Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Hvem fanden er Birgitte Nyborg, udover sin ministerpost, bogsamling og blomsterabonnement?

»Naturen er stor, menneskene er større,« sagde polarforskeren Knud Rasmussen, og med tredje afsnit af ’Borgen’ kan man tilføje, »men størst er Birgitte Nyborgs magtliderlighed«. Hun klæber sig til ministertaburetten for at overleve stormvejr, Knud Rasmussen ville søge ly for. Koste hvad det vil
Birgitte Nyborg sammen med sin klimaaktivistiske, veganer-søn Magnus.

Birgitte Nyborg sammen med sin klimaaktivistiske, veganer-søn Magnus.

Mike Kollöffel / DR

Kultur
28. februar 2022

»Det var satans,« udbryder den politiske redaktør Torben Friis som den sidste replik inden rulleteksterne. Det er også, hvad man som seer har lyst til at udbryde efter at have set Birgitte Nyborg blive fortaler for fossile brændstoffer i Grønland og hente støtte i blå blok. Hun vil redde den røv, der fik så underligt meget opmærksomhed i de første afsnit af første sæson.

Før hun når til den historiske grønlændervending (tøhø, det kalder Borgen det selv), må vi forstå, hvad der er gået forud.

Afsnittet begynder med en gartner, der pertentligt beskærer planterne i Udenrigsministeriet, mens Birgitte Nyborg iagttager ham til lyden af en blodtryksmåler. På trods af, at det er filmet, som om han er et dyr i zoo med persiennetremmer, så kontrollerer han naturen. Symbolikken er tyk. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Er referatet af hensyn til dem, der først springer på de sidste afsnit?

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"Er det bare det? Er det, fordi Birgitte Nyborg er ensom og selv må købe sine blomster, at hun totalt skifter kurs og går ind for at udvinde olie for at redde sit skind?"

Som helhed en fin anmeldelse med en række fine iagttagelser undervejs, men anmelderen mangler måske lidt politiske erfaringer og en professionel indsigt i den måde, hvorpå politik har udviklet sig især inden for de sidste 10 år, selvom udviklingen af bestemte tendenser har været undervejs i længere tid.

Det må blive et "nej" til "Er det bare det?". Sådan som identiteten, generelt set, såvel som politiker og som minister har ændret sig de sidste 30 år, og vel især i de sidste 10 - 15 år, er der tale om en form for sving fra den position, som Nyborgs søn indtager, til den position, som hendes ministersekretær indtager.

Det synes jeg også stort set fint fremgår af de skildrede forløb.

Sønnen agerer som politisk idealist med en særlig dagsorden, og sekretæren agerer som professionel embedsmand, der står til rådighed i forhold til den "politiske virkelighed", der hersker til enhver tid. Politik går i stigende grad fra politisk idealisme til pragmatisk administration. Dette gælder da ikke mindst, når der er tale om regeringsbærende partier.

Der er sket en stigende grad af "professionalisering", såvel som politiker som minister, hvor forbindelsen tilbage til en position, der skal tage hensyn til en form for ideologisk orienteret basisdemokrati, med udgangspunkt i folkelige bevægelser, stort set er forsvundet.

Omstændighederne har gjort, at realiseringen af politiske idealer får begrænset betydning i forhold til administrationen af det "muliges" politik i en kompleks virkelighed under hastig forandring.

En for idealistisk Birgitte Nyborg, som seerne umiddelbart ville kunne sympatisere med, ville simpelt hen, groft sagt, ikke længere kunne "overleve" i den praktiske politiske virkelighed. Bemærk, at det er en minister i en koalisionsregering, der er tale om, og ikke længere f.eks. "bare" en politiker i et lille parti med nogle mærkesager.

Jeg kan huske de debatter, vi for ca. 30 år siden havde i SFs hovedbestyrelse, hvor folketingsmedlemmer ofte fandt situationen uholdbar, fordi deres manøvrerum blev for lille, når de hele tiden skulle tilbage til hovedbestyrelse og "bede om tilladelse", inden de kunne indgå politiske aftaler.

Situationen i SF er en anden i dag, og kun i Enhedslisten har man stadig den form for problemstillinger. Selv om hovedbestyrelsens greb var blevet løsnet i SF, da partiet var medlem af regeringen i 2011 - 14, må det stadig have været en utrolig pinefuld og konfliktfyldt proces. Nu var der jo ikke kun tale om aftaler mellem politikere, men også om ministres aftaler som en del af en regering.

Magten gennem beherskelse af medier, ikke mindst sociale medier, er blevet styrket de sidste 10 år, alting går samtidig stærkere, og internationalt er alting blevet langt mere komplekst.

Ministres magt er blevet øget betydeligt, og det er sket på bekostning af Folketingets magt, ikke mindst som kontrolinstans over for den politisk orienterede embedsførelse fra ministrenes side. Igen har det noget med kompleksitet og hastighed at gøre.

