»Alle havde tilsyneladende skrevet prosalyriske tekster med sig selv som hovedperson.« Sådan siger en af hovedpersonerne i svenske Johanna Hedmans debutroman Trioen efter et oplæsningsarrangement i Stockholm. I sammenhængen er den underliggende ironi ikke svær at afkode. Klicheen om, at det er det, de unge forfattere skriver, kender vi også i Danmark. Det har de seneste års litteraturdebat vist så klart.
Trioen er anderledes, og Hedmans ambition en anden. Den stik modsatte. Trioen er en stort anlagt roman med tre dele fra hvert deres tidsrum: Fjern fremtid, nutid, og nær fremtid med skift i fortællerperspektivet fra 3. person til skiftende jegfortællere. Og så er det formelle og formmæssige krydret med et coming of age-drama mellem de tre hovedpersoner Thora, Hugo og August, der udspiller sig i New York, Stockholm, Berlin, London og Paris. Romanen bokser med spørgsmål om identitet, klasse og seksualitet.
Det lyder som en næsten algoritmisk udregnet formel for succes, og man kunne have på fornemmelsen, at det var det pitch alene, der fik bogen solgt til oversættelse i syv lande allerede inden udgivelsen. Når man læser bogen, er det nemlig svært at finde andre gode grunde.
I romanens korte første del befinder vi os i New York engang i fremtiden. Hugo, der underviser på et universitet i New York og lever en eremittilværelse i storbyen, får besøg af Frances, som er datter af Thora og August. Man forstår, at Thora, August og Hugo har delt noget i fortiden, men at deres forbindelse er blevet brudt. Frances vil have Hugo til at genoptage kontakten til Thora, mens man fornemmer, at August måske er død. Der lægges små forvirrende spor ud til det drama, der må have udspillet sig i fortiden.
Thora er jurasturende, bor i det posh Östermalm og er arving til en enorm formue – som, forstår man, blandt andet er anskaffet med ikke helt fine metoder gennem våbensalg til diktaturstater. August er en kunstnerspire, der ikke har samme økonomiske ballast og derfor læser til reklamemand, selv om han ved, at det er at sælge ud. De to har været venner og kærester siden barndommen, lidt på skift.
Ind med toget fra Berlin kommer den statskundsskabstuderende Hugo, søn af hvad der på et tidspunkt i romanen bliver kaldt »fattige akademikere«. »Jeg vidste at jeg ikke kunne lide Hugo det øjeblik jeg mødte ham,« konstaterer den i romanens begyndelse meget kolde Thora tørt. Men snart er duoen blevet til en trio. De er venner, men også forelskede på kryds og tværs. Skiftevis frie i den fælles relation og fanget i deres egne usikkerheder.
Trioens kærlighedsrelation
Som med meget andet i romanen er det ikke helt til at sige, hvorfor Thora bløder op. Heller ikke, hvorfor trioen efter et par dejlige år i Stockholm splitter op. Mellem mødet og bruddet ligner beskrivelsen af de tres ungdom mange andres. Der er ture på stranden, læsesalen, til fest og ferier i andre europæiske storbyer. Det handler om at finde sig selv og en plads i verden.
Og det er for så vidt fint med den kærlige skildring af, hvad det vil sige at være ung. Men så heller ikke mere. Klassespørgsmålene, som fylder i bogen, forfalder til fredagsbar i studentercafeen-agtige argumenter, ligesom skellene mellem de tre hovedkarakterers opvækstvilkår, som virker til at være en pointe for Hedman, aldrig rigtig bliver tydelige. Og så ender det altså med at føles som at være fanget mellem en meget lang række af banaliteter.
Endnu mere ærgerligt er det, at trioens kærlighedsrelation ikke bliver udforsket mere. Der er antræk til noget spændende mellem Hugo og August. En hånd på en ryg, der sender en skælven gennem Hugo og giver løfter om en mere kompliceret relation. Et fælles møde i en skovbund mellem de tre blandt insekter og nedfaldne blade, som ikke fører nogen steder.
Og så er der de sammenligninger, som Hedman strør så taktfast om sig, at det bliver en pine i en prosa, der ellers er selvsikker og velskreven. Intet kan bare være det, det er. Alt er som noget andet. Ofte føles det bare som overflødig pynt, der er der for at gøre det hele lidt mere poetisk, andre gange går meningen helt tabt. Men der er også tilfælde som dette: »Han lænede sig frem og kyssede mig, først forsigtigt og prøvende, som lod han et spørgsmål lande på mine læber.« Der efterfølges af den knastørre og i sig selv dejligt billedrige konstatering: »Hans mund smagte af knækbrød.« Hvor man efterlades med et ønske om, at Hedman bare kunne droppe den pladderromantiske sammenligning, for den sjove og knækbrødstørre konstatering.
Trioen virker mest af alt som ideen om den store ungdomsgenerationsroman. Der er løfter, men de bliver aldrig indfriet.
Johanna Hedman: ’Trioen’. Oversat af Juliane Wammen. Turbine, 404 sider, 300 kroner
