Det drypper af klistrede og fedtede væsker i Sofie Hermansen Eriksdatters solodebutdigtsamling Lady Dawn synger vuggeviser. Af blod, spyt, tis, sved, sæd og magma. Hvem denne Lady Dawn er, bliver man aldrig rigtig klogere på, selv om samlingens første digt giver et hint:
»Hun rører bjørneklo, hun træder imellem elmetræer/hun går på rov efter rogn og bedøvelse. Hun er sår/Hun er savl. Hun er sædstreng og døgnrand.« Så er man ligesom i gang, men om man kommer tættere på Lady Dawn, tja måske. Stilen bliver i hvert fald slået an med verselinjernes korte og kontante gentagelser og rim. Ligesom bjørnekloen, elmetræerne, rogn, savl og sædstreng er taktile størrelser, så er linjerne det også.
Og så giver det sidste ord ’døgnrand’ måske alligevel en vej ind i værket og tættere på denne Dawn. Dawn er jo daggry, en rand på dagen, et mellemstadie og også en ny begyndelse. Meningen skal nok findes i spændet mellem de forskellige betydninger. Lady Dawn er forkynderen af noget nyt og uvist og en stor og uregerlig krop, men også mange andre ting i Eriksdatters debut.
Digtsamlingen forløber over otte dele. Fra de første digtes ubestemmelighed befinder man sig snart i den noget mere konkrete afdeling med afsnittet: »Vintervejene 66. nordlige breddegrad«. Vi er formentlig i det nordlige Island. Et ’jeg’ og et ’du’ installeres og bliver til et ’vi’, teksten antager en mere kortprosa-agtig form og slår over i lyriske rejsebeskrivelser og en hel del sex.
Ligesom tidligere er det materielle, materien, det taktile i centrum. Mens de sidste linjer tydeligt synes at vise det arbejde, Eriksdatter er interesseret i. Arbejdet med at drage forbindelser. Elmasterne forbinder verden. Hænderne forbinder vi’et. Sveden er det fugtige imellem. Der bliver skabt forbindelser fra en lokalt forankret udsigelsesposition og infrastruktur til det globale.
Senere i »Vintervejene 32. sydlige breddegrad« befinder jeg’et sig i Atlasbjergene i Nordafrika. Også her er det forbindelser, der bliver skabt. Omend på andre måder. Vi’et vågner og ser flodsenge fulde af »plastik, gamle sko, underbukser, fossiler«. Natur og menneskeskabt i én pærevælling, en ny antropocæn geologi.
Hvorfor er flodsengen udtørret? Har det noget at gøre med »krisen«, der flere gange nævnes, men aldrig konkretiseres. Mit bedste bud er, at ja, det er økokrisen, der gemmer sig bag interessen for det materielle og de globale forbindelser. Hvormed Eriksdatter også står i forbindelse med den lange række af digtere og teoretikere, der i de senere år har tænkt krop, materialitet og økologisk krise sammen.
Dryp, dryp, dryp
Men lad os vende tilbage til de tidligere nævnte væsker, som er så vigtige i Lady Dawn synger vuggeviser. Alle de væsker er det, der lækker fra kroppen og fra jorden. »Huden er bare et hylster,« hedder det et sted med en slet skjult reference til Bjørn Rasmussen, som vel herhjemme er blevet kendt som en slags mester i at skrive om kropsvæsker.
Hos både Eriksdatter og Rasmussen finder man interessen for det abjekte. Det, der befinder sig mellem kroppen og verden. Det har været en del af kroppen, men er blevet frastødt. Hos Eriksdatter finder man udover væskerne også sårskorper, der drysser, og kropshår samt skellene i dette digt: »Jeg klør flager af skæl af min hovedbund/de ligger som en krans omkring mig i sengen, på bordet/på min bluse, en beskyttelseskrans«. Her er det abjekte både en selveroderende handling, at klø flager, og en selvopholdende gestus, at skabe en beskyttelseskrans. Olga Ravns debut Jeg æder mig selv som lyng og meget af den poesi, der i starten af 10’erne piblede frem, og som havde kroppen og materialiteten i fokus, ligger også og klinger i baggrunden.
Det er en stilsikker debut. Sine steder vild og vrængende, men hele tiden fint registrerende i et væld af farver og konkrete betragtninger. Alligevel er der også ofte noget lidt for genkendeligt over Eriksdatters skrift. Forgængerne tårner sig op og koblingerne mellem det helt lokale og kropslige, og det globale, nogle gange en anelse forcerede og formulariske. Som når det lyder sådan her i en lettere apatisk tone: »Det blæser mere, jeg ser i fjernsynet/at der ligger afbrændte stole, kroppe på bredden […] jeg organiserer mine sokker i mit klædeskab for at holde det ud.«
Andre steder skriver Eriksdatter bloddryppende og undergangsbebudende billeder frem, som man ikke lige sådan kan ryste af sig. Så lad os ende på et af dem.
»Lady Dawns kusse bløder sødt blod, det render over himmelhvælvet og farver/alting rødt, det ruster, lille verden, klinger det i husene i gangene gennem/afløbene, klinger det.«
Sofie Hermansen Eriksdatter: 'Lady Dawn synger vuggeviser'. Det aarhusianske forlag Herman & Frudit. 78 sider. 200 kroner
