Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Emma Bess har skrevet en mageløs roman om familieaffald og fotografier, man ikke kan stole på

Der er noget helt særligt over romanen ’Ly’, som ved første øjekast ligner en fortælling om en mor og en datters afstandtagen. For i Emma Bess’ slægtsfortælling gemmer der sig en undersøgelse af, hvad det vil sige at huske, og hvor nemt det er at snyde sig selv

Emma Bess skriver mægtigt og nådigt om, hvor besværligt det er at være menneske. Og romanen ’Ly’ er en drøm af en roman, der væver en uimodståelig familiemytologi frem.

Kultur
11. februar 2022

En slægtsroman, en gendigtning af myten om Salome og Johannes Døberens hoved på et fad, en undersøgelse af familiers farlige affald?

Det er svært at sige, præcis hvad det er for en bedrift, som Emma Bess (f. 1989) med sin blot anden bog Ly har begået, men det er berusende og gådefuld litteratur.

I romanens åbningsscene plukker Sally roser. Det er en vintermorgen, lige efter den første snes fald. »Hun tog alle de roser, der var«, står der med Bess’ udsøgte sans for at udpege grusomhed i det, der har forklædt sig som omsorg. For Sally plukker roserne til sin morfar, som hun ikke har set længe, nærmest hele livet, men som hun nu skal besøge på hospitalet, hvor han ligger for døden. 

Sally lever et småborgerligt, men lykkeligt liv i en jysk provins med to små børn og en mand, der er folkeskolelærer. Hendes almindelige livsstil bliver foragtet af moren Linda, der er kunstfotograf og bosat i London, men i dødens anledning på vej hjem. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her