Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Franske Cazas ’Fantasier fra forstæderne’ er en overset klassiker fra 1970’ernes rige

’Fantasier fra forstæderne’ er i den grad et tidsbillede, på godt og ondt. Den nye udgave tilføjer en håndfuld serier til den danske førsteudgave fra 1980
Kultur
25. februar 2022
Caza får os til at fornemme, hvordan revolutionen hinsides romantikken lurer i al sin gru med hejst sørøverflag.

 

Caza

Caza får os til at fornemme, hvordan revolutionen hinsides romantikken lurer i al sin gru med hejst sørøverflag.

 

Caza

Caza/’Fantasier fra forstæderne’

Hvis en af signaturhistorierne fra tegneserienovellesamlingen Fantasier fra forstæderne står til troende, drømte illustrator og serietegner Philippe Cazamayou, alias Caza, i 1975 om at drage gennem de gasbetonstøbte parisiske banlieues som en anden sortskæg på sin piratskonnert, med plyndring, voldtægt, død og bydelsudslettelse til følge.

Vi ser hans enøjede, muskuløse, tegnede alter ego stå på broen, eller snarere taget, af den boligkarré, han sejler gennem betonjunglen på sine togter. Belysningen er sat i hallucinatoriske, turkisrøde kontraster som i en feberdrøm. Det er otte år før Terry Gilliams spektakulære kortfilm om aldrende revisorer på pirattogt imod en yuppiebefængt skyskraber, som indledte Monty Pythons The Meaning of Life. Forfaldsæstetikken er beslægtet, ironien ligeså, men man fornemmer, at Cazas vision drives af en anderledes, ulmende vrede.

Fantasier fra forstæderne er en lidt overset klassiker fra 1970’ernes rige, fornyende bølge af fransksprogede tegneserier. Caza (f. 1941) var allerede en rutineret grafiker og illustrator, blandt andet af paperbackomslag, da han mellem 1972 og 1979 tegnede de korte, enkeltstående, men tematisk sammenknyttede historier om forhekset forstadsliv til tegneseriebladet Pilote. De fleste af hans andre tegneserier, primært af science fiction- og fantasysnit og primært offentliggjort i det mere progressive Métal Hurlant, fremstår i dag en anelse bedagede, bagud i kapløbet med markante samtidige som Moebius, Philippe Druillet og Enki Bilal.

Når Fantasier fra forstæderne skiller sig ud, er det for sin patina af levet, urbaniseret hverdag. Bybilledets teksturer fremelskes ved nærmest altomfattende og omhyggelig kryds- og bølgeskravering samt meget karakteristisk punkttegning. Farverne er de overmættede, grænsende til giftige, komplementærkontraster, vi i dag primært forbinder med psykedelia i alt fra plakatkunst til pladecovere. Psykoaktiv realisme af den slags, der antyder fatal, men obskur betydning i afbildningen af et biltomt sving på en banal bagvej.

Fortryllende historier

Vi følger Cazas alter ego på sin færd rundt i forstadsnabolaget med en enkelt, forvildet afstikker til bymidtens metronetværk. Det er ofte nat, med gaden oplyst af gustent månelys eller druknet i silende regn, tåget omkring lysmasterne. Lejekasernernes beboere bliver til kødædende zombier, da strømmen til deres fjernsyn går; en monstrøs infektion bobler op fra kloakken og smelter dem sammen til et H. P. Lovecraft-agtigt uhyre navngivet Homo Detritus; vor hovedpersons nye lejlighed er en gummicelle foranstaltet af myndighederne, som samtidig er ved at oprette kremationsovne under fejende projektørlys udenfor.

Denne håndfaste misantropi afvejes af humoristiske eller fortryllende historier, særligt med den kvintessentielle småborger Marcel Marcellin, lavstammet og med tandbørstemoustache. Han forstyrres til stadighed af larmen fra hippierne ovenpå. I et mindeværdigt forløb multipliceres hans pyjamasklædte, flip-flop-tøflede skikkelse i én uendelighed, i takt med at de bevæger sig op ad boligkarreens hovedtrappe for at finde den tegnende og langhårede synder på 346.-etage. I et andet transporteres han i hippiernes lejlighed til et middelalderligt landsted med et boblende fyrfad ophængt i det store ildsted, hvis dybrøde strålevarme løber i smuk i kontrast til månenattens blåtonet disede landskab.

Caza kaster også hippiebevægelsens mere utopiske tendenser i grams flere steder, så det bliver decideret fodformet, men særlig mindeværdigt i et syndflodsscenarie med uhyggeligt aktuelle undertoner af klimaforandring. Her giver hans alterego den som den bibelske Noah: Det er sommerferie, og de andre beboere har forladt ham alene i boligblokken. Denne betonark tiltrækker parvist repræsentanter for klodens dyreliv, og just som han tror sig definitivt ensom, dukker en nøgen kvinde op i regnen. Hun kravler ind ad hans vindue og har taget p-piller med! Det er så latterligt, at det er lidt fedt. Og en abe blinker da også med sit ene øje til læseren i sidste billede.

Som det fremgår, er Fantasier fra forstæderne i den grad et tidsbillede, på godt og ondt. Den nye udgave tilføjer en håndfuld serier til den danske førsteudgave fra 1980 og er mundret oversat af Benny Vigan. Det, der retfærdiggør denne redningsaktion fra historiens fejeblad er – som det forhåbentlig også fremgår – at den medrivende på en og samme tid lyslevende gestalter blomsterbørnenes fantasiflugt og den indignation over tingenes tilstand, der nærede den. Og den gør det på fascinerende vis med så indebrændt eftertryk, at vi fornemmer, hvorledes revolutionen hinsides romantikken lurer i al sin gru med hejst sørøverflag.

Caza: ’Fantasier fra forstæderne’. Oversat af Benny Vigan. Faraos Cigarer, 298 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her