På forsiden af Det Kongelige Teaters program for Don Juan krænger Don Giovanni sin jakke og skjorte op og slipset til side i et stramt greb, hans hovede er skåret af i beskæringen, og man ser kun det, der burde være Don Giovannis blottede torso. Men bag skjorten er der sort, bare sort. Hvorfor er der det?
Er det, fordi Don Juan, som han hedder på spansk og i dansk tale, ikke har noget indeni? Er det hans sandhed? Er det, fordi han ikke har følelser? Har han ingen person? Er han Djævlen? Er han en sort magt? Eller er han simpelthen ingen? Alle svar synes lige ubehagelige. Måske især det sidste. Måske er Don Juan bare det mørke, du kigger ind i.
I søndags var der efter nogle indledende aflysninger omsider premiere på en meget vellykket opsætning af operaen Don Juan undfanget af operachefen John Fulljames selv i et inspireret samspil med scenograf Dick Bird og koregraf Maxine Braham.
Mozart og Da Pontes dramma giocoso, det vil sige komiske opera, havde premiere i Prag i 1787 og handler om forføreren Don Giovanni, der lægger alle kvinder ned, hvor han end kommer frem. Han rejser rundt med sin tjener Leporello, der må tage det meste af skraldet for sin herre, når Don Giovanni skal redde sig videre fra sine erobringer og det kaos, han har skabt med dem, eller når erobringerne kommer efter ham. Sådan er der gået et langt forførerliv. Operaen starter dér, hvor Don Giovanni ikke har lige så meget held, som han plejer, og det bliver sværere og sværere for ham at løbe fra sine gerninger. Knuden strammes, indtil han går op i røg og teaterflammer.
Palle Knudsen synger rollen Don Giovanni.
Don Juan-opsætninger findes der en million af, og det må være en hovedpine for enhver iscenesætter at forestille sig at skulle lave en ny. Men det er lykkedes Fulljames og hele holdet at lave en meget elegant moderne udgave. Det spanske land og Don Giovannis slot er smidigt omsat til helvede på jord: det internationale storbyhotels absurde uvirkelighed. Et Sodoma og Gomorra indrettet i kortlivet livsstilsinteriør i douce farver, en fuldstændig løsrevet breddegrad, der kunne være hvor som helst med den mest primitive hierarkiske opdeling af herrer og tjenere, stedet hvor alt kan ske, og hvor der næste dag bare vil være gjort rent og sprittet af og klart til nye gæster. Det er ikke, fordi Mozarts genistreg af en opera har brug for aktualisering, men når man som iscenesætter er indlagt til at skabe noget nyt, fordi det forventes, så er dette hotelindgreb nærmest på linje med kikkertkirurgi. Operaens drama står ganske uantastet uden ar eller blå mærker eller unødigt kunstigt åndedræt, bare sådan lidt mere genkendeligt og måske endda ubehageligt nutidigt og fangende.
Slagmark og gummihandsker
Det starter rigtig godt: Tæppet går op for noget, der ligner en slagmark, sorte skygger ligger i røg og mørke på scenen, og først da lyset rigtig kommer på, ser man, at slagmarken er et hotelværelse med en dobbeltseng med nogle nøgne skabninger af blandet køn, efterladenskaber fra nattens udskejelser, der får humpet sig ud af lagnerne og en Leporello, der er dejset om på gulvet i en klump. Alle må stå op og flytte sig for et nådesløst rengøringshold med grønne gummihandsker, mens der bliver ryddet op og redt seng. To rullede håndklæder og et slag glimmer strøet over sengetæppet fuldender ouverturen. Det er godt sat an. En dødens slagmark forvandlet til shiny hotelværelse. Med faretruende mulighed for det reversible.
Don Giovanni, smukt sunget og drevent spillet af Palle Knudsen, er tjekket ind på et mangestjernet storbyhotel, og hersker her, eller opfører sig i hvert fald som om han gør. Han herser med de ansatte og byder til fest som på sit eget slot. Han er virkelig, eller han er al den længsel, der lever i hotelverdenens uvirkelige fantasi: din bryllupsnat, din hemmelige elsker, din forstillede lykke, din kærlighed uden konsekvenser. Denne opsætning giver ikke meget charme til Don Giovanni, men fokuserer mere på at lade de forførte kvinder som Donna Anna, Donna Elvira og Zerlina skildre, hvad Don Giovanni sætter i gang hos dem. Mere end en dreven kvindeforfører er han en realistisk småspykopatisk narcissist, der hele tiden er brug for at rydde op efter, og som bringer alt omkring sig på skæv kurs. Det er så at sige rodet, der er Don Giovanni.
Sorthumoristisk opera
Også fra orkestergraven lød Mozarts musik råt og usødet til en meget lidt morsom komisk opera, sprødt og taktfast, men med masser af nerve, pådragende sig alt det drama, der er i historien. Dirigent Julia Jones og Det Kongelige Kapel leverede en meget clean Mozart, hvis der er noget, der hedder det, i stil med de grønne gummihandsker og den sorte humors alvor.
