Glittermusical med lakstøvler og smørhulskabaret med sort øjenskygge

Forundring og lykkefølelse rammer teatertilskueren, der i disse dage vælger at sætte sig ind under lysekronen på Det Ny Teater eller gå op ad den nøjsomme trætrappe til Riddersalen. For både musicalen Kinky Boots og kabareten Jolly Weltschmerz! er overrumplende vellykkede. De er vildt underholdende. Men de afslører også begge to historier om dyb sårbarhed. Lige så snart latteren brager, får man smidt et mentalt spejl i hovedet, så man mærker den følsomhed og alvor, der ligger lige neden under glimmeret og det groteske. Man føler sig ramt af forestillingernes indtrængende appel om at udvise respekt over for andre mennesker. Og man får øje på det paradoksale i, at vi stadig også glemmer at udvise respekt over for os selv og vores egne drømme.

Kinky Boots er et scoop. Glem alt om ligegyldigt stiletshow. Hvert eneste frækt bundet snørebånd oser af livslyst, men også af desperation. For når Silas Holst spiller dragqueenen Lola, så er det ikke bare en transkliché på høje hæle. Så er det et overleverportræt af et menneske, der bruger alle kræfter på at leve sit eget liv; også selv om det ikke matcher med forældrenes eller omverdenens idealer.

Silas er skoenes gud

Silas Holst er støvlestjernen. Han er i topform og bevæger sig som scenens skarpeste danser med de mest præcise moves. Hans sang har desuden udviklet sig helt vildt med nuanceret klang i stemmen. Uanstrengt og naturligt – som en flot udvikling fra hans optræden i The Book of Mormon i 2018. Selvfølgelig trækker Silas Holst på den fame, han har fået gennem årene som førende danser og opfindsom koreograf i tv-konkurrencen ’Vild med Dans’. Det imponerende er, at han i lige så høj grad leverer varen live på teaterscenen. Charmen stråler ud af ham, og det virker, som om han ser os alle sammen i øjnene, når han ser ud i tilskuerrummet.

I denne tid, hvor autofiktion præger kunsten, er det også tankevækkende, hvor meget en performer kan sætte sin præg på en forestilling ved at spille en rolle, der til en vis grad matcher performerens private livshistorie. Silas Holst har altid været generøs med at fortælle om sit eget svære liv som danser og som homo – og han virker meget bevidst om sin position som rollemodel, også når det gælder at leve et liv i en regnbuefamilie.

Her smelter hans personlige mod sammen med rollen. En af pointerne i musicalen er faktisk, at denne dragqueen både optræder i vild styling med kavalergang og store parykker, men også at manden bare optræder som sig selv uden for scenen – som en lækkert klædt bøsse. Det stærke er, at Silas formår at danse sin energi ind i begge skikkelser. Sådan at øjet holder op med at tænke i hans køn eller seksualitet, men faktisk bare nyder ham som menneske. Det er godt gået.

Syngende strikvest

Men Kinky Boots ville ikke have haft noget plot, hvis ikke skofabrikkens arving havde været så heterokedsommelig og stereotyp, at han vitterlig kunne udgøre en modsætning til dragdronningen. Lars Mølsted spiller skofabrikanten med et indtagende ansigt, der udstråler velopdragen høflighed og almindelighed. Hans krop er pakket ind i strikvest og gammelmandsjakkesæt, så det umiddelbart mest sexede ved hans Charlie er, at han synger som en drøm – lækkert, smooth og med masser af volumen. Hans skuespil er dog endnu ikke helt så nuanceret, når det gælder irritation og vrede. Til gengæld er han god til at spille forelsket i Monica Isa Andersens hjælpsomme skoassistent med den klare stemme og de forventningsfulde øjne, mens Kim Hammelsvang sikrer grundkomikken med sin stædige fabriksforvalter.

Det er Lee Proud, der har iscenesat og koreograferet Kinky Boots – med sikker fornemmelse for forestillingens skæve typer, også selv om der svinges lovlig meget rundt med skohylderne. Paul Farnsworth har skabt en industriagtig scene med høje skydevægge med stemningsfulde fabriksvinduer i denne scenografi, der er en af hans bedste og mest moderne på Det Ny Teater – og den styrer tilskuerens blik direkte mod kostumerne og skoene. Selvfølgelig. 

Ensemblet har virkelig en fest i de flotte kostumer. Ikke mindst dragperformerne, der er eminente til at bære de vilde kreationer med rhinstene. Her er glitter godt – og mere glitter endnu bedre! Læbestifterne glimter helt op på bageste række, når dragdanserne giver den gas med smækre lægmuskler i netstrømper. Og når så danserne samtidig synger sangene i Kenneth Thordals rammende oversættelse, så er det svært at sidde stille i sædet. Og jo. ’Sjælen’ rimer på ’hælen’ i disse overskønne, lårhøje lakstøvler i knaldrødt.

