Gennem de seneste par år, hvor der endelig synes at være kommet fart på en reel diskussion af sexisme i musik- og kulturlivet, også herhjemme, og hvor kvinder i stor skala står frem med personlige historier om overgreb, har jeg tænkt en del på Tori Amos. Den amerikanske pianist og sangskriver, der brød massivt igennem lydmuren i 90’erne og også nåede helt frem til mit teenageværelse i den nordjyske provins. Jeg har ikke mindst tænkt på hendes hårrejsende nummer »Me and a Gun« fra debutalbummet Little Earthquakes, der i år kan fejre 30 års jubilæum. Et nummer sunget helt a capella, der bød på en overrumplende beskrivelse af en personlig voldtægtserfaring i form af en nærmest nøgtern genfortælling af en episode, hvor hun som 21-årig blev tvunget til sex med en pistol presset mod hovedet af en mandlig »fan« efter en koncert på en bar i Los Angeles.
Da jeg for nylig genbesøgte sangen, blev jeg ikke kun påvirket af, hvor vild en lytteoplevelse, den fortsat er. Jeg blev også chokeret over at erfare, at ikke alene var sangen at finde på Amos’ debutplade, som jeg kendte særdeles godt, men det var også den unge musikers debutsingle. Selv i dagens anderledes åbne miljø for den type fortællinger, virker det som et vildt statement at gøre sin entré på musikscenen med. Ja, det var vel faktisk netop et lille jordskælv på datidens alternative musikscene – et jordskælv, hvis rystelser uden tvivl har været med til at bane vejen for de samtaler om overgrebskultur, der føres i dag. Men hvorfor skulle der egentlig gå så mange år, før samtalen for alvor kom i gang?
I hvert fald var det ikke, fordi Amos ikke prøvede. Hun oplevede, at folk kom til hendes koncerter og søgte støtte hos hende i forhold til overgreb og misbrug, og inspireret af dette blev hun medstifter af og talsperson for organisationen RAINN (Rape, Abuse & Incest National Network) i 1994. Igennem sin karriere har hun da også løbende adresseret ikke kun regulære overgreb, men også en bredere sexismekultur, ikke mindst i hendes egen branche.
I dette jubilæumsår for hendes debutalbum er der grund til at glæde sig over, at hun stadigvæk klør på, og at hun i efteråret udsendte sit 16. studiealbum, Ocean to Ocean. Pladen, der er den første siden det Trump-kritiske 2017-album Native Invader, er på alle måder klassisk Tori Amos.
Teenagepianisten i magtens centrum
Hos Amos har dybt personlige erfaringer og politisk aktivisme fra starten været forenet i kunsten. Det blev understreget, da hun i 2020 udsendte bogen Resistance med undertitlen A Songwriter’s Story of Hope, Change, and Courage. Her forenes kunstnerisk selvbiografi med en nærmest besværgende lovsang til kunstens transformative og helende evner i en tid med krise (bogen er skrevet i lyset af Trumps regeringstid). Som en slags illustration af hendes kunstneriske position beretter hun om, hvordan hun som helt ung spillede på barer i nærheden af Det Hvide Hus, mens magtens nye elite under Reagan støbte fremtidens USA, og hvordan hun, mens hun spillede, overhørte fragmenter af samtaler, som antydede en rå kynisme, mens planer blev lagt for at opbygge et nyt kapitalistisk aristokrati højt hævet over det øvrige samfund.
Ideen om, at Amos skulle være barpianist, kom i øvrigt fra hendes præstefar, der, da Amos var 13 år, brugte en hel dag på at stemme dørklokker på barer, fordi han mente, at hun havde fået en musikalsk gave fra Gud, som skulle udbredes. Sidst på dagen lykkedes missionen endelig, men hvad faderen ikke formåede at aflæse var, at det var en bøssebar, han havde skaffet Amos job på. Hans kolleger i kirken kritiserede skarpt, at en præst lod sin datter spille i syndens hule. Men faderen var dog klarsynet nok til at svare igen med påstanden om, at en bøssebar nok var det mest sikre sted, man kunne lade en teenagepige optræde. En indsigt, som rummer en bitter ironi, når man tænker på historien bag netop »Me and a Gun«.
