Med et debutalbum, der bestod af ét langt nummer på en times spilletid og trak lytteren gennem et kværnende tungt og støjende univers, stod det fra starten klart, at japanske Boris var et band, der ikke leflede for lytteren. Selv garvede lyttere af støjrock og doom metal måtte synke en ekstra gang, inden de gik i lag med Absolutego (1996), men albummet var også med til at inspirere en lang række støjudforskere og postmetalbands, herunder amerikanske navne som Isis og Sunn O))). Stephen O’ Malley fra sidstnævnte var da også med på scenen, da Boris opførte hele Absolutego på den alternative metalfestival Roadburn i 2018.
Bandet selv hentede deres navn fra en sang af de amerikanske pionerer inden for grunge og sludge metal (en særligt beskidt og tungt slæbende forgrening af metalmusikken) Melvins. Som netop Melvins har Boris dog udvist en udpræget foragt for musikalske spændetrøjer, og selv om de har optjent status som pionerer inden for både metal og støjrock, hylder de det genrefrie rum og støjen som en slags musikalsk ekstase, der overskrider konventioner.
Med andre ord ved man aldrig, hvor Boris vil tage en hen næste gang. Snart spiller de hvidglødende ekstremmetal og rå støjpunk, snart dykker de ned i tung doom metal og inspiration fra drømmende shoegaze for så at glide ud i psykedeliske og jazzede passager. Lige så kantede og tunge de kan spille, lige så drømmende og hallucinatoriske kan deres musik være. På den måde er det helt i bandets ånd, at de nu følger op på deres 2021-album NO, der bød på hæsblæsende kærlighed til punk, hardcore og thrash metal, med albummet W – en nærmest øm og svævende musikalsk drøm. At de to udgivelser er tænkt som to sider af samme Boris-mønt antydes af titlerne, der tilsammen danner et udstrakt NOW. At NO’s afslutningsnummer hed »Interlude«, skabte ligeledes en forventning om, at den var første del af en konceptuel helhed.
Et diffust sonisk rum
Selv om W er en atypisk blid plade fra Boris, er det ikke ensbetydende med, at støjen er fraværende. Blot er der ikke tale om en konfrontatorisk støj. I stedet bruges støjen til at skabe et diffust sonisk rum, hvor skyer af feedback og forvrængede klynger af lyd glider ud og ind som tågebanker i et drømmende landskab, som Watas hviskende vokal guider lytteren igennem.
Det demonstreres smukt på åbningsnummeret »I Want to Go to the Side Where You Can Touch …« – en sang, der lever op til sin sensuelle titel, og hvor også de jazzede trommer spiller en væsentlig rolle i skabelsen af et søgende og centerløst univers. Den efterfølgende ballade »Icelina« er som snydt ud af næsen på Cocteau Twins, der i det hele taget er et oplagt referencepunkt til pladens stræben mod en fnuglet og flimrende støjpop.
W byder dog også på hallucinatoriske bevægelser ind i den mere hårdtslående støj, men faktisk skal vi helt frem til midten af albummet og nummeret »The Fallen«, før der for alvor åbnes op for arsenalet af hvinende guitar-feedback og rumlende basdroner. Selv dette nummer fremstår dog mere som en fragmenteret feberdrøm om heavy metal og tung syrerock end et struktureret nummer, og efter denne storm glider vi straks over i den sensuelle ballade »Beyond Good and Evil«, hvor guitarer og trommer starter demonstrativt underspillede, inden musikken løfter sig i en himmelstræbende drømmepop, som ville gøre både Slowdive og førnævnte Cocteau Twins stolte. Også dette nummer samler sig omkring Watas vokal, og hun må i det hele taget siges at være albummets midtpunkt, også i den grad, så bandet simultant med albummet lancerer en ny guitarpedal opkaldt efter hende. En gestus, der vidner om bandets nørde-gen og deres evige søgen efter nye klange og udtryk.
Ind i det ukendte
Søgen er i det hele taget et kodeord for W, hvor den lydfetichistiske søgen efter nye nuancer af støj går hånd i hånd med en stemning af sjælelig søgen. Dog: Søgen kan til tider føre til retningsløs famlen, og det gør det undertiden også for Boris, blandt andet på førstesinglen »Drowning By Numbers« (opkaldt efter en film af Peter Greenaway), hvis elektroniske eksperimenter og køligt messende vokal aldrig synes at komme ud af stedet. På »Old Projector« går blandingen af minimalisme og stenet twang-guitar til gengæld op i en smuk enhed.
W er ikke noget helstøbt album i klassisk forstand. Snarere er det en invitation til at vandre med Boris ind i det ukendte. Og der er afgjort noget beundringsværdigt i, at et band, der har udforsket støjens ekstremer gennem så mange år, fortsat udviser stor nysgerrighed og mod til ikke bare at hamre speederen i bund (som de med eftertrykkelighed gjorde på NO), men også til at tage en dyb indånding og give sig hen til en stille venten midt i verdens kaos.
Boris: ’W’ (Sacred Bones)
