Vejen til kunstnerisk anerkendelse er kringlet og fuld af blindgyder. Desuden er den endeløs, for gyldigheden af én gang opnået anerkendelse er ikke nødvendigvis evig og aldrig indiskutabel eller uimodsigelig. Det turde billedkunstneren Bertha Wegmann (1847-1926) være et mønstereksempel på.
På Den Hirschsprungske Samling er der netop åbnet en udstilling om og med Wegmann. Den bærer den passende undertitel At male på mange sprog. Bertha Wegmann var nemlig, både hvad angår billedsprog og talesprog, knap så entydigt dansk, som dansk kunsthistorie i hendes samtid fordrede.
Hun var født i Schweiz, men fra sit femte år opvokset i København. Siden hen blev hun uddannet i Tyskland. Dermed forblev hendes nationale identitet en dubiøs størrelse, akkurat ligesom hendes kunstneriske formsprog rejste tvivl om hendes ’danskhed’.
Slår man op under Bertha Wegmann i den udgave af Weilbachs Kunstnerleksikon, der udkom i midten af det 20. århundrede, nævnes hendes tidlige kunstneriske anerkendelse i samme sætning, som konstaterer, at »hun virkede som en noget fremmed Fugl i den danske Kunstverden gennem det virtuose Salonpræg, der blev hængende ved hende fra Münchenerskolen«.
Denne noget ambivalente karakteristik, der på én gang understreger Wegmanns respekterede kvalifikationer og hendes tvivlsomme særheder, er typisk. Den vidner om, at kunstnerisk anerkendelse er et stridsfelt, hvor vurderingskriterierne for ’den gode kunst’ ikke er huggede i sten, men snarere er skrevet med vand. Det gælder ikke mindst for kunst i en brydningstid som slutningen af 1800-tallet, hvor modernistiske strømninger udfordrede den akademiske kunst. Bertha Wegmanns værker var imidlertid ikke blot i deres samtid omgærdet af ambivalente og modstridende holdninger – de er stadig genstand for debat.
Idealisme og pragmatisme
Udstillingen på Den Hirschsprungske Samling er en elegant og præcis iscenesættelse af et kunstnerskab, der som de fleste store kunstnerskaber rummer både idealisme og pragmatisme, modstand og opportunisme.
Igennem otte sale med hver deres grundtema bliver publikum ført gennem et liv og et oeuvre via et sammensat materialeudvalg, der rummer både oliemalerier, pasteller, tegninger, fotografier, relikter og breve. Det mest markante og gennemgående fokus i udstillingen er rettet mod kønnet som en slags skæbne og herunder den subtile trods, Wegmann gennem hele livet mønstrede mod en sådan skæbne.
En ung kvinde med kunstneriske aspirationer i 1860’ernes København var ikke ligefrem heldigt stillet, for billedkunsten blev anset for et anliggende for mænd. Kunstakademiet optog kun mandlige studerende, mens uddannelse af kvinder foregik i privat regi, hvor kvaliteten af undervisningen var højst svingende. Men lige så slem som den evidente institutionelle diskrimination var den herskende opfattelse af kvinders potentialer som udøvende billedkunstnere.
Tidens mest indflydelsesrige kunsthistoriker, Julius Lange (1838-1896), der både var medlem af gallerikommissionen, som forestod indkøb til Den Kgl. Malerisamling, forelæste på Københavns Universitet og udøvede kunstkritik, var udtalt skeptisk over for kvinders evner som kunstnere. I et brev fra 1886 kommer hans holdning klart til syne: »Jeg finder i visse Henseender Kunsten udmærket egnet for Kvinderne; men jeg forstaar derved unægtelig netop Kunstflid, Kunstindustri, særlig de Opgaver af den, som kræve den nænsomste Haand og mindst fysisk Anstrængelse.«
Modviljen mod kvindelige kunstnere fremstod som en massiv barriere i tiden, men emnets påtrængende karakter hører på den anden side også sammen med, at en kvindebevægelse manifesterede sig og krævede sin ret.
Selv om Wegmann var henvist til privat undervisning og i 1867 drog til München for at få en kvalificeret en af slagsen, så blev hun senere – i 1887 – den første kvinde, der blev indvalgt som medlem af Charlottenborgs vigtige udstillings- og censurkomité. Som portrætmaler opnåede hun enorm popularitet og blev til sin store irritation primært opfattet som en sådan, selv om de mere eksperimenterende blandformer, der for eksempel sammenføjede portræt med landskab eller interiørstudie interesserede hende mere.