Ligesom Amos med teenagerens oprørstrang yndede at smugle antikapitalistiske sange ind i salonrepertoiret som underlægningsmusik til den nye magtelites diskussioner, så gjorde hun, da hun endelig brød igennem som sangskriver, en dyd ud af at udfordre popmusikkens konventioner. Ikke kun i lyrikken, hvor hun med elementer af feminisme, dybdepsykologiske arketyper og symbolisme skabte et personligt udtryk, men også i selve musikken, der kunne veksle mellem intime betroelser og storslåede melodramaer i et klangunivers, der rummede både pop, klassisk musik og elektroniske understrømme.
Det hele blev løftet af en slående visuel dimension i en række ekspressive musikvideoer, der i en tid, hvor MTV stadig havde stor indflydelse, var med til at hæve Amos til ikonstatus. Men så var det, som om tiden løb fra Amos, der med sine popmelodramatiske tilbøjeligheder af flere blev opfattet som en slags 90’ernes Kate Bush-light. Hun har dog bevaret en solid fanskare, og hun har holdt en høj udgivelsesrate med en række plader, der favner bredt fra konceptuelle eksperimenter til klassisk sangskriverhåndværk. Endda en juleplade er det blevet til!
Skrøbelighedens modsprog
I dette jubilæumsår for hendes debutalbum er der grund til at glæde sig over, at hun stadigvæk klør på, og at hun i efteråret udsendte sit 16. studiealbum, Ocean to Ocean. Pladen, der er den første siden det Trump-kritiske 2017-album Native Invader, er på alle måder klassisk Tori Amos. Straks fra åbningsnummeret »Addition of Light Divided« suges man ind i det umiskendelige univers, hvor det allestedsnærværende flygel brydes med dramatiske strygere og den inderlige stemmeføring i en fejende flot komposition, på én gang skrøbelig og storslået. At finde styrke i skrøbeligheden er da også et påtrængende tema på pladen, der tydeligvis tager tråden op fra Resistance og udbygger tanken om kunstnerens modposition til magten. En modposition, der blandt andet består i netop at skabe rum til skrøbeligheden. Som det hedder i nøglesangen »How Glass is Made«, der elegant binder en sløjfe til bogens tema om krise og modstand, samtidig med at der refereres til Little Earthquakes:
In a year of earthquakes and those aftershocks
We learned how glass can break
Som altid hos Amos forbindes personlige smertepunkter med stærke symboler og politisk protest. Titlens oceaniske tema refererer på et biografisk plan til sangerens hjem ved Cornwall i England, og sangene er skrevet ind i dette landskab. Men havet er også billedet på adskillelsen til hjemlandet USA i en pandemitid, og på et større symbolsk plan er havet knyttet til liv og moderskab og sorgen over morens død, ligesom det indlysende flettes ind i en akut klimakrise, når Amos på titelsangen synger: »There are those who don’t give a goddamn / That we’re near mass extinction«. Hendes kritik af kynisme og klimanøl rummer ikke just nye indsigter, men den får en stærk klangbund gennem den personlige melankoli og den ærefrygt over for naturen, som sangene fremmaner.
Ocean to Ocean viser, at Amos stadig er en kampberedt og vital sangskriver. Men den giver måske også et bud på, hvorfor hun ikke i samme grad trækker de store overskrifter i musikverdenen. Hvor hendes arrangementer og produktioner tidligere fremstod vovede og excentriske, er de på Ocean to Ocean flere steder mærkeligt sterile med radiovenlige kor og leflende pop/rock-guitar. Amos har altid brugt elementer af mainstreampop, men tidligere fik de modstand af en sitrende og ofte foruroligende andethed, som man her skal lede længe efter.
Her savner man noget af den rå kompromisløshed fra debutsinglen, som Ocean to Ocean også binder en sløjfe til. Sangen »29 Years« lægger kortene på bordet og blotlægger »Me and a Gun« og dens erfaringer som en dyster nøgle til hele sangkataloget, men slår også en markant håbefuld tone an, når der glides fra et isoleret jegs tårer til et triumferende vi, der løsriver sig fra offerpositionen. Det kunne meget vel være Amos’ bud på en #MeToo-hymne, et håb om, at ingen behøver at være alene med smerten. Og at vi sammen kan bevæge os videre:
These victim tears
A song from my past
To twenty nine years
Yes, we are free at last
We can unlash
Ourselves from that mast
After twenty nine years
Tori Amos: ’Ocean to Ocean’ (Universal)
Tori Amos: ’Resistance: A Songwriter’s Story of Hope, Change, and Courage’ (Simon & Schuster)
Tori Amos optræder i Det Kongelige Teater den 6. marts 2022
