Enestående udstilling på Louisiana favner kompleksiteten i Sonia Delaunays kunst

Den storstilede udstilling med den fransk-russiske avantgardekunstner Sonia Delaunay på Louisiana begynder simpelthen med en smart sportsvogn i flotte farver. Det er uventet, når nu udstillingen handler om én af mellemkrigstidens avantgardekunstnere. Samtidig giver det mening, for der var fart over feltet i fransk-russiske Sonia Delaunays kunst, og hun sondrede ikke selv mellem maleri, tekstildesign, reklamer. Eller udsmykningen af en bil.

På en måde startede den nyåbnede og storslåede udstilling med Sonia Delaunay allerede med Avantgardens kvinder i 2012, hvor hun også var med. En skelsættende udstilling, også for Louisiana, der viste otte af periodens mest markante kvindelige kunstnere. Siden har der været en længsel efter at se dem hver især i en større præsentation – og gerne fri for biografilinjer og for tæt fokus på, hvem de nu var gift med, som tilfældet var dengang.

Den drøm er nu gået i opfyldelse med udstillingen Sonia Delaunay på Louisiana. En udstilling, der er langt mere optaget af hendes avantgardistiske kunst end af hendes biografi og berømte mand. Hvilket i sig selv er lidt af et nybrud.

Det simultane

Sonia Delaunay levede mellem 1885-1979, tiden for modernitetens gennembrud, og hendes kunst og virke afspejler på alle måder den moderne tid og kunst. Ikke alene bryder hun som kunstner med den figurative stil, hun udvikler også sin egen signatur med de stærke farvefelter – som også hendes mand, maleren Robert Delaunay (1885-1941), blev kendt for – der byggede på en farveteori om »simultankontraster«. En måde at skabe dynamik og impulser på fladen, udelukkende via stærke farvefelter. I det hele taget er begrebet om det simultane meget centralt for Delaunays praksis, fordi hun ikke kun bruger metoden i maleriet, men også ved at arbejde på tværs af stilarter.

Delaunay er nok mest kendt for sine karakteristiske malerier med stærke farver, smurt mat på lærredet i geometriske felter, men også for at være entreprenant tekstildesigner. Hun skelnede ikke selv skarpt mellem kunstarterne, og stadig i dag fremstår hendes måde frimodigt at blande maleri og beklædningsdesign på vildt moderne.

Vi kan notorisk bedst forstå tingene særskilt, ved at skelne i kategorier, og vurdere hierarkisk. Men der var et momentum i mellemkrigstiden, hvor kunstarterne syntes simultant at influere hinanden – ligesom Delaunays farvefelter påvirkede hinanden, så noget nyt opstod. En dynamik, en følelse af bevægelse, af liv og fest og farver.

De festglade tyvere

Det er, som om festen strømmer ud af Delaunays værker fra 1920’erne. Her er flere billeder, der forsøger at indfange danseklubbens stemning af fest og farver, musik og dans. Som for eksempel maleriet Chanteurs Flamenco (dit Grand Flamenco) (1915-16), der, som titlen siger, forestiller to flamencosangere. I centrum af maleriet fornemmer man de to figurer om et rundt bord, og fra dem ligesom cirkler energien ud i resten af maleriet – som om tonerne fæstner sig cirkulært, melodisk, rytmisk på lærredet. Men der er intet tilfældigt eller følelsesladet ved Delaunays stil, den er lige så stramt komponeret, som den er kunstnerisk eksperimenterende.

Delaunays maleriske stil trækker på en måde alle farverne ud af Cézanne, Matisse og Van Gogh, fra fauvismen, og kombinerer dem mere fraktalt, spatialt og ikke mindst abstrakt, ikke ulig den måde, kubismen også opdelte fladen i rum. Hvor den franske digter Guillaume Apollinaire (1880-1918) hæftede termen »orfisme« på Delaunay-parrets kunst, så kaldte Sonia Delaunay selv sin stil for »simultané«, karakteriseret ved kontrastfarvernes møder i geometriske former, af rektangler, cirkler, zigzagstriber og svungne linjer.

I samme rum hænger nogle lidt tidligere malerier fra Bal Bullier – en danseklub for foxtrot og tango, som Delaunay frekventerede og i flere værker forsøgte at indfange malerisk. Ligesom Delaunay også blev kendt for at komme på klubben iført sine egne design, der var som en forlængelse af hendes malerier. Hun tog simpelthen sin kunst på i byen.

I det hele taget er det netop den ånd, vi kender tiden for, som Delaunay indfanger i sin praksis. Festen, energien, pulsen fra natklubberne, det nyskabende udtryk, men også fascinationen af den nye elektricitet i gaderne, af reklamen som æstetisk udtryk, af kunst, der ikke har plot og figuration, men afspejler og udtrykker stemninger, energi og dynamik.

Hvor en del af den unge avantgarde i tiden var inspireret af det esoteriske og okkulte, og ved hjælp af geometri, abstraktion og farver ville frigøre sig fra realismen for i stedet at komme i kontakt med nogle mere universelle og kosmiske former, så er Delaunay mere optaget af det artificielle – det nye elektriske lys, pulsen på natklubberne, opløsningen af det lineære – end hun er af det spirituelle. Hele hendes virke, som den også fremstår i en samlet oplevelse på Louisiana, emmer af moderniteten og af den frigjorte kvinde, der har kort hår, ryger cigaretter, går i cool design, og selvfølgelig kører bil. Jeg identificerer mig totalt med den kvinderolle!

Lys, reklamer og mode

Karakteristisk for Delaunay skelner hun ikke mellem et maleri og en reklame for chokolade. Hun investerer lige så meget af sit kunstneriske virke i at skabe tøjdesign til den moderne kvinde, som hun gør i at lave bogomslag for digtere og udtrykke sig kunstnerisk og æstetisk i alle felter – simultant. Begge dele fylder på udstillingen med flere bogomslag og reklamer for både Pastis og Pernod.

Hendes stil er på én gang rå og kantet, med skarpe linjer og zigzagstrukturer, og organisk og sanselig, der lader det cirkulære blive en rytmisk form, der skaber en særlig puls på fladen. Hendes stil kan på flere måder ses som en forløber for tressernes op art – der skabte dynamik i øjet med linjer og oplevelsen af volumen på fladen – men den er også banebrydende for sit koloristiske design, som stadig virker totalt moderne med de klare farver. Der er fuld knald på farverne, men på en måde, så de forskellige kontrasterende farver skaber en særlig vibration – en oplevelse af liv og spil på et fladt lærred. Den kunstneriske metode med simultankontraster fik Delaunay-parret fra den franske videnskabsmand Michel Eugène Chevreuls farveteori udgivet i 1839.

Kunst til håndtasken

At Sonia Delaunay også har lavet én af de første eksperimenterende kunstnerbøger overrasker mig ikke – hendes tværkunstneriske praksis taget i betragtning – men jeg bliver nærmest rørt over at se den leporellobog, der hænger indrammet på væggen, fuldt udfoldet med Delaunays farver på den ene side og digteren Blaise Cendrars digt om en tur med den transsibiriske jernbane på den anden side.

Fællesværket fra 1913 blev lanceret som »den første simultanbog«, og den lader togrejsen blive rytmisk afspejlet i Delaunays dynamiske farveorkestrering. Digt på den ene side, kunst på den anden, som man simultant kunne opleve smelte sammen. Selv om Delaunays formsprog er primært abstrakt, slutter bogen med et rødtmalet Eiffeltårn – det ultimative symbol på moderniteten, som også hendes mand, Robert Delaunay blev berømt for at skildre. Men det fineste ved denne bog er nok den pung, der hænger øverst, og som hele bogen er foldet ud af i én lang sammenhængende strimmel på to meter. Foldet sammen kan den bæres som en pung i tasken. Den oprindelige intention var at skabe 150 udgaver af bogen, hvorved de sammenlagt i udfoldet tilstand ville være lige så høje som Eiffeltårnet. Der er simpelthen noget rørende ved, at digteren og kunstneren med deres værk både ville skabe noget handy kunst til håndtasken, men også gerne ville måle sig med det imposante i kunstnerisk nyskabelse og fysisk omfang som selveste Eiffeltårnet. Det vidner om, hvor store ambitionerne var.

Flere steder i udstillingen er der eksempler på Delaunays samarbejder med digtere, hvor hun har lavet bogomslag eller kjoler med digte af for eksempel dadaisten Tristan Tzara. Her hænger en række tegninger af Delaunays kjoler med Tzaras digte på – en våd drøm af et avantgardistisk værk, hvor de elitære digte simpelthen kan tages på. Kjolerne har tyvernes løse, elegante udtryk, én af dem med bare skuldre. Vidunderlige er de. Andre steder hænger originale hundrede år gamle silkekjoler og dragter bag glas, men wow, hvor er de flotte med deres linjer og moderne zigzagmønstre. Der er intet sødladent over Delaunays design – det er kraftfulde, nærmest arkitektoniske linjer, hun skaber.

Der er altså to meget stærke spor i udstillingen; Delaunays optagethed af eksperimenterende lyrik og hendes moderne tekstildesign. Det er alt andet lige et ret vovet fokus i stedet for udelukkende at fokusere på hendes »flotte farver«, eller hvad der nu kunne virke mere bredt appellerende.

Når nu udstillingen handler om en i sandhed moderne kvinde, der forsøgte at sprænge de kedelige kategoriske opdelinger, og lykkedes med at integrere kunsten i livet, er det befriende, at Louisiana ikke svælger for meget i den personlige biografi, men lader fokus være på kunsten, akkurat som når der er store separatudstillinger med de kendte mænd fra perioden. Først til allersidst er der et mindre videorum, hvor man kan sætte sig og høre lidt om hendes privatliv, hvis man da ikke er så fyldt op af hendes kunst, at man sagtens kan springe den del over. Det er faktisk i sig selv noget af en nyskabende præsentation.

’Sonia Delaunay’, Louisiana, indtil den 12. juni 2022.