Situationsbilleder
At male på mange sprog demonstrerer meget overbevisende, hvordan Wegmann hårfint balancerede diskret radikalisme og respektfuld traditionalisme. Det gælder også på kønsområdet, hvor hendes værker umiddelbart kan synes dybt konventionelle og akademiske, men ved nærmere eftersyn også udviser vedvarende mikromodstande mod de herskende kønsforståelser.
Hendes kvindeportrætter er indlevede og intime, malede med en tydelig sympati, der betoner kvindernes styrke og selvsikkerhed, men også ofte understreger noget legende og forførerisk. Portrættet fra 1881 af den nære kunstnerveninde og mangeårige bofælle, Jeanna Bauck, er et strålende eksempel på, hvordan Wegmann evnede at fremstille situationsbilleder, som løftede de afbildede kvinder ud af det formelle portrætmaleris mere stive konventioner.
I maleriet sidder Bauck ved et bord i sit atelier og læner sig let fremover, mens hendes blik konfronterer betragteren direkte. Det indfaldende sollys får hendes viltre, rødlige hår til at stråle som en glorie omkring hendes hoved, mens hun betragter os intenst og smilende. Ingen tvivl om, at scenen er løftet direkte ud af en arbejdssituation, et øjebliksbillede fuldt af liv og nærhed.
Maleriet blev udstillet og fik hæder på Salonen i Paris i 1881, men da det blev vist i Danmark samme vinter, faldt billedet ikke i så god jord – tværtimod blev det blandt andet betegnet som »forfløjent.« Det fik Wegmann til at male et nyt og meget mere formelt portræt af en nu mere stiligt poserende Bauck i 1886. Dette værk hænger i udstillingen side om side med det første portræt, så publikum har mulighed for at studere de vidt forskellige frembringelser, som Wegmanns tekniske og håndværksmæssige overlegenhed resulterede i.
Det ’fornyede’ portræt af den svenske malerinde Jeanna Bauck, 1885.
Med glødende intensitet og en varm tonalitet emmer billedet af en hverdagsintimitet, der modsætter sig påklædningsscenens typiske erotisering af kvinden og i stedet gennem fokuseringen på kvindens fordybelse i en bog understreger hendes videbegær. Stilistisk har Wegmann med dette værk desuden bevæget sig mere i retning af impressionismen med de synlige spor af penselstrøg i oliemalingens fede overflade, eksperimenter med at skabe skyggeeffekter uden brug af sort og præcise strejf af ublandede farver strøet sparsomt ud over den brunlige grund.
Mælkebøtten
Et mere underspillet tegn på Wegmanns kønspolitiske engagement kan man lokalisere i mælkebøttemotivet, som er genkommende i hendes værker fra slutningen af 1800-tallet.
Mælkebøtten, den ukuelige ukrudtsplante, der med vinden spreder sine frø i alle retninger via sine fnok, blev nemlig valgt som symbol på Kvindernes Udstilling i 1895, hvor Wegmann var repræsenteret med ikke mindre end 30 værker. Den lidet elskede blomst var klart nok et billede på kvindebevægelsen, hvis idégods ikke just var populært i det mandsdominerede samfund, men ikke desto mindre spredte sig lige så ustoppeligt og effektivt.
Wegmann ophøjede mælkebøtten til et værdigt og smukt motiv i adskillige blomsterbilleder, ligesom hun i det hele taget foretrak at skildre ydmyge markblomster frem for roser og liljer. Som udstillingens kurator, Lene Bøgh Rønberg, nævner i en artikel, kan Wegmanns blomstermalerier både ses som udtryk for kunstnerens kærlighed til den vilde natur, men også som en tematisering af kvindefrigørelsen via »de ukultiverede planters karakter af ukontrolleret, viljestærk vækst«.
Endelig kan Wegmanns hele livsførelse anskues i et kønspolitisk lys, for så vidt som hun aldrig giftede sig, men tværtimod levede sammen med kvinder hele sit liv. Forkastelsen af ægteskabsinstitutionen har givet anledning til mere eller mindre åbenlyse spekulationer om Wegmanns seksuelle orientering. Ikke så overraskende betyder den kulturelle tabuisering og den juridiske kriminalisering af homoseksuelle relationer i 1800-tallet, at der ikke findes noget overleveret vidnesbyrd herom.
Det er dog også en mindre detalje i det overordnede billede, som handler mere om den åbenlyse afvisning af at dele intimsfæren med en mand og den implicitte afstandtagen fra patriarkatets grundvilkår, som er indeholdt i den gestus. Uanset Wegmanns seksuelle orientering har et sådant livsvalg, der dengang også var et fravalg af børn, skabt bedre rammer for at forfølge en kunstnerisk karriere på egne præmisser.
Den mere almindelige situation kan man få et indtryk af ved at se på biografien hos en anden af tidens kunstnere, den 20 år yngre Marie Triepcke (1867-1940), som i øvrigt udgør hovedfiguren i Wegmanns maleri En ung pige fra 1885, hvor hun var elev hos Wegmann. Hun måtte ganske typisk tilsidesætte sine egne kunstnerambitioner, da hun giftede sig med P.S. Krøyer, hvilket førte til vedvarende psykiske problemer for hende. Hendes egen mand har i et brev til familielægen fra 1897 med klarsyn forklaret årsagen: »Hun har ikke kunnet leve for sin Kunst sammen med at være Hustru og Moder og Husmoder og hun er blevet fortvivlet ved at se sine personlige Livsopgaver trængt tilbage.«
En åben udstilling
Udstillingen At male på mange sprog ledsages af en bogudgivelse, som ud over smukke illustrationer og dokumentationsmateriale rummer en række forskningsartikler. I en af artiklerne nævner kunsthistorikeren Emilie Boe Bierlich, at den ringeagtelse, Bertha Wegmann blev udsat for i Danmark, var tredelt.
Ringagtelsen handlede om, at hun var født i udlandet, at hendes kunst så udenlandsk ud, og at hun var kvinde. Man kan til denne række føje, at Wegmanns kunst også er blevet ringagtet for at være for konventionel og til tider ligefrem falde i kategorien ’kitsch’. Det synspunkt blev kunsthistoriker Lennart Gottlieb sidste år refereret for i Weekendavisen, efter han på Facebook havde kommenteret nyheden om Den Hirschsprungske Samlings erhvervelse af maleriet En ung pige meget negativt, hvilket skabte en del debat.
Bertha Wegmanns portræt af sin kunstnerkollega og tidligere elev Marie Triepcke, 1885.
Måske derfor bliver Wegmann i en artikel af Ernst Jonas Bencard ligefrem tildelt æren for som en anden skandalekunstner at have malet kunsthistoriens første eksplicitte klitoris, hvilket man dog for mig at se skal være temmelig sympatisk indstillet over for fortolkningen for at kunne istemme. Der er ikke andre tegn i Wegmanns oeuvre på, at hun skulle have fokuseret så bastant eller »eksplicit« på kønnets anatomi, uanset hendes kønspolitiske bevidsthed og hendes mulige seksuelle orientering.
At værket omvendt er andet end et stykke »banal uvirkelig salonkunst« eller udtryk for lummer »overklasseliderlighed«, som Gottlieb videre har karakteriseret det, hersker der imidlertid for mig at se heller ingen tvivl om. Maleriet skaber et intimt og fortroligt rum, som gennem en række mindre markører forskyder det fra den akademiske tradition, som det samtidig er solidt plantet i. Det er malet i mange sprog og forvirrer derfor stadig sit publikum.
Det hører til den aktuelle udstillings styrker, at den holder disse problemstillinger og modsætningsforhold åbent frem for publikum og lader dem selv dømme. Bertha Wegmanns oeuvre belyses i en større bredde, end vi tidligere har set, og en stor mængde kontekstualiserende materiale i form af skitser, breve og fotografier fremvises for at belyse de omstændigheder, værkerne er blevet til under. Sammen med den medfølgende bogudgivelse skaber det et øjenåbnende og tankevækkende indblik i Bertha Wegmanns liv og værk.
Udstillingen inviterer til nysgerrigt at gå på opdagelse, se og tænke selv, samt diskutere de sammenhænge mellem på den ene side værk og på den anden side smag, køn, nationalitet og stil, som bliver så presserende i Wegmanns værker.
Bertha Wegmann. At male på mange sprog. Den Hirschsprungske Samling. Indtil den 29. maj 2022. Herefter vises udstillingen på Skovgaard Museet fra den 11. juni til den 2. oktober 2022.
Gertrud Oelsner & Lene Bøgh Rønberg (red.): Bertha Wegmann, Strandberg Publishing, 2022.
Kilder:
1:https://www.rosekamp.dk/Weilweb/VW.htm#Wegmann__Bertha
2: Breve fra Julius Lange, Kbh: Det Nordiske Forlag, 1902, s. 226.
3: Lene Bøgh Rønberg: »Manglede der noget? Om Bertha Wegmanns bidrag på ‘Kvindernes Udstilling’ i 1895,« Gertrud Oelsner & Lene Bøgh Rønberg (red.): Bertha Wegmann, Kbh.: Den Hirschsprungske Samling, 2022, s. 159.
4: Brev fra P.S. Krøyer til lægen dr. Julius Nærum den 22. maj 1897, her citeret fra »Søren og Marie Krøyer«, Marianne Saabye: P.S. Krøyers fotografier, Kbh: Den Hirschsprungske Samling, 1990, s. 125.
