Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Færøerne og nordic noir-genren er et godt match i ny tv-serie med Ulrich Thomsen

’Trom’ er – udover at være den første tv-serie, der er blevet optaget på Færøerne – en solid, men langtfra genrefornyende nordic noir-serie, hvor konflikten mellem maritim industri og miljøhensyn danner baggrund for kvindemord og korruption
Den sammenbidte undersøgende journalist Hannis Martinsson (Ulrich Thomsen) melder sig straks til tjeneste, da en færøsk miljøaktivist tipper ham om omfattende korruption i det lille ørige, han selv er vokset op på. Og så er den første tv-serie fra Færøerne i gang.

Den sammenbidte undersøgende journalist Hannis Martinsson (Ulrich Thomsen) melder sig straks til tjeneste, da en færøsk miljøaktivist tipper ham om omfattende korruption i det lille ørige, han selv er vokset op på. Og så er den første tv-serie fra Færøerne i gang.

Viaplay

Kultur
16. februar 2022

En storkapitalist med stram mimik og arbejde til alle, der vil gøre, som der bliver sagt; en ung kvinde, der dør under mystiske omstændigheder; konstant gråvejr og i forgrunden en midaldrende efterforsker med en tilknappet måde at være på.

Det er ret velkendte nordic noir-komponenter, der udgør grundsubstansen i den nye færøske krimiserie Trom, som med lidt god vilje kan siges at være den første færøske tv-serie nogensinde. I hvert fald er den seks afsnit lange Viaplay-serie den første tv-serie, der er optaget på Færøerne. Med sine dramatiske landskaber og reelle interessekonflikter mellem maritim industri og miljøhensyn er Færøerne oplagt krimiterritorium, og Trom er en solid, men langt fra genrefornyende en af slagsen. Serien er skabt og skrevet af Torfinnur Jákupsson og baseret på krimiforfatteren Jógvan Isaksens bogserie om Hannis Martinsson – seriens selvbestaltede efterforsker. 

Hannis Martinsson spilles af Ulrich Thomsen, og man har bare valgt at gå let henover, at han i rollen som en undersøgende journalist med færøsk baggrund og hele verden som sit indsatsområde ikke taler færøsk. Han taler dansk til folk, der forstår og svarer ham på færøsk, som han forstår. Det samme gælder kriminalinspektøren Karla Mohr (Maria Rich), der i modsætning til Hannis har det officielle ansvar for efterforskningen af en suspekt bilulykke og den unge miljøaktivist Sonja á Heyggis død. Karla er færøsk gift og fejrer i første afsnit sin søn Gunnars 18 års fødselsdag. I gave får han en fornemt broderet vest til sin folkedragt, og på den måde bliver der både peget tilbage på den traditionelle færøske kultur og frem på alle de festlige lejligheder ude i den fremtid, der ligger for Gunnars fødder, hvor han forhåbentlig skal have vesten på.

Brysk journalist til tjeneste

Det, der bringer Hannis tilbage til Færøerne, er en videohilsen fra aktivisten Sonja á Heyggi (Helena Heðinsdóttir), der bekæmper alt fra hvalfangst til vandforurening, og som sammen med journalisten Páll (Dánjal á Neystabø) er kommet på sporet af en stor, led og lyssky sammensværgelse. Hun har fulgt Hannis’ arbejde, fordi han – og hold nu fast – er hendes far. Det var han ikke selv klar over, men udsigten til at lære sin voksne datter at kende gennem optrevlingen af en ondsindet konspiration får ham til straks at vende snuden hjemad mod Færøerne.

I flyet møder han en gammel bekendt, Ragnar í Rong (Olaf Johannessen). Alle på hele Færøerne er på fornavn med Ragnar, der ejer alt, hvad der er værd og muligt at eje. Olaf Johannessen emmer i rollen af den samme autoritet og kontrol, som da han spillede statsminister i tredje sæson af Forbrydelsen, og så er han ovenikøbet fra Færøerne og taler sproget flydende. Ragnar fremstår fra begyndelsen som en skurkagtig dukkefører, men han repræsenterer med alle sine virksomheder også det industrisamfund, som giver mange af karaktererne arbejde, brød på bordet og noget at være stolt af.

Den mest interessante konflikt i Trom er den, der også kommer til udtryk i et sammenstød, som Hannis har med sin bror Haraldur (Hans Tórgarð), der er fisker. Det er både en interessekonflikt om, hvilke hensyn der skal prioriteres politisk, og en gensidig mistro til hinandens motiver. Haraldurs opsang til broren lyder sådan her:

»Leder du efter endnu en historie at sælge? En stor kapitalist, du kan rakke ned på, så du kan retfærdiggøre et selvretfærdigt korstog? Jeg troede, du måske havde ændret dig.« Og det er ikke svært at tro på, at Hannis har et generelt problem med selvretfærdighed. De dominerende karaktertræk, Ulrich Thomsen gestalter ham med, er stædighed og en lidt brysk omgangsform. De passer godt til hovedpersonen i en krimi, men fordi de sjældent blandes op med andre elementer (såsom synlig sorg eller tvivl) fremstår Hannis også lidt som en krimihelt på automatpilot. 

På kanten

Mere varieret i sit udtryk er kriminalinspektøren Karla i Maria Richs skikkelse. Følelsesmæssigt kommer hun godt ud i tovene, og hun får løbende modspil af sine kolleger. Karlas chef Odín (Páll Danielsen) modarbejder hende og er mistænkeligt lydhør over for Ragnar, mens den sløve underordnede Gísli udfordrer hendes tålmodighed og den kvikke yngre kollega Anita Ravn (Mariann Hansen) minder hende om, hvad for en slags politiefterforsker hun gerne vil være. 

Trom betyder kant eller udkant på færøsk, og hvis det skal forstås metaforisk, er den første betydning den mest rammende. Karaktererne befinder sig igen og igen på kanten af det, de selv kan stå inde for. Man kan selvfølgelig også tolke titlen som en understregning af, at Færøerne er lidt af et udkantsområde i rigsfællesskabet, men serien fremstår ikke som en udkantshistorie på samme måde som den islandske krimi Fanget – en morder iblandt os for eksempel gjorde, fordi den foregik i en færgeby, der var sneet inde, og hvis politi rivaliserede med Reykjavíks politi.

I Trom er det mest påfaldende, hvordan alt i det færøske samfund hænger sammen på kryds og tværs. På godt og ondt: Man vil gerne have alle interessekonflikterne mellem naboer og familiemedlemmer med, men som så mange andre tv-serier har Trom en tendens til at overgøre den lokale sammenhængskraft, så alle altid støder på dem, de har brug for at tale med for at drive plottet videre.

Man havde måske heller ikke behøvet at give den i forvejen dominerende skurkekarakter, Ragnar, tjansen som amatørprædikant i den kristne menighed, som Sonjas mor er en del af. Disse mindre og meget genretypiske irritationsmomenter er dog med til at gøre Trom til en gennemført nordic noir-serie med et plot, der hænger lidt over middel godt sammen.

’Trom’. Skrevet og skabt af Torfinnur Jákupsson efter romanforlæg af Jógvan Isaksen. Konceptuerende instruktør: Kasper Barfoed. Alle seks afsnit kan ses på Viaplay. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her