Hvad var så alligevel sjovt? Først og fremmest genkendelsen og udstillingen af den internationale hotelkædes sørgelige omgang med virkeligheden, de meningsløse håndklæderullepølser, den dæmpede belysning, den lette afskaffelse af efterladenskaber såsom prostituerede og lig, elevatordøre, der går op og i med perfekt timing til forsvindingsnumre eller overraskelsesmomenter, eller hovedentréens glasdøre, hvis sensor den rasende Donna Elvira må kæmpe med ved sin furie-entré.
Det er også sjovt, når Donna Anna ’taber’ sit nøglekort, så Don Giovanni kan låse sig ind til hende, hvorefter hun forsvares af sin far kommandanten, som Mozart ser sig nødsaget til at slå ihjel, hvorefter Donna Anna får forklaringsproblemer i forhold til sin forlovede, Don Ottavio, mens et rengøringshold umælende fjerner liget og svaber gulvet på nul komma fem. I denne version giver Donna Annas gentagne og normalt mere retoriske replik »hvor er min far?« særlig absurd mening. Han blev lige fejet op og trillet væk. Og det er sjovt, når den brødebetyngede Donna Anna herefter slæber rundt på en stor hvid blomsterbegravelseskrans, som sådan en lidt bizar accessory understregende hendes ikke helt reelt placerede sorg.
Don Juan er lige så lidt virkelig, som Carmen er det, men det, de som operafigurer fremprovokerer, er spændende sorte huller, det ikke mindst i en #MeToo-tid er interessant at begive sig ind i.
Og hvorfor er det sjovt? Det er det, fordi denne opsætning tipper mod det groteske og med denne lille distance skaber et frirum, hvor vi alle sammen kan genkende os selv i de latterlige gestus’ og selvforanstaltede forviklingers spind. Ved siden af den sorte humor løber musikken, og i takt med musikken svømmer hajer rundt i foyeren, smukke virkelighedstro videohajer, eller lækre lemmer kæler med hinanden i dobbeltsengen til en fin balance af humor og farlig sanselighed.
Kommandantens spøgelse
Endnu et spørgsmål i denne anmeldelse, som åbenbart har fået smag for spørgsmål: Hvordan ser den såkaldte stengæst så ud i denne udgave? Det var jeg spændt på. I hvilken skikkelse og hvor har kommandantens spøgelse tænkt sig at dukke op? Også dette løser opsætningen effektfuldt og enkelt, når King Size De Luxe-dobbeltsengen pludselig rummer mere end bare dameben.
Over hele linjen blev der sunget guddommeligt smukt. Større og mindre stemmer var enige om et klædeligt pianoleje, og alle holdt sig langt fra bravurstilen i en højere sags tjeneste.
Palle Knudsen var med sin smukke forførende stemme og tilbagelænede stil en perfekt Don Giovanni, lige mod alle, som han selv siger, og jo egentlig bare underligt tro mod sin umodne appetit. Sine Bundgaards Donna Elvira havde et stærkt spansk temperament, af den slags man godt ved, det er dyrt og besværligt at have som ekskone, og med en smuk omsorg for sin karakters oprigtige kærlighed og hudløse ståsted. Mandy Fredrich sang bedårende som Donna Anna og udstillede også sine dobbeltbindinger flot, ligesom Kari Dahl Nielsen var en næsten sørgeligt længselsfuld Zerlina strukket ud mellem sin simple brudgom Masetto og den karismatiske forfører.
Morten Staugaards Leporello var måske den figur, der havde fået mindst forærende at gøre godt med til sin karakter og faldt lidt i med hotellets gulvtæppe, hvis det ikke næsten var den rolle, han havde fået. Som virkelige lyspunkter var de to unge operasangere Jacob Skov Andersen og Tomi Punkeri, der begge ikke bare sang, men også spillede deres karakterer i mål som henholdsvis en meget anfægtet Ottavio og en stærk underklasseslyngel af en Masetto.
Der er helt sikkert mørkt inde i Don Juan. Men med kunsten i hånden får man et godt kig derind. Nogle vil måske savne en Don Juan, der fylder mere, men dette er en modig opsætning, der tør nedtone Don Juans charme og vise ham mere som fænomen og aftryk i sine ofre end noget, der rigtig har gang på jord. Don Juan er lige så lidt virkelig, som Carmen er det, men det, de som operafigurer fremprovokerer, er spændende sorte huller, det ikke mindst i en #MeToo-tid er interessant at begive sig ind i.
Wolfgang Amadeus Mozart: ’Don Juan’. Dirigent: Julia Jones. Iscenesættelse: John Fulljames. Scenografi: Dick Bird. Kostumedesign: Annemarie Woods. Lysdesign: Fabiana Piccioli. Koreografi: Maxine Braham. Videodesign: Will DukeVideo- og computerprogrammør: Dan Trenchard. Operaen den 30. januar. Spiller indtil den 3. juni.
