Velfærdsstaten er ofret for at løse klimakrisen i den effektive samfundssatire ’Verdenshjertet’

Mads Arvesen har læst litteraturvidenskab, er 32 år, har kommunefarvet hår og bruger dagene alene i sin lejlighed i København, hvor alt er støvet og formentlig også rodet. Når han ikke arbejder, spiller han gamle computerspil og ryger joints på altanen. Føden består af havregryn med mælk og skiveskårne bananstykker, og han er ikke vild med at underordne sig chefer.

Og så er han hovedkarakter og jegfortæller i Viggo Bjerrings debutroman, Verdenshjertet. Vi befinder os et sted i 2030’erne, men lyder beskrivelsen genkendelig, er det nok, fordi det er en mandetype, som der findes en del af i dag.

Det er dog også noget af det eneste i Verdenshjertet, som er helt genkendeligt.

For fra romanens genkendelige udgangspunkt udvikler den sig i en stadigt mere spekulativ og verdensomvridende retning. Vi befinder os efter pandemierne, i flertal, der har isoleret folk. Som Mads i et kort afsnit funderer: »Under pandemierne var der i det mindste et fællesskab omkring isolationen […] Min isolation var selvskabt. Eller var den egentlig det? Var det ikke bare blevet sådan? Var det pandemierne, der havde sat den i gang?«

Samtidig har den såkaldte »økokapitalisme« overtaget. Velfærdsstaten er blevet tilbagerullet for at finansiere bekæmpelsen af klimakrisen, og pandemiårenes ekspansive finanspolitik er afløst af benhård sparepolitik. De arbejdsløse er blevet omdøbt til »De Unyttige« og lever på en mindsteudbetaling fra staten, mens andre, de prekære, lever fra job til job. Den længste beskrivelse af de politiske omstændigheder, der samlet udgør kun et par sider af bogens godt 260, afsluttes, da Mads i en indre monolog tænker: »Jeg havde ikke rigtig tålmodighed til at lytte længere.« Det er ærgerligt, for det er spændende med økokapitalismen, som må tænkes at udgøre grundlaget for hele det samfund, romanen skildrer.

Mads er en af de prekære, der arbejder fra job til job på den uigennemskuelige jobportal Easyjobs, der vækker mindelser om Amazons Mechanical Turk-platform, hvor de rettighedsløse jobtagere kan tjene en skilling. Han arbejder primært om natten, for her er der færre om jobbene med at oversætte og læse korrektur på reklametekster for internationale produkter. Man får på fornemmelsen, at det har været sådan længe.

Indtil en dag, hvor der dukker et job op, som næsten lyder for godt til at være sandt.

Mads skal redigere en thriller om en dansk-tysk krigsfotograf, der bliver engageret i en krig i Mellemøsten. En tyndbenet machothriller, der lever op til alle fordommene. Lønnen er på 60.000 kroner – meget mere end for noget tidligere job. Mads ender med at ghostwrite snarere end at redigere, og romanen bliver en bestseller. Derfor skal der da også skrives en toer, og herfra bliver Mads indrulleret i et spil, der vender hele verden på hovedet og åbenbarer det faktum, at den ellers så gennemsnitlige Mads måske er essentiel for verdens overlevelse.

Den rigtige forfatter bag bogen viser sig at være en algoritme, ligesom stort set al litteratur viser sig at være. Forlaget Syvstjernen udgøres af to mystiske personager, der holder til i en villa i Espergærde. Billederne af forfatteren er købt på nettet af en mand i Sydamerika med et passende udseende. Algoritmen har afkodet, hvad læserne vil have, og anmeldere og bogbloggere falder i svime. Mads har luret det hele, men pengene, en million, er for gode til at lade være, og så ryger Mads ellers på en rejse fra København til Berlin og tilbage for at få skrevet toeren.

Siderne vender sig selv i Verdenshjertet, og plottet er veltilrettelagt, mens slutningen er så hæsblæsende, at man næsten kan glemme sine forbehold. Ideer skorter det heller ikke på, og romanen er ambitiøs med et til flere metalag. Alligevel er der noget uforløst over det. Karaktererne er til tider stereotype. Der er den gale videnskabsmand, den driftige forretningskvinde og den lalleglade og yogaelskende psykolog. Og så Mads, det prekære mandebarn, der alligevel bliver verdens midtpunkt. Det er samfundssatire, men måske lige hårdt nok trukket op.

Prosaen flyder, og specielt beskrivelsen af et pludseligt snefald over Berlin er mindeværdigt. Men samtidig forfalder beskrivelserne af Mads’ indre ofte til kedeligt konstaterende sætninger som: »Nu fik jeg en dårlig fornemmelse.« Eller: »Med ét kunne jeg mærke, at jeg var udkørt og ude af stand til at arbejde videre.«

Bogen ender i et crescendo, hvor hele verdens fremtid er på spil. For algoritmerne og teknologiernes magt strækker sig langt ud over litteraturen. At komme den konkrete handling nærmere vil afsløre plottet, men der er noget meget vigtigt på færde i undergrunden under forlagets villa i Espergærde. Det er sjovt, til tider fjollet, men klart læseværdigt. Som læser kunne man godt ønske sig, at såvel karaktererne som den truede verden havde fået en bare lidt mere kærlig og uddybende behandling.

Bjerring tager tilstande i vores samtid, der allerede nu er synlige, ud i en ydre potens i en nærtstående fremtid, men det er, som om nogle af de beskrivelser, der kunne få os til at tænke anderledes over nutiden, mangler. Måske vil Bjerring i virkeligheden ikke rigtig det samfundsanalyserende, selv om bogen gør adskillige tilløb til det.

For en romandebut er Verdenshjertet dog alligevel lidt af en bedrift udi spekulativt plotmageri.

Viggo Bjerring: ’Verdenshjertet’. Ekbátana. 264 sider. 249 kroner