Timingen er uovertruffen. I torsdags, blot to dage efter at coronarestriktionerne for kulturlivet faldt bort, åbnede årets Vinterjazz. En festival, der spænder over hele februar og hele Danmark, så der har siddet nogle arrangører med sved på panden de seneste uger. Vinterjazz er i høj grad en festival, der fejrer de mange spillesteder og koncertforeninger rundt omkring i hele landet – og efter to trange år belagt med restriktionernes afspærringer og fartbump, trænger disse da virkelig også til et skulderklap. Fantastisk er det derfor, at man på festivalens første weekend kan opleve en sand verdensstjerne i Svendborg.
De sidste mange dage har mit nyhedsfeed ellers været fyldt med meldinger om aflyste koncerter fra internationale navne langt ind i 2022 – en meget direkte påmindelse om, at spillereglerne for kulturlivet stadig er nogle helt andre end før pandemien, selv om musikken atter spiller herhjemme. Af samme grund har jeg heller ikke for alvor turdet tro på, at en af Vinterjazz-festivalens absolutte internationale hovednavne rent faktisk ville stå her lyslevende i den smukke sal i Svendborg Teater. Men her er hun så, den store maliske sangerinde Fatoumata Diawara, og det føles som et lille mirakel.
Lige inden verden gik af lave, gav hun en af årets bedste koncerter på Roskilde Festival i 2019 med eget band. Til Vinterjazz indtager hun til gengæld scenen til et særprojekt med DR Big Bang under ledelse af den norske dirigent Geir Lysne, som også har stået for at arrangere hendes musik til bigbandet. Projektet kommer til DR Koncerthuset i København dagen efter, men det er mildt sagt et scoop, at Svendborg-spillestedet Harders i samarbejde med Svendborg Teater kan præsentere premieren.
Vestafrika i hjertet
Aftenen åbnes af den herboende gambiske musiker Dawda Jobarteh, for hvem det ikke er fremmed at integrere det harpelignende kora-instrument, han mestrer, i jazz-kontekst. Han har det derfor også som en fisk i vandet og indtager også rollen som en slags uformel konferencier, der slår fast, at hele denne aften er dedikeret til musikken fra Vestafrika.
Jobarteh og Diawara deler det vilkår, at de begge bor langt fra deres hjemlande (Diawara har i mange år været bosat i Paris), men bærer deres musiktradition i hjertet, i stemmebåndet og i hænderne. Jobarteh indleder med en inderlig sang dedikeret til hans datter, der bor i Senegal, inden han i næste nummer giver sig til at dirigere hele bandet. Helt fra starten etableres et rum, hvor der er plads til både de store følelser og den musikalske leg, ligesom det slås fast, at det er den afrikanske musik, der er i centrum. Den skepsis, jeg kunne have haft om, at det ville blive en aften med dansk bigband tilsat eksotisk stemning udefra, gøres til skamme.
Også da Diawara indtager scenen ledsaget af en guitarist og en percussionist fra sit faste band og sætter i med et vuggende guitar-riff, holder bigbandet sig i en diskret rolle. Sine steder, som i den smukke ballade »Mama« fra det seneste album Fenfo (2018), er mange af musikerne helt stille. Men gradvist åbnes der også op for, hvorfor det alligevel giver mening med bigbandet. Diawaras musik er rundet af traditionel musik fra Wassoulou-regionen i Mali, men blander også pan-afrikanske inspirationer ind, ligesom hun åbner musikken op for tydelige inspirationer fra blues og soul. Hun er ikke bleg for at udfordre konventionerne.
Det er usædvanligt med kvindelige guitarister i Mali, men hun er en sej én af slagsen med sit blues-inspirerede spil, som suppleres på fornem vis af hendes egen guitarist Yacouba Kone, der tilføjer en mere soul/funk-orienteret nerve. Og netop i musikkens soulprægede stykker kommer bigbandet til sin ret – med dramatiske crescendoer og smældende blæser-riffs. Fedt er det også at mærke bigbandets trommeslager og Diawaras slagstøjsspiller bygge et fælles groove op.
Diawara har – foruden en række markante samarbejder med blandt andet Gorillaz og Herbie Hancock – kun udsendt tre plader. Alligevel varer koncerten over to timer. Mange af sangene strækkes i de hypnotiske grooves, og undervejs får vi en del soloindslag. I min optik også lidt for mange. Men der er guld undervejs. Som når Diawara selv spiller en gnistrende guitarsolo, og derefter sender stafetten videre til en af bigbandets trombonespillere, som hun kaster et anerkendende smil efter. Eller når Jobarteh slutter sig til en ekstatisk fest af et afslutningsnummer med en virtuos kora-solo.
Håb og indignation
Kærlighed, respekt, lighed. Det er de ord, som ifølge Jobartehs introduktion betegner Diawaras sange. Og det er også det, hun udstråler – i sin fremtoning og i de ofte lange monologer, hun giver som optakt til numrene. Hendes musik fremstår positiv, men også med en betydelig indignation. Den udstråler et håb for verden, men også altid en underliggende sorg over, at verden netop ikke er, som den burde være. Hun taler om rigdommen ved at rejse og udveksle erfaringer, men minder om, at det ikke er alle, der har det privilegium. Hun taler i »Mama« om skønheden i netop det ord, men minder straks efter om, at ikke alle børn vokser op i en verden, hvor de kan sige det.
Når det er sagt, er det først og fremmest en følelse af brusende glæde, musikken formidler. Og selv om koncerten holdes for et siddende publikum, beordrer Diawara med sin musikalske autoritet os alle til at rejse os og danse i den afrobeat-inspirerede »Negue Negue« og det afsluttende ekstranummer, hvor dansende publikummer også inviteres op på den i forvejen tætpakkede scene. En forløsning efter to år med alt for lidt dans. Glæden sidder i kroppen længe efter.
Fatoumata Diawara med DR Big Band, Svendborg Teater/Vinterjazz, 4. februar
Fatoumata Diawara med DR Big Band optræder 5. februar i DR Koncerthuset, København
Hvorfor er denne anmeldelse ikke med i den trykte avis