På et bestemt område er serien forud for sin tid og har forudset en række af de problemstillinger og dilemmaer, vi er på vej ind i, hvor det bl.a. drejer sig om forbindelsen mellem energi - og sikkerhedspolitiske hensyn over for miljømæssige hensyn.

Russiske interesser spiller i "Borgen" ind i kontrollen over Grønlands olie, og det er i praksis ikke kun økonomiske, men også sikkerhedspolitiske interesser. Kontrollen over energikilder kan meget let blive omsat til politisk magt af forskellig karakter, især hvis staters afhængighed af bestemte former for energi kan blive genstand for politisk afpresning.

Rolf Andersen, Ole Olesen, Inger Pedersen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

“Borgen” er en god serie, hvor der virkelig er tænkt over detaljerne i plottet. Eneste svaghed er efter min mening, at nogle af replikkerne er meget stive og nærmest lyder, som om de bliver læst op fra Wikipedia. Og det er ikke skuespillerens skyld.

Thomas Tanghus, jens christian jacobsen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

På mange måder kan Uffe Elbæk og andres arbejde med etableringen af Alternativet ses som en protest mod den måde, som professionel politik, især blandt regeringsbærende partier, har udviklet sig på gennem de sidste 30 år, hvor Lars Løkke Rasmussens nye parti, på mange måder, tilsvarende kan ses som en konsekvens af en accept af og en tilpasning til denne udvikling.

Man vil kunne kalde Lars Løkke Rasmussens holdning for en form for idealistisk pragmatisme, selv om der selvfølgelig også, med en sådan betegnelse, er udtryk for en række meget modsætningsfyldte indbyggede konflikter.

Når politikere i de etablerede tidligere og nuværende regeringsbærende partier lader politik på Christiansborg udvikle sig, som det er sket, også selv om de er klar over udviklingen og beklager den, er de oppe imod en række ændrede samfundsmæssige omstændigheder, nationalt og internationalt, ikke mindst på medieområdet, som det er meget svært at ændre på.

Generelt synes jeg det er en dårlig serie.

Men jeg synes den stiller nogle vigtige spørgsmål.
Skal Danmark bestemme om Grønland skal hive olie op eller skal de selv bestemme det.
Skal Danmark være en del af det "eventyr" og tjene penge på det eller er det udelukkende Grønlands olie?
Skal Grønland betale Danmarks støtte tilbage når/hvis de bliver rige eller skal vi være glade på grønlændernes vegne?
Hvor meget har Danmark egentlig at skulle have sagt når det kommer til stykket, Grønland er et selvstændigt land med Danmark som "overhoved" (kender vi det fra et andet sted i Europa som f.eks Rusland)

jens christian jacobsen

Serien er tilsyneladende ude af trit med virkeligheden. Iflg.
https://energiwatch.dk/Energinyt/Olie___Gas/article13135327.ece
har den grønlandske regering, Naalakkersuisut, besluttet (juli 2021) at droppe al fremtidig olieefterforskning. Af hensyn til naturen. Tankevækkende når serien fremstiller grønlænderne som kyniske nationalister, der kun tænker på penge-til-selvstændighed.

Inger Pedersen

jens christian jacobsen
28. februar, 2022 - 16:48

"Serien er tilsyneladende ude af trit med virkeligheden"

Ja.
Serien er fiktion...

jens christian jacobsen

@Inge Pedersen
Jeg har hørt flere fra Grønland, der har følt sig stødte over skildringen af deres gridskhed. Det forstår jeg godt.
Er der et par litterære genrer vi bare ikke har fattet?

Inger Pedersen

"»Det modigste menneske, jeg kender«, svarer Bent, som vi må forstå er ved at blive dement, men åbenbart også døv, siden han i et drivhus ikke kan høre sit barnebarn sige til Nyborg, at han er ved at blive udredt."

Hmm... skal vi forstå det sådan, at visdommen ift fremtiden just nu ligger hos os gamle, halvdøve og halv-demente?
Os , der var aktive i 1968, men siden tabte fokus til fordel for ejerlejligheder og topstillinger - eller nostalgiske kolonihaver?

Spændende...

En tanke værd...

Inger Pedersen

jens christian jacobsen

Er det tænkeligt, at de flere fra Grønland, der har følt sig stødt - måske har oplevet serien som en beskrivelse - og IKKE fiktion?

Ja
Jeg er HELT enig i, at den skelnen er meget nemmere, når man befinder sig i "Syd-Danmark" med den her herskende kultur.

Og det er måske seriens indtil nu største svaghed: kulturblindheden - at man har forudsat "dansker-vinklen" - som en selvfølgelig ting for alle at se:
Det at kunne skelne mellem beskrivelse og fiktion.

Det er den ikke.
Og slet ikke, når man er "den beskrevne".

Tak for at gøre opmærksom på det :-)

erik pedersen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar