Hvis historien ikke genfortælles, så glemmes den. I kunsthistoriker Bente Scavenius’ nye bog, skriver hun passioneret og indsigtsfuldt om en række udvalgte malerier fra den danske kunsthistorie – det første værk er fra 1515 og det sidste af Jeppe Hein er fra 2021. Det kan lyde som en ordentlig tung sag at komme igennem, men bogen er en vaskeægte pageturner. Fuld af både viden og sladder.
Bogen igennem sætter Scavenius sin egen opvækst og slægtshistorie i spil med udvalgte værker fra kunsthistorien. Flere af malerierne hang på det gods på Møn, hvor hun er vokset op. Det giver anledning til et meget personligt udvalg af malerier – for det er kun malerier, hun skriver om – og som alle er valgt, fordi der knytter sig en god historie til dem.
Som når de kvindelige kunstnere i 1891 får deres første udstilling i Kunstforeningen Gl STRAND, arrangeret af maler Johanne Krebs, hvor deltagerne i pressen blev kritiseret for »ikke at være kvindelige nok i deres kunstneriske udtryk, af den grund kunne deres værker lige så godt være udført af mænd, og derfor var de overflødige«, som Scavenius refererer fra tidens aviskritik.
Impressionisme og bondeland
Selv om Scavenius’ ærinde ikke på nogen måde er kønspolitisk, så beskriver hendes bog alligevel mange af de kampe, der var mellem kunstnerne, og hvor svært det har været for kvinderne at blive accepteret. For eksempel skriver hun om landskabsmaleren Peter Hansens officielle afvisning af søsteren Anna Syberg, hvor han vendte sig imod at indkøbe hendes malerier til det nye Faaborg Museum, for hun var jo både kvinde og blomstermaler, og det var der ingen værdi i.
Mange år senere indkøbte museet dog heldigvis en række af hendes nyskabende og for det tidspunkt også moderne malerier. I Sybergs værker er blomsterne ikke nydelige prydgenstande, men rager viltert, kaotisk og sanseligt ud over hele fladen, som i hendes Kaktus fra Botanisk Have (1908), som gengives i bogen. Langt mere moderne forekommer hendes værk, end det bondemaleri fra den fynske muld, Pløjemanden vender, malet af broren Peter Hansen, som også er med i bogen. I Sybergs maleri spores en international inspiration fra impressionismen, hvor broren hellere dyrker det nære danske landskab.
Fløjene i dansk kunst på dette tidspunkt kom ofte op at toppes. I københavnerpressen blev fynbomalerne kaldet »træskokunstnere« efter en udstilling på Den Frie Udstilling med lovlig mange måger af Johannes Larsen eller markbilleder af den fynske muld.
Scavenius fortæller dog også, at den egentlige årsag til det store mishag mod »bondemalerne« fra blandt andet den mere symbolistiske maler Harald Slott-Møllers side var, at Den Frie Udstilling havde nægtet at optage maleren Gerda Wegener som medlem. Det startede ifølge Scavenius den såkaldte »bondemalerstrid«. Kender man Wegeners malerier, der bruger sin egen mand klædt ud som kvinde som model, kan man måske se stridens kerne for sig. Pløjemarken og mågerne over for moderne parisisk dekadence og frisind.
Personlige fortællinger
Det er tydeligt, at Scavenius har en særlig faible for – men også indsigt i – det danske guldaldermaleri. Her kan man mærke hendes enorme viden om kunstnerne og deres måde at gå til genren på. I det hele taget er der bogen igennem et stort fokus på naturen og landskabet, og hvordan kunstnerne helt forskelligt er gået til det at male naturen. Fra Martinus Rørbyes Udsigt fra kunstnerens vindue (1825), der er malet fra den private stue, hvor vinduet fungerer som ramme om synet til havnen og de store skibe på vej ud i verden. Til Nils Skovgaards Æ hav, solskin (1888/92), der forestiller et brusende hav, der, som Scavenius skriver, sandsynligvis er malet helt nede i vandkanten, for der er fundet sandkorn i malingen på lærredet.
I næsten alle værkanalyserne giver Scavenius en ny dimension til læsningen, der enten kommer fra hendes eget personlige liv, fra hendes forskning eller fra hendes virke som kritiker. Det gør disse ældre værker levende for læseren, og genvækker deres relevans, deres dybde og deres betydning for vores kunstneriske arv.
Jeg vidste eksempelvis ikke, at det på et tidspunkt mod slutningen 1700-tallet, i kølvandet på filosoffens Jean Jacques Rousseaus tanker om menneskets naturtilstand, for aristokratiet og borgerskabet blev »in at lade sig forevige på en faldefærdig bænk ved en markvej fremfor i et standsmæssigt interiør med silkebetrukne sofaer«, som Scavenius skriver i kapitlet om Jens Juels portræt Det Ryberske familiebillede (1797), hvor patriarken netop sidder på en sådan frønnet træbænk iført sit galante tøj med knickers, stok, spidse sko og hvid skjorte med flæs.
Det er også underholdende at læse om forargelsen og fejder i pressen over de kunstneriske nybrud undervejs. Som da Vilhelm Lundstrøm i 1918 udstiller tre papkassebilleder på Den Frie, der fik folk til at fare i flint, ikke mindst patologen Carl Julius Salmonsen, der så den moderne kunst som udtryk for en smitsom sindslidelse. Omvendt har vores kunstsyn måske ikke udviklet sig så meget siden. Jævnfør de nylige ophedede debatter om henholdsvis en fiskefilet som gavlværk af Torben Ribe, eller et tomt værk af Jens Haaning. Debatter, som Scavenius også selv har bidraget til med kloge kommentarer i både tv og i aviser.
Fri af pligter
Bogen vidner i det hele taget om at være skrevet af en dansk kunsthistoriker i en kaliber for sig. Selv om der for eksempel er mange referencer til slægtens historie med kunsten på Møn – hvortil mange af guldaldermalerne drog for at male klinten (P.C. Skovgaard), eller Liselunds have (C.W. Eckersberg), så er der også et internationalt udsyn i bogen. Både hvad angår de danske kunstneres udenlandsrejser og den måde dansk kunst blev udviklet derigennem, men også via Scavenius’ egne rejser.
Vi hører både om dengang hun på The Met i New York bliver præsenteret for et nyt dansk værk i samlingen – som viser sig at have tilhørt hendes egen familie – og om dengang hun var til middag med Peggy Guggenheim i Venedig. De personlige anekdoter tjener altid til at fremhæve et specifikt maleri. I sidste tilfælde handler det om Rita Kernn-Larsen.
Det er befriende at læse dansk kunsthistorie, der ikke føles som en slavisk gennemgang af alle de største navne – her er for eksempel hverken noget om Asger Jorn eller Tal R – og som samtidig insisterer på at fortælle en god historie.
Bente Scavenius: ’Mit livs billeder’. Gyldendal, 248 sider, 400 kroner
