Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Debutdigtsamling drypper af blod, spyt, tis, sved, sæd og magma

Sofie Hermansen Eriksdatter afsøger grænserne mellem krop og verden. Det er en stilsikker debut, men forgængerne tårner sig op og koblingerne mellem det helt lokale og kropslige, og det globale bliver nogle gange en anelse forceret
Kultur
11. februar 2022
Sofie Hermansen Eriksdatters debut er stilsikker. Sine steder vild og vrængende, men hele tiden fint registrerende i et væld af farver og konkrete betragtninger.

Sofie Hermansen Eriksdatters debut er stilsikker. Sine steder vild og vrængende, men hele tiden fint registrerende i et væld af farver og konkrete betragtninger.

Magnús Elvar Jónsson

Det drypper af klistrede og fedtede væsker i Sofie Hermansen Eriksdatters solodebutdigtsamling Lady Dawn synger vuggeviser. Af blod, spyt, tis, sved, sæd og magma. Hvem denne Lady Dawn er, bliver man aldrig rigtig klogere på, selv om samlingens første digt giver et hint:

»Hun rører bjørneklo, hun træder imellem elmetræer/hun går på rov efter rogn og bedøvelse. Hun er sår/Hun er savl. Hun er sædstreng og døgnrand.« Så er man ligesom i gang, men om man kommer tættere på Lady Dawn, tja måske. Stilen bliver i hvert fald slået an med verselinjernes korte og kontante gentagelser og rim. Ligesom bjørnekloen, elmetræerne, rogn, savl og sædstreng er taktile størrelser, så er linjerne det også.

Og så giver det sidste ord ’døgnrand’ måske alligevel en vej ind i værket og tættere på denne Dawn. Dawn er jo daggry, en rand på dagen, et mellemstadie og også en ny begyndelse. Meningen skal nok findes i spændet mellem de forskellige betydninger. Lady Dawn er forkynderen af noget nyt og uvist og en stor og uregerlig krop, men også mange andre ting i Eriksdatters debut.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her