Britney-teaterkoncerten 'Work Bitch' er en morsom og tåkrummende hybrid, der kan noget

De fire skuespillere kaster sig frådende rundt mellem blod og indvolde i teatrets overglaserede, hvide spaunivers. Imens kigger Britney Spears ud på os fra et plakatfoto i scenens øverste højre hjørne og taler i en forvrænget stemmeoptagelse. Hun fortæller, hvordan faderen Jamie Spears’ 13 år lange formynderskab over hende krænkede hendes autonomi som menneske – og hvordan han reducerede hende til den work bitch, som er blevet titlen på teaterforestillingen af Akt1 og Sort/Hvid.

Så forstår man. Man forstår, hvorfor historien om Britney Spears og #FreeBritney-bevægelsen er blevet et ekkokammer af det senmoderne menneskes tragedie, fordi den udstiller den stadigt mere nagende uoverensstemmelse mellem individet og det samfund, vi selv har skabt. For hvordan og hvornår vil vi befri os selv? Kan vi befri os selv? Hvem er fjenden, når han ikke kan nedsmeltes til at være en formynderisk og forræderisk far? Og hvis man ikke er fængslet – sådan rigtigt i virkeligheden – kan man så befries?

På teatret Sort/Hvid undersøges disse spørgsmål af fire skuespillere, der spiller sig selv. De leder efter svarene sammen med publikum. I et tempofyldt og gakket forløb, der er hensat til et sparetreat (eller et klinisk fængsel), blandes tekstdialog, musik, sang, dans og performance i en morsom og tåkrummende hybrid, der kan noget!

Intensitet og tempo

Ida Marie Hede, der også er prosaforfatter og debuterede som dramatiker med hørespillet Ponytailmonologerne for Akt1 i 2018, leverer satiriske, humorfyldte og opfindsomme sproglige fortællinger med den forkærlighed for væsker, der også kendes fra hendes øvrige forfatterskab. I samspil med Niels Erlings sceniske koncept og Lise Marie Birchs plastiske zen-scenografi skabes et postmoderne raritetskabinet med agurker som hovedgenstand – med smilende popglitter-glam-overflade og hårdtpumpet længselsfuld elektronisk inderlighed. Det kræver selvfølgelig sin vandflaske og en stærk fysisk formåen at ’workbitche’ sig selv i smadder.

Nanna Cecilie Bangs voluminøse spændvidde og komiske timing som skuespiller suger al opmærksomheden til sig på scenen, hvad enten hun krænger sjælen ud som en indlevet Britney-manifestation, en forsigtig popfan, eller en sexet meditationsinstruktør. Hun får medspil af Laura Skjoldborgs sarte spillestil og smukke klangfulde vokal, der råt og indlevende formidler teksterne til komponist og lyddesigner Rasmus Junckers industrielle technobeat. Musikkens faretruende lydbillede vokser frem som endnu en medspiller, akkompagneret af Jim Falk og Malte Hauges stemningsfyldte lysdesign.

Skuespilleren Joachim Kubels er med sin underspillede stil herligt seværdig som slesk og påtaget sårbar toy boy, en plastisk Barbie-Ken, hvis falske smil sidder lige i skabet, mens de skælmske øjne røber, at vi nok ikke helt bør stole på en mand, der vasker agurker. Sammen med Hamun Maghsodlos kølige, rationelle karakter skaber han et fysisk stærkt makkerpar i Niels Erlings og Gunilla Linds tjekkede, parodierende og alarmerende koreografi, hvor vi alle er slavebundet til popkulturen og konkurrencesamfundets mekaniske ekkokamre.

Vellykket eksperiment

Work Bitch er en tværæstetisk coproduktion mellem Teater Sort/Hvid og AKT1. Det er seneste skud på stammen i det musikdramatiske sceneeksperimentarium, som i perioden 2021-2024 er støttet af Statens Kunstfond. Ideen er at udvikle musikdramatiske værker på tværs af form og genre. Ved at danne nye genrer – og opløse dem igen – vil teatret især skabe nye former for politisk musikteater.

Dette er et kærkomment tiltag, der vil forsøge at puste ny kunstnerisk fantasi ind i et efterhånden træt og stivnet teaterkoncertformat, der stadig udspringer af Nikolaj Cederholms innovative teaterkoncerter fra starten af 00’erne.

Teaterkoncerten beskyldes ofte af kritikere for at være cool kalkule, der i sin genkendelighed aktiverer vores fælles lemmingeknap. Men Work Bitch viser, at teaterkoncertgenren stadigvæk kan noget – også når den vælger et genkendeligt kulturelt popikon som tematisk omdrejningspunkt. De sekvenser, hvor Britney indtænkes som revolutionær helt, virker lidt ude på et sidespor i forhold til det samlede koncept, men de er i hvert fald hylende morsomme.

Vores mainstreamidoler siger meget om os selv. Det er den hypotese, som Work Bitch udfolder. Eksperimentet er en fryd for øjet og for lattermusklerne, og det giver Britney Spears-dyrkelsen modsvar. Ikke mindst fra vores egen indre selvpisker.

’Work Bitch’. Koncept: Niels Erling. Instruktion og koreografi: Niels Erling og Gunilla Lind. Tekst: Ida Marie Hede. Scenografi: Lise Marie Birch. Lyddesigner og komponist: Rasmus Juncker. Lysdesign: Jim Falk og Malte Hauge. Medvirkende: Nanna Cecilie Bang, Laura Skjoldborg, Hamun Maghsodlo, Joachim Kubel. Coproduktion mellem Akt1 og Sort/Hvid. Teater Sort/Hvid i Kødbyen til 12. februar 2022.

Gæsteanmelder Louise Christiansen er cand.mag. i dramaturgi, nordisk og historie