’Døden på Nilen’ er et overgreb på mesterdetektiven Hercule Poirot

Gennem mine snart 30 år som filmkritiker er det ganske ofte sket, at jeg har forladt biografen som en skuffet mand. Det sker dog sjældent, at jeg ligefrem er fornærmet, for ikke at sige vred. Men det skete forleden, da jeg havde set Kenneth Branaghs seneste Agatha Christie-/Hercule Poirot-film, Døden på Nilen.

Jeg har stor respekt for Branagh som skuespiller og instruktør – jeg holder meget af hans Shakespeare-filmatiseringer – men nu har han to gange begået overgreb på Poirot med sin misforståede, indimellem ligefrem kiksede fortolkning af den brillante belgiske detektiv. En fortolkning, der i den enerverende Mordet i Orientekspressen ’genopfandt’ Poirot som en actionhelt – desværre spillet af Branagh selv udstyret med en latterlig stor moustache – der både skød med pistol og brugte sin stok som våben.

Det underminerede på alle måder den pertentlige, forfængelige detektiv, der i bøgerne helst benytter sig af sine ’små grå celler’, og som bestemt ikke bryder sig om nogen former for fysisk aktivitet eller anden umagelighed. I Døden på Nilen roder Branagh så på bedste tabloide manér rundt i stakkels Poirots fortid og kærlighedsliv – i det hele taget er filmen mere kærlighed end krimi – hvilket kun fjerner figuren yderligere fra sit udgangspunkt.

Poirot er et fornuftsvæsen

Kort fortalt er filmen et trekantdrama, der udspiller sig på en natklub i London og siden på en luksuriøs flodbåd i Egypten. Hercule Poirot er tilfældigvis til stede begge steder og påtager sig opgaven at opklare, hvem der har skudt den smukke og rige Linnet Ridgway (Gal Gadot). Kunne det være Linnets mand, Simon Doyle (Armie Hammer), hans tidligere og nu meget hævngerrige forlovede, Jacqueline de Bellefort (Emma Mackey), der følger efter parret på deres bryllupsrejse til Egypten, eller er det en helt tredje med et eller andet i klemme?

Det er en speget sag, der involverer mange penge, jalousi, svindel, smukke kvinder og stærke mænd – og en slagfærdig, afroamerikansk bluesguitarist og -sangerinde, Salome Otterbourne (Sophie Okonedo), som Poirot søreme falder for. Døden på Nilen begynder i Første Verdenskrigs skyttegrave, hvor en ung Poirot redder sine soldaterkammerater, men bliver ramt af splinter fra en granat og vansires i ansigtet. Det bruger Branagh blandt andet til at forklare, hvorfor Poirot anlagde sig så markant en moustache: Den skal dække over arrene, og først hvis Poirot rager overskægget af, tør han stå ved sig selv og følge det hjerte, der så varmt og inderligt banker inde bag det kølige, rationelle ydre.

Bah! Humbug! siger jeg. Hercule Poirot er ikke nogen maskine i Agatha Christies bøger. Og han bliver da indimellem charmeret af nogle af de smukke kvinder, han møder på sine sager. Men han er og bliver altså et fornuftsvæsen, der ikke giver efter for sine følelser, og for hvem sagen og dens opklaring er det vigtigste. At give ham så vidtløftig, umusikalsk og tillige apokryf en forhistorie er decideret groft. 

Hvorfor overhovedet Poirot?

Jeg har ikke noget imod, at man forsøger at forny en litterær figur ved for eksempel at placere vedkommende i moderne omgivelser – som Steven Moffat og Mark Gatiss gjorde det med Sherlock Holmes i den brillante BBC-serie Sherlock – men det kræver også, at man respekterer forlægget og er tro mod ånden i skaberværket. Det er Kenneth Branagh og manuskriptforfatteren på begge hans Poirot-film, Michael Green, på ingen måder. Det virker ærligt talt, som om de ikke har læst bøgerne, men kun hørt om figuren og fået genfortalt historierne – to af Agatha Christies mest berømte og filmatiserede krimier – og så har de ellers selv fundet på.

Man må give Branagh, at han har lavet en lækkert udseende film, hvor alting er stort og flot, og som Egyptens turistministerium kun kan være glad for. Der er inciterende flyveture over flod og pyramider, og hvem vil ikke gerne tilbringe et par dage ombord på den smukke båd, som Linnet og hendes mand lejer til deres bryllupsgæster? Magen til dekadent luksus skal man lede længe efter.

Alt det ændrer blot ikke ved, at Branaghs Poirot ikke har meget med Christies original at gøre. Hovedrystende må man spørge, hvorfor instruktør og manuskriptforfatter ikke bare selv har fundet på en figur, en genial detektiv, de kan gøre med, som de lyster. Det indlysende svar er selvfølgelig den genkendelighed og derfor potentielle indtjening, der følger med Poirot og titlen Døden på Nilen, men det undskylder alligevel ikke den kreative voldtægt, de to mænd gør sig skyld i.

Heldigvis lægger filmens slutning ikke op til, at der kommer én til. Det var formentlig også den eneste grund til, at jeg ikke ganske nåede at gå ud af mit gode skind i biografen. Far er ikke skuffet. Far er fandenfløjtemig rasende.

’Døden på Nilen’ – Instruktion: Kenneth Branagh. Manuskript: Michael Green. Fotografi: Haris Zambarloukos. Længde: 127 minutter. Biografer landet over.