Eventyret om den stuntvilde kontorfarce Blam! har været fantastisk at følge. Den frygtløse, fysiske forestilling af den islandsk-danske instruktør og performer Kristján Ingimarsson blev en hæsblæsende succes. Den modtog en Reumert i 2012, og den har siden været på verdensturneer med forskellige casts. Her ti år senere spiller den fortsat: de næste uger i Norge. Blam! handler om et kontorlandskab med nogle jakkesætmænd, der keder sig. Pludselig forvandler de kontorets inventar – fra kaffekander og brevordnere – til hævnfulde våben, så kontoret transformerer sig til et parkourlandskab som i en actionfilm. Voldsomt og vovet – og hamrende morsomt.
For mange danske scenekunstnere er Blam! blevet drømmeeksemplet på, at det faktisk kan lade sig gøre at skabe en kompromisløs forestilling, der takket være et originalt koncept og sammensætningen af de helt rigtige kunstnere eksploderer i triumf og udsolgte huse.
Men ak … Kristján Ingimarsson har nu skabt forestillingen Bloom som 2’eren til Blam! for sit eget Kristján Ingimarsson Company. Forestillingen er en koproduktion med Teater Nordkraft, Reykjavik City Theatre og Hålogaland Teater i Tromsø. Den er skabt til fem kvindelige performere, og plakaten lover en forestilling om kvinders styrker og længsler. Ambitionen har tydeligvis været at skabe en feministisk powerforestilling, der kan matche mandeforestillingens vildskab og opfindsomhed. Det er bare ikke lykkedes.
Glughuller og bryster
Det begynder ellers godt. Den kække skuespiller Louise Bonde byder publikum velkommen med fint overgearet stemme og påtaget nervøsitet i rollen som forsøgsleder. Hun vil vise os sit menneskeeksperiment: Hun udklækker pigefostre kunstigt i sit laboratorie – og derefter speeder hun deres udviklingsproces op, så de hurtigst muligt kan blive voksne kvinder.
Inde på scenen får vi tilskuere lov til at vandre rundt om store træbokse. Gennem små glughuller kan vi se halvnøgne kvinder dingle med kroppene spændt op i underlige pupper af plastik, der lader brysterne danne bløde kurver. Men kun i korte glimt. Så bliver vi gennet op på tilskuerpladserne – og så kan forestillingen begynde.
Herfra går det galt. For forestillingen hænger ikke sammen. Der går ikke mange minutter, før man som kvindelig tilskuer også får en underlig smag i munden. Sådan en ’mand forestiller sig hvordan piger er sammen, når de ikke har tøj på’-smag. I programmet står der, at kvinderne selv har bidraget med materiale til forestillingen. Legesygen er indlysende. Så det mandlige blik på kvinderne skal måske bare opfattes som en del af forestillingens nysgerrighed. Men det er tydeligt, at tanken om pigernes første menstruation fascinerer iscenesætteren i særlig grad. Han har i hvert fald fået pigerne til at svinge ivrigt med bind og trusser i en festrus, der ikke helt smitter oppe på tilskuerpladserne.
Her skaber kvindesynet vist mest undren. Samtidig stiger spændingen. For hvad der sker, når disse kvinder bliver voksne? Her kommer forestillingens største skuffelse. Spoiler alert: Da den første kvinde lanceres som voksen, står hun klædt i brudekjole! Det højeste mål for en kvinde i dette univers er åbenbart at blive gift!
Som dansk teatertilskuer i 2022 gnider man sig i øjnene og håber, at det er en parodi. Det virker bare ikke sjovt. Senere overtrumfes brudekjolescenen af en endeløs supermarkedsscene, hvor kvinder køber rengøringsmidler. Her accelereres kvindeklicheerne. Da kvinderne på skift sætter sig op på en rullende varehylde og berider den som en rodeotyr, peaker mandefantasierne vist. Men da er tilskuerens tålmodighed opbrugt.
Op på håndvasken
Performerne er ellers charmerende og imponerende fysiske. Danserne Noora Hannula og Ida Frost styrter rundt i halsbrækkende positioner sammen med skuespillerne Nina Tind og Josephine Reumert Grau. De mosler og kryber. De spankulerer og spæner. De kravler op på hylder, og de dykker ned i badekarret. Uforfængelige og ukuelige.
Det virker, som om koreografen ikke har øje for kvindernes særlige linjer og smidighed. Derfor virker deres anstrengelser ikke nær så imponerende, som de sikkert er.
Scenografien af Jonas Fly består hemmelighedsfuldt af nogle sammenflikkede trækasser med både et minikøkken, et minibad og et miniomklædningsrum. Det bliver bare alligevel ikke sjovt at se kvinderne klatre op på håndvasken. Ikke i længden.
For intet hænger sammen. Et indledende raserianfald med slagterkniv og tændt røremaskine virker som et dumdristigt stunt, som slet ikke har forbindelse med resten. Og undervejs bliver sceneskiftene så omstændelige, at det føles, som om en tredjedel af tiden går med at stirre på trævægge, mens skuespillerne og teknikerne gør klar til næste nummer.
Selv de mest spændende teaterprojekter kan mislykkes. Sådan er det at skabe kunst. Og selv de bedste prøveprocesser kan blive ødelagt af corona. Det mest bekymrende ved Bloom er derfor, at Kristján Ingimarsson Company og Teater Nordkraft ikke har set situationen i øjnene og udskudt premieren, indtil forestillingen var god nok. Nu har de i stedet valgt at præsentere en afblomstringsperformance, som endda skal videre på nordisk turné.
Blam! var fænomenal. Bloom er et flop.
’Bloom’. Manus og iscenesættelse: Kristján Ingimarsson. Koreografi: Thomas Bentin. Scenografi: Jonas Fly. Lysdesign: Eirik Lie Hegre. Lyddesign: Rasmus O. Bunton. Kristján Ingimarsson Company i co-produktion med Teater Nordkraft, Reykjavik City Theatre og Hålogaland Teater i Tromsø. Varighed: 70 min. Spilles på Teater Nordkraft i Aalborg til den 14. februar. Herefter nordisk turné.
