Gammelt maleri købes for 1.175 dollar på en auktion og ender med at blive solgt for 400 millioner dollar på en anden.
Sådan kunne man ganske kort og tørt genfortælle den spektakulære historie, som Andreas Koefoed opruller i sin nye, uhørt fængslende dokumentarfilm, The Lost Leonardo. Det er nemlig en historie, der både involverer kunstelskere, konservatorer, russiske oligarker og saudiarabiske prinser, og som handler om kærligheden til kunst og kunst som politisk, økonomisk og kulturel valuta og mere eller mindre lyssky handelsvare.
Den kulørte affære begynder i 2005, hvor kunsthistorikeren og ’skyggejægeren’ Alexander Parish, der er specialist i at opspore og købe malerier, som er malet oven på andre, måske mere værdifulde malerier, falder over et gammelt, beskidt og ødelagt maleri på en auktion i New Orleans. Sammen med sin makker, kunsthandleren Robert Simon, køber han maleriet for 1.175 dollar og får det transporteret hjem til New York.