’Borgen’ bliver interessant ved at behandle et emne, hvor Danmark både er den store og den lille: Grønland

Det er ret godt set af De Radikales Martin Lidegaard og nu Borgens officielle konsulent at opfordre Adam Price til at lade handlingen af den længe ventede nye sæson udspille sig i relationen til Grønland.

Her er Danmark både en stormagt og en lilleputnation, koloniherre og international alliancepartner uden pondus. Her kan Borgen ikke med troværdighed bruge Danmark som et ubesmittet idealbillede på den højst opnåelige form for parlamentarisk demokrati. Som en undtagelse i et morads af civilisationskrise.

Det var ellers der, vi efterlod Birgitte Nyborg ved tredje sæsons afslutning i 2013. Den tidligere statsminister havde stiftet et nyt parti, der strøg ind i Folketinget med få, men afgørende pladser. I en selvopofrende øvelse sagde hun i sæsonens sidste afsnit nej til muligheden for at blive statsminister i en regering hen over midten på det højreradikale Frihedspartis mandater.

I stedet tilbød hun sin opbakning til valgets største parti, De Liberale, lod dem genvinde regeringsmagten og foreslog endog selv, at statsministeren, Lars Hesselboe, kunne sende hende hen, hvor peberet gror med udenrigsministerposten.

Slagsmål om Grønlands olie

Borgen skal have ros for at placere sig et lidt andet sted i denne nye sæson, der har fået sin egen titel: Borgen: Riget, Magten og Æren. Ti år senere er Birgitte Nyborg igen udenrigsminister. Denne gang i en regering ledet af Arbejderpartiet og en statsminister, med hvem Nyborg har et usædvanligt køligt samarbejde.

Selv er Birgitte Nyborg blevet en levebrødspolitiker, der undgår opkald fra sin ideologiske mentor Bent Sejerø. Hendes familie har endegyldigt accepteret, at hun fungerer som gæst i deres liv, mens hun stadig selv har svært ved at vedstå sig det. Hun vil have det hele.

Katrine Fønsmark (Birgitte Hjort Sørensen) er blevet chef på TV1 i den nye sæson af Borgen.

Mike Kollöffel

Grønlænderne mener, at de i kraft af selvstyret har ret til selv at disponere over råstoffer og ressourcer, mens Birgitte Nyborg peger på, at et stort oliefund har potentielle geopolitiske konsekvenser og dermed hører ind under den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik, som Grønland stadig følger. Og så er der lige det dér med fordelingen af fortjenesten. Det er der vist heller ikke helt taget højde for i lovgivningen i rigsfællesskabet. Men oven over formaliteterne svæver selvfølgelig klimapolitikken.

Sidse Babett-Knudsen mestrer virkelig med sin ansigtsmimik at efterlade seeren i tvivl om, hvorvidt hun modarbejder den grønlandske minister Hans Eliassens ønske om straks at påbegynde olieudvindingen, fordi hun tager klimaforandringerne alvorligt, fordi hun frygter for forholdet til allierede i sikkerhedspolitikken, eller fordi hun vil bestemme.

Hun viser os, at alle de ting godt kan være mulige på én gang. Sidse Babett-Knudsen har gennem alle sæsonerne demonstreret, at hun med sin karakter kan rumme og formidle modsatrettede følelser meget troværdigt.

Danske politikere i menneskehænder

Grønlands udenrigs- og råstofminister Hans Eliassen spilles af Svend Hardenberg, og allerede i første afsnit viser han, at de danske politikere og embedsfolk er kommet i menneskehænder. I det hele taget bliver noget af det mest interessante at følge, hvordan grønlænderne og relationen mellem vore folk og vore professionelle repræsentanter portrætteres.

Borgen er i kontakt med virkeligheden på en helt anden måde end tidligere. Og det er den førte politik i denne virkelighed, der fungerer som overordnet narrativ frem for Birgitte Nyborgs karriere- og familieliv.

På den måde er det tydeligt, at denne sæson er skrevet ind i en mere tålmodig streamingvirkelighed end den gamle søndag aften klokken 20-virkelighed, der foretrak at en sag påbegyndtes og afsluttedes i samme afsnit.

Borgen er gennem årene lykkedes med at gøre seværdigt tv ud af en verden, der kan forekomme lukket, og med at indvie flere i politiks logikker. For de er selvfølgelig ikke dikteret af hverken ren kynisme som i House of Cards eller ren ideologi som i The West Wing.

Det er det muliges kunst, som det så ofte gentages i en eller anden form i en af Borgens klicheer. Og dem er der mange af i en dialog, der ofte virker forsimplet (første afsnit afsluttes simpelthen med dobbelt-whammeren: »Vi står i lort til halsen og er ved at gå i seng med djævlen«), men måske er det måden, hvorpå man kan vise, at politik ofte bliver kompliceret af simple årsager.

Det virker på en eller anden måde betryggende. Det efterlader jo et mulighedsrum, som politikere nogle gange har det med at lade, som om ikke findes.

’Borgen: Riget, Magten og Æren’ – Manuskript: Adam Price. Konceptuerende instruktør: Per Fly. Afsnit 1, DR1 søndag klokken 20.