Sære hestehalekvinder

Kabareten Jolly Weltschmerz! er en helt anden verden. Her er det underdrivelserne og mørket, der skaber fremdriften i showet. Det groteske, det karikerede og det underspillede. Her er øjenskyggen absolut ikke af lyseblå glimmer, men af det sorteste sorte, der trækkes helt op til øjenbrynene, så det hvide i øjnene virker overdrevet desperat.

Alt er stramt og kortfattet. På scenen er en bagvæg af lodrette striber, der viser sig at være brede elastikbånd, der både kan virke som videolærred og som indgang til sære verdener i en hemmelighedsfuld scenografi af Dorte Holbek. I denne skyggeverden dukker de fire performere op. Og så er der ellers musikalsk satire med timing. Alt er koreograferet ned til mindste håndbevægelse. Og de fire performere følger hinanden med synkronhumor og trang til at tæske på trommer – sammen med musikeren Thomas Dinesen, der slår takten an under sine bizarre, ekspressionistiske masker, mens hans instrumenter skubbes ind og ud på scenen som komiske evighedsforflytninger.

Det er skuespilleren Mette K. Madsen, der er idékvinden bag denne kabaret, der er åbningsforestillingen for Kunstnerkabaretten Riddersalen. Hun har også selv instrueret den overvældende forestilling – og derudover skrevet en del af de forfriskende forrykte tekster af blandt andre Hanne Højgaard Viemose og Karin Bang Heinemeier. Hun optræder med sin lyshårede hestehale over for Karin Bang Heinemeier med den mørkhårede hestehale – som sælsomme hestehalespejlinger i et univers uden logik.

’No Logic. Ingen Logik. Keine Logik’ står der projiceret op på elastikbagvæggen. For hele kabareten foregår tresproget – med det tyske og engelske som herlige kommentarer til det danske. Jens Gotthelf supplerer med tysk ikkesmil, og Morten Raahede Brovn rammer ind i koret af stemmer med selvspiddende humor. Spitze!

Døden er aldrig langt borte

»Der står fem mennesker i et smørhul,« lyder en stemme. Og jo. Det gør der bogstaveligt talt. For der sænkes en væg med et vindue ned foran skuespillerne, så de må stimle tæt sammen i ’smørhullet’ for at kigge ud på os med deres sorte blikke i det finurlige lys-i-mørket-design af lysdesigneren Sonja Lea.

Så fortæller de ellers om deres liv. Mest om alt det, de ikke kan nå. »Jeg vil så gerne have sommerferie,« lyder det. »Jeg vil så gerne undgå at blive sygemeldt med stress.« Og så videre. Men ingen af dem foretager sig noget. Ingen forlader tilstanden. De sumper bare til i egne selvpålagte pligter, mens deres forkrampethed vokser. Lige indtil det stærke nummer over Maj Ørskovs ’Uro’, hvor »der er uro i systemet«, som skuespillerne hvisker og hvisler …

Rastløsheden peaker, da de som anarkistisk skønhedsensemble tolker Nephews sang ’Hjertestarter’ i Joachim Holbeks arrangement, hvor længslen dunker gennem kroppene med en sårbarhed, der løfter sig til den smukkeste stemmeklang. »Vil du græde eller synge?« som det lyder i en absurd replik ... 

I dette dunkle univers er døden aldrig langt borte. Mette K. Madsen har selv skabt nummeret ’Døden. Death. Der Tod’ med en uhyggelig og nærmest folkeeventyragtig fortælling om drengen, der må dø. Men også om de vindskæve træer, der har overlevet det meste – med de fire skuespillere i den særeste forblæsthedskoreografi af krogede arme. Det er ekspressionisme på linje med billederne fra 1920’ernes vilde danseoptrin. Syret og uforklarligt – og vidunderligt dragende. Eller som de synger i omkvædet på den gamle, svenske ørehænger: ’Sånt er livet!’

Sådan kan man blive lykkeligt overrasket af to uimodståelige teaterforestillinger – af lakstøvlemusical og smørhulskabaret.

’Kinky Boots’. Musical fra 2013 inspireret af filmen fra 2005. Tekst: Harvey Fierstein. Musik og sangtekster: Cyndi Lauper. Oversættelse: Kenneth Thordal. Iscenesættelse og koreografi: Lee Proud. Scenografi: Paul Farnsworth. Musikalsk indstudering: Per Engström. Lysdesign: Timothy M. Deiling. Lyddesign: Richard Sharratt. Kapelmester: Jesper Frank Christensen. Det Ny Teater. Til 1. den maj 2022.

’Jolly Weltschmerz!’. Idé og iscenesættelse: Mette K. Madsen. Tekster: Hanne Højgaard Viemose, Mette K. Madsen, Karin Bang Heinemeier m.fl. Dramaturg og medinstruktør: Trine Wisbech. Musik: Joachim Holbæk. Scenografi: Dorte Holbek. Koreograf og instruktionskonsulent: Charlotte Munksø. Lysdesign: Sonja Lea. Riddersalen. Til den 9. april 2022.