eksponentielt voksende publikum var skiftevis begejstret og krænket. Det er denne fortløbende fortælling om kollektivt sammenbrud, som nu samles i Krisezone, desværre en anelse klodset fordansket af Anne Schmidt Andersen.
Slænget behøver ikke justere deres sofabundne, bongslammende livsstil meget, da samfundet lukkes ned, men så flytter den lådne desperado Varulv Jones ind sammen med sine frådende ulvebørn, og galskaben eskalerer. Hovedhistoriens mest nuancerede karakter, den depressive heks Megg, træder i baggrunden, efter hun har drevet sin elsker, overklassedrengen Mogg ud af huset og i favnen på en ansigtstatoveret SoundCloudrapper.
Den coronaramte Ugle – normalt det mobbede omegadyr i forsamlingen – tager uventet aggressivt styringen og truer bevæbnet med en køkkenkniv sine frænder i karantæne. Imens starter Varulv Jones en OnlyFans-side, hvis omdrejningspunkt er, hvor store genstande han kan presse op i sin røv. Alt er mere ekstremt, end faste læsere er vant til.
Efter en katastrofal brand i det træhus-hotel, Jones’ sønner har bygget i haven, får slænget sit eget realityshow på Netflix, komplet med iskold eurotrash-manager. Varulveungen Diesel transitionerer til sin laissez faire-fars glæde; det samme gør den rare, passive troldmand Mike efter en nærdødsoplevelse med COVID. Husvennen Dracula Junior torterer Varulv Jones, som han bebrejder sin søns død i hotelbranden; han deler derefter mening, og de gifter sig, hvorefter de igen bliver uvenner, og Jones tæsker ham halvt ihjel. En stående joke er, at den store bløde bjørn Ian trinvis pådrager sig skud og andre skader på sine lemmer og, fordi han ikke har sygesikring, ender med at blive paraplegiker. Journalisten og podcasteren David Choe, eller en lookalike (det står aldrig klart), bliver hangaround og ender med at tage en kugle i et opgør med en bande kaniner. Han ligger nogen tid i en sort affaldssæk på gaden, hvor skraldet ikke bliver afhentet, fordi samfundet er brudt sammen, og bymidten står i flammer.
Råt for usødet
Hanselmann bor i Seattle, en af den progressive venstrefløjs amerikanske højborge, så han sad på første, nedlukkede parket, da byen eksploderede efter mordet på George Floyd. Han lader respektfuldt Black Lives Matter være i fred, men hans hudflettelse af de i hans optik privilegerede medløbere, der udnyttede situationen til at brænde butikker af og barrikadere sig i byens park, er nådesløs. I sit rablende, underholdende efterord tordner han også mod de uforsonlige transaktivister og andre internetkrigere, der shitstormede hans profil på grund af hans kritik af venstrefløjen, eller efter særligt provokerende sekvenser som den, hvor Megg og hendes transkønnede love interest Booger ender i en situation uden samtykke.
Godt for ham, for hinsides det groteske overdrev, han ofte tangerer, skildrer han råt for usødet de hårfine nuancer, der tegner sociale relationer hos en generation, hvis identitetsdannelse er mere flydende, åben og løfterig end måske nogensinde før, men af samme grund balancerer tæt på fortabelsen. Varulv Jones’ anden søn, Jaxon, udfolder særligt dette tema i bogen, og man forstår, at det er et personligt anliggende for Hanselmann.
Men ellers er det i hovedserien, man primært oplever disse dybere snit, mens Krisezone er et kulsort destillat, beskt leveret i hvad der forekommer som endeløs arytmi. På Instagram fungerede det eminent godt som fortløbende, sorthumoristisk kommentar til dagens vanvid, mens det over bogens godt 300 sider bliver en kende monotont. Det ændrer imidlertid ikke på, at vi har at gøre med et enestående dokument fra pandemiens første år.
Simon Hanselmann: ’Krisezone’. Oversat af Anna Schmidt Andersen. Forlæns, 300 